Synsudredning og synstræning med FitLight-lamper

14/03/2018

I efteråret 2017 fik Instituttet for Blinde og Svagsynede - IBOS midler fra SOFs velfærdsteknologiske enhed til at afprøve FitLight-lamper. Målet med projektet var, at afdække muligheden for at anvende FitLight til at udrede synsfunktionen og til at træne synet. Det var et vellykket forløb og nu er evalueringsrapporten klar. Her får I et kort oprids.

Deltagerne i fitlight-forløbet

Alle deltagerne har halvsidigt synsfeltudfald (hemianopsi) og har alle tidligere deltaget i synstræning med NVT-systemet på IBOS. 5 borgere har deltaget i projektet, heraf har 3 gennemført hele træningsforløbet.

Sådan forløb FitLight-træningen

FitLight er runde lamper, som man kan fordele på fx gulvet eller montere på væggen. Når der er en lampe, der lyser, så skal man røre den for at slukke den. Lidt efter lyser en ny lampe og man skal et nyt sted hen for at slukke den næste. Sådan fortsætter det. I trænings-forløbene lavede vi forskellige opsætninger. Nogle gange var lamperne monteret på væggen og andre gange lå de fx på et bord.

Det fik deltagerne ud af forløbet

Alle deltagerne synes, det var spændende at deltage i projektet, men de har ikke set nogle betydelige forbedringer i forhold til deres syns status. Men det har betydet meget for dem at møde andre med hemianopsi.

Selvom deltagerne ikke selv vurderer betydelige forbedringer, så kan medarbejderne dog se forbedringer hos alle deltagerne. Deres visuelle afsøgningsstrategi og deres bevægelsesmønstre er blevet bedre. Alle har også fået en markant bedre balance, hvilket har stor betydning, når man har en synsnedsættelse.

FitLight som synstrænings- og udredningsredskab

FitLight-systemet kræver, at medarbejderen har tid til at sætte sig ind i, hvordan systemet virker, og at man bruger det jævnligt for at vedligeholde sin viden. Derudover skal man kun bruge det som et supplement. FitLight-systemet kan nemlig ikke anvendes som synstræningsredskab eller udredningsredskab alene. Men det kan være et godt supplement, fx til NVT-systemet - både i træningen og afklaring af de funktionelle synsproblemer.

Læs evalueringsrapporten på dette link

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune