Teaterpremiere med bande- og familiekonflikter

Skuespillerne

Læs artiklen eller lyt til podcast-versionen: Teaterpremiere med bande- og familiekonflikter

”Is it right to be wrong? Kan det være rigtigt at være forkert?” Det er titlen på Ungegruppens teaterforestilling med musik af The Paragraphs og Ungegruppen. Tag med til premieren og mød tre af skuespillerne og en lærer i kulissen.

Jeg går mod IBOS’ festsal. Der står forventningsfulde mennesker og venter på at blive lukket ind. Traditionen tro slår IBOS’ Ungegruppe dørene op for årets teaterforestilling. Som jeg når frem til indgangen bliver de to døre slået op. Jeg bliver mødt af en ung fyr: 

- Vil du have et program?
- Ja tak, svarer jeg og går ind i salen.

Salen fyldes med toner fra klaveret og med mennesker. Og stykket går i gang.

Ud i bandekriminalitet

Fire bandemedlemmer fra banden ’Bad Eyes’ - Trygve, Tristan, Travis og Abdi - mødes og taler om, hvordan de kan de tjene penge? Der er mange måder, man kan skaffe penge på. Både lovlige og ulovlige. I drengenes jagt på penge møder vi deres forældre. Tristan vil bruge sin fars kontakter og Travis sin fars våben. Alle forældrene er fraværende; har nok i sig selv: Der er forretningsmanden, der ikke har tid til børnene. Der er den våbenglade Trump-elskende og skydegale far, som drengene vil låne et våben fra. Og så er der Trygves far, der er besat af religion: De nordiske guder:

Trygves lillesøster: Far, jeg er sulten.
Trygves far: Ja, ja. Thor kunne virkelig danse. Hans hårdeste dansepartner var ’ælde’, som i virkeligheden var alderdommen. Ingen kunne danse med hende i længere tid, uden at gå i knæ. Men det kunne Thor.
Trygves lillesøster: Far, jeg er sulten. Klokken er mange.
Trygve: Hil Thor! (Trygve kommer hjem)
Trygves far råber: Hil Thor! Du kommer lige i rette tid til en ase-dans.
Trygve: Jeg skal ikke danse far. Har I ikke spist endnu?! Typisk. Bare rolig (lillesøster), jeg har pizza med. Jeg bliver nødt til at gå. Vi ses senere.

Glemt af faren

Trygve spilles af 18-årige Nicolai, som jeg møder efter forestillingen sammen med skolekammeraterne Theis og Navid. 

”Trygve er begyndt at blive meget glad for hash. Jeg tror, det Trygve er irriteret over, det er, at faderen bare fortæller historier hele tiden. Og ikke så meget andet, føler han. Jeg tror, han føler, at faderen glemmer dem. Han sørger ikke for sine børn. Han føler, at det er ham, der skal sørge for sin lillesøster,” fortæller han om sin karakter.

Faren bliver spillet af 19-årige Theis:

”Faren er meget optaget af sin ase-interesse. Det er ikke sådan, at han ikke kan lide sine børn, eller er ligeglad med dem, men han gør det forkerte, at han ikke er nærværende nok. Han skal huske at lytte mere til dem og ikke tale om ase-ting hele tiden. Men i det meste af stykket forsøger han faktisk,” fortæller Theis. 

På vej ned ad en farlig vej

På scenen hærger bandekonflikten. En farlig vej, som de unge drenge også bevæger sig ned ad. De er i kontakt med farlige mennesker. Og de er fristede til at tjene nemme penge på stoffer og våben. Men de skylder allerede penge. Og Tristan har en plan, der trækker drengene ind i en konflikt med en større og mere farlig bande. Til deres held bliver de opdaget af politiet, som sender dem hjem til deres forældre, som muligvis får øjnene op for, at de fire er på vej ud på et skråplan – og måske kan de nu tage sig tid til at tale med deres børn.

Bygger på de unges tanker

Ungegruppen og The Paragraphs har selv være med til at skrive stykket, der bygger på overvejelser, de selv har gjort sig.

”Alle familier kan have problemer. Med misbrug af alkohol eller hash. Meningen med vores stykke var bl.a., at det ikke er godt at tage stoffer. Man skal tale om det i familien i stedet for at gå ud og lave lort,” siger 19-årige Navid. 

”Og så skal de voksne huske at være mere opmærksomme på deres børn og ikke kun dyrke deres egne interesser. Det er jo ikke kun unge mennesker, der skal have noget ud af stykket. Nu ved jeg ikke hvor mange ase-familier, der findes, men business-familier skal huske at være opmærksomme på deres børn frem for at have travlt hele tiden,” supplerer Theis.
På scenen afsluttes stykket med sangen ’Is it right to be wrong?’:

Kan vi undgå farlige chancer?
Kan vi få tid til at tænke først?
Hvis vi ka’ samle kompetencer,
Så bli’r muligheden størst

Nye erfaringer fra forestillingen

Også skuespillerne har fået nye erfaringer med i bagagen. 

”Jeg fik nye oplevelser ud af det, og det var sjovt at lave det. Jeg har lavet teater før. Så det var ikke helt nyt for mig. Men det var nogle hårde og intense uger. Det er også på en måde rart, at det er overstået nu, så skal vi ikke tænke på: åh nej, når vi stykket,” siger Navid. 

”Det er heller ikke mit første stykke. Men det jeg har fået ud af det, er at prøve en lidt anderledes rolle. En god del af tiden skulle jeg spille som om, jeg havde røget en fed. Og det synes jeg personligt var meget interessant at prøve. Jeg synes, det var meget underholdende at prøve en ny rolle,” siger Nicolai. 

Inden publikum klapper begejstret er der to vers tilbage af sangen ’Is it right to be wrong?’:

Hvordan ved vi, hvad der’ rigtigt?
Når vi har tvivl og ensomhed?
Hvis vi skal mærke, hvad der’ vigtigt,
Skal vi ha’ nogen at dele med.

Vi aner ikke, hvad vi vil,
Og om vi har, hvad der skal til.
Det’ kan vær’ svært for os at se det.
Vi vil ha’ styr på vores liv!

Et fælles mål

Stykket var som nævnt skrevet i fællesskab mellem lærere og elever. Et vigtigt formål med teaterprojektet er at udvikle de unges sociale kompetencer og fællesskabet i ungegruppen, forklarer lærer Inger Rydal fra IBOS:

”I modsætning til den daglige undervisning, hvor eleverne arbejder mod egne mål, har teaterprojektet et fælles mål, nemlig teaterforestillingen, som alle bidrager til. Målet med mange andre aktiviteter står ellers ikke altid klart for kursisterne.  Desuden arbejdes der selvfølgelig med handicapkompenserende elementer. Udfordringen kan fx være at bevæge sig fra høj scene til gulv (mobility), at anvende IKT, når der skal skrives, læses og redigeres manuskript, optages og redigeres lyd, og arbejdes med video og foto ect. At blive sat i situationer, man ikke er vant til, hvor der ikke tages så mange hensyn som i hverdagen på IBOS. At se at andre elever har brug for andre former for instruktioner end en selv. Og at kropsbevidsthed, gestik, mimik mv. er vigtige elementer, når der helt bredt arbejdes med kommunikation,” fortæller Inger Rydal.

Logo af Københavns Kommune