"Blinde idiot" - Læs den rørende, ærlige og levende artikel

17/09/2019

Læs Mette Nexmands meget rørende og levende beskrivelser af at leve med et synshandicap og sin tid på Instituttet for Blinde og Svagsynede - IBOS.

- Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Nej, jeg skriver sætningen om: Det smukkeste sted, jeg har set i nyere tid, er skabt for mennesker, der ikke kan se … Som udgangspunkt kan man altså ikke bruge øjnene, når man træder ind i forhallen, og det er en overraskelse, at den er så fin og tydelig i sin velkomst … I venteområdet er der bl.a. et stort fuglebur med citrongule kanariefugle, som sender perlesnore af meddelelser ud … På væggene er der monteret bølgende, lakerede trægelændere, som fortæller historier til de hænder, der følger dem, de slutter af med en torso og bryster … Arkitekterne må have tænkt på at skabe et miljø, der balancerer menneskesanser, for rummets flader og tekstur afgiver en behagelig dosis af lys og lyde.

Sådan beskriver Mette Nexmand blandt andet sin oplevelse af at besøge IBOS i sin artikel i POV. En tid, hun opfatter, som om hun var medlem af en klub, hvor ’de ægte krigere går’. En klub, hun er stolt af at have været medlem af.

Mette Nexmand har haft en hjerneblødning i lillehjernen. Det har påvirket de seks muskler omkring øjnene og det gør, at hun - som hun selv skriver - ser ud af ”elendige øjne”. Det har hun skrevet en artikel om.

Et øjeblik på Frederiksberg Allé er starten på denne meget rørende, ærlige og levende fortælling. En beskrivelse, der har de fineste detaljer og nuancer. Den starter med ordene, overskriften, ”Blinde idiot”. Ordene udbrød Mette Nexmand til sig selv, da hun knaldede højre tinding ind i et lavthængende skilt på Frederiksberg Allé. En situation, hvor hun ofte oplever, familien får ondt af hende. Selv, finder hun det ganske underholdende. Ligesom manden bag hende gjorde. Hendes beskrivelser er så levende, du vil føle, du er der – sammen med manden på Frederiksberg Allé, på IBOS og i hendes tankeunivers.

Læs artiklen ”Blinde idiot” her

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune