IBOS' kursusforløb Pre-Employment Program: ”Man skal lære at håndtere elefanten, så den ikke støjer”

11/12/2019

Siden september 2017 har IBOS været i gang med kursusforløbet Pre-Employment Program. Et internationalt anerkendte forløb, der ruster jobsøgende med synshandicap til at søge og få job. Nu har projektet nået sin slutning.

IBOS' første Pre-Employment Program-hold blev skudt i gang i maj 2018. Nu har IBOS netop afsluttet fjerde og sidste forløb. Jeg mødes med IBOS’ arbejdsmarkedskonsulent Lise Plagborg, arbejdsmarkedskonsulent Kim Bolby og studievejleder Tina Thøgersen og får en snak om Pre-Employment Program-projektet. De har alle været undervisere under forløbet med Pre-Employment Program.

Pre-Employment Program-erfaringerne skal anvendes hos IBOS og i et nyt samarbejde

Der er er enighed om, at IBOS og deltagerne har fået et stort udbytte af Pre-Employment Program. Næste skridt er, at erfaringer og viden fra projektet skal samles i en evaluering.

- Vi skal bruge den erfaring og viden i forløb med målgruppen her hos IBOS. Vi har lavet evalueringer af alle fire Pre-Employment Program-forløb. Og vi har også lavet opfølgende samtaler med de tidligere deltagere og talt med dem om, hvordan de har udviklet sig og hvad det er, der bidrager til en positiv udvikling. Så det ser vi på den kommende tid. Derudover har SUMH (Sammenslutningen af Unge med Handicap) fået fondsmidler og IBOS skal være samarbejdspartner. Her skal erfaringerne anvendes til en bredere handicap-målgruppe, fortæller Lise Plagborg.

”Deltagerne har rørt en dybt i hjertet”

Pre-Employment Program-forløbene har været lærerige for både deltagere og undervisere.

- Pre-Employment Program har været en berigende og udviklende rejse for mig som underviser. Det har også været hårdt, men jeg kommer til at tænke tilbage på det som et godt minde. Og deltagerne har givet os undervisere så meget tilbage, fortæller Kim Bolby og Lise Plagborg giver ham ret:

- Ja, der har været et fælles udviklingsrum, hvor alle har kunne byde ind og være sig selv. Og jeg synes, deltagerne har rørt en dybt i hjertet med alt det, de har delt.

”Guldet først”

Det har været en vigtig del af Pre-Employment Program, at deltagerne får undervisning i, hvordan de kan præsentere deres synshandicap. Det har været lærerigt for Tina Thøgersen:

- Jeg har fået noget ud af det, både som studievejleder og som synshandicappet. Jeg underviste i, hvordan man kan præsentere sit synshandicap. Hvis man ikke forholder sig til det, så kommer det til at fylde endnu mere. Det bliver et støjende element. En elefant i rummet.

- Man skal tage elefanten og kigge på den. Man skal lære at håndtere elefanten, så den ikke støjer. Se på hvad er normen og hvordan adskiller jeg mig fra normen? Det skal man bruge til skabe strategier til at klare sig. Prøve noget nyt. Og man skal finde sit guld. Her har deltagerne imponeret gang på gang: De har åbnet op og vist deres guld - hvor meget de kan. Som en underviser på Pre-Employment Program blev ved med at sige til deltagerne: ’Guldet først’. Vi skal anerkende os selv for det guld, vi er. Det er lidt et paradoks. Der er mange, der har en tendens til at se efter beviser for, at de ikke hører til og ikke er gode nok. Se i stedet efter, hvad der fungerer og hvorfor du er god nok, supplerer Lise Plagborg og Kim Bolby afslutter:

- Ja, smid altid de tunge sten ud af rygsækken, inden du skal bestige bjerget.

Praktiske informationer om IBOS' kursusforløb Pre-Employment Program

  • IBOS har haft 29 deltagere på de 4 kursusforløb af Pre-Employment Program. På det sidste forløb havde vi én deltager med et andet handicap end syn.
  • Pre-Employment Program er oprindeligt udviklet af amerikanske Karen Wolffe, der er en internationalt anerkendt karriererådgiver for mennesker med synshandicap. Forløbet strækker sig over 15 endagsmoduler med forskellige temaer.
  • IBOS har samarbejdet med den socialøkonomiske virksomhed All Ears A/S om projektet Pre-Employment Program.
  • Projektet er finansieret med midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR.
  • Se mere om kursusforløbet Pre-Employment Program på IBOS' hjemmeside via dette link.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet