’Jeg er blevet en mere fagligt kompetent synskonsulent’

26/04/2021

Synskonsulent Camilla Brun Bjerg er den første afgangselev på en ny uddannelsesretning, som IBOS har udviklet i samarbejde med UC Syddanmark. En stor del af uddannelsen foregik med bind for øjnene, og det har givet hende en bedre forståelse af målgruppen.

Camilla Brun Bjerg er uddannet ergoterapeut og arbejder som synskonsulent i Center for Kommunikation i Herning, der arbejder med voksne med synshandicap. Hun er den første, der gennemfører en fuld diplomuddannelse inden for retningen synspædagogik og syns(re)habilitering.

- Jeg har taget en fuld PD-uddannelse, da det er vigtigt for mig, at borgeren får den bedst kvalificerede hjælp. Uddannelsen har betydet, at jeg er blevet en mere fagligt kompetent synskonsulent, som nu kan klare mere komplekse problemstillinger. Uddannelsen har også klædt mig på i forhold til få en dybere forståelse af, hvordan borgeren oplever at stå med forskellige udfordringer. Fx hvor krævende det er at lave mad, eller hvordan det er at færdes ude i samfundet med en mobilitystok, fortæller Camilla Brun Bjerg.

En uddannelse med bind for øjnene

En del af uddannelsen foregår med bind for øjnene – sorte briller. Det har gjort indtryk på Camilla Brun Bjerg:

- Det har været enormt værdifuldt, at vi har haft en stor del af undervisningen med sorte briller på. At man et øjeblik får en lille fornemmelse at, hvordan borgerne oplever det. Jeg tror alle, der har prøvet det, får en anden forståelse for, hvordan noget kan være utrolig svært, krævende og angstprovokerende. Under O&M-modulet – orientering og mobility - har jeg prøvet ubehaget ved at være faret vild og mærke panikken. I ADL-undervisningen havde vi måltidsteknik, hvor vi fx spiste smørrebrød. Her gik det op for mig, at med sorte briller spiste jeg kun, til jeg var mæt - og ikke mere. Maden smagte anderledes. Spisningen var energikrævende og der var ikke overskud til at snakke og være selskabelig. Så det var lærerigt at have sorte briller på. Jeg fik en forståelse, som jeg ikke tror, jeg kunne få på andre måder.

Flere danske undersøgelser af synsområdet

Camilla Brun Bjerg skrev et afgangsprojekt med titlen ”Fysisk aktivitet er for alle - Et kvalitativt studie om blinde og stærkt svagsynedes mulighed for fysisk aktivitet og den oplevede betydning af fysisk aktivitet”. Afgangsprojekter som dette kan bidrage til flere danske undersøgelser af synsområdet, mener modulansvarlig og klinisk underviser Gitte Thranum Haldbæk fra IBOS.

- Camilla er den første studerende som har gennemført en fuld diplomuddannelse inden for retningen Synspædagogik og syns(re)habilitering. At der er studerende, som skriver afgangsprojekt med fokus på vores målgruppe, betyder, at vi begynder at se undersøgelser, som potentielt kunne være en forløber for et egentligt forskningsprojekt. Det er vigtigt, fordi der ikke i forvejen eksisterer så meget viden på området - og slet ikke i en dansk kontekst, siger Gitte Thranum Haldbæk

IBOS udbyder i samarbejde med UC Syddanmark 5 retningsspecifikke moduler under den pædagogiske diplomuddannelse, der hedder synspædagogik og syns(re)habilitering. Uddannelsen ruster studerende til at arbejde med pædagogik eller rehabilitering indenfor synsområdet: vejlede, rådgive og undervise børn, unge og voksne borgere med synsnedsættelse eller blindhed.

Du kan læse mere om den Pædagogiske Diplomuddannelse her

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet