'Jeg var verdensmester i at se ud som om, jeg kunne se alt'

12/06/2018

Læs artiklen eller lyt til podcast-versionen ’Jeg var verdensmester i at se ud som om, jeg kunne se alt’ ved at klikke på dette link

’Det var faktisk ikke mit synshandicap, der var min udfordring. Det var egentlig min måde at håndtere det på’. Morten Bonde skjulte i mange år, hvor dårligt hans syn var, da han ikke ville miste sin identitet og sit job. Han fik stress og en depression. I dag har stadig sit fuldtidsjob som senior art director hos Lego og han holder også foredrag og har en blog.

IBOS har taget en snak med Morten Bonde om, hvordan øjensygdommen Retinitis Pigmentosa (RP) har påvirket hans liv. Morten Bonde fik konstateret øjensygdommen RP, da han var 28 år. Øjensygdommen har udviklet sig langsomt. I slutningen af 30’erne oplevede han så store udfordringer i hverdagen, at han fik stress og en depression. En lang mental rejse ventede forude.

’JEG MENTE IKKE, JEG HAVDE BRUG FOR NOGET FRA NOGEN’

- For to år siden tog jeg et nyblindeforløb hos IBOS. På det tidspunkt var jeg i syv sind med alting: Jeg havde gået alene med RP i ca. 14 år og jeg mente ikke, jeg havde brug for noget fra nogen. Det var først i sommeren for to år siden, det gik op for mig, at jeg havde tabt så meget syn, at jeg kun havde fire grader tilbage. Så begyndte det at sive ind: Jeg skulle have hjælp, så det hele ikke var min egen byrde. Regionskonsulenten tilbød mig at starte hos IBOS. Det var et godt planlagt struktureret forløb, hvor jeg havde aftaler med ergoterapeuter, it-konsulenter og alle mulige forskellige rådgivere, der hjalp mig med, hvordan jeg kan gøre tingene lidt nemmere og mere overskueligt, fortæller 44-årige Morten Bonde, der bor i en lille by, der hedder Almind – nord for Kolding, er gift, har to drenge på 12 og 14 år og to små cocker spanieler.

STRESS OG DEPRESSION

Inden Morten Bonde accepterede, han havde brug for hjælp, var han igennem en lang proces:

- Gennem fire år af mit arbejdsliv oplevede jeg pludselig, at være meget udfordret. Jeg fik stress og blev sygemeldt, fordi alt blev uoverskueligt. Jeg kunne ikke overskue de opgaver, som jeg kunne tidligere. Men jeg fortsatte, fortsatte og fortsatte, indtil jeg ikke havde mere energi. Og så fik jeg en stor depression og arbejdede ikke i fem måneder. Jeg kom stille og roligt tilbage og begyndte at arbejde nogle flere timer. Da jeg kom op på mit normale arbejdsniveau, så ’bum’: Jeg gik ned med stress igen.

- Efter en tur til Grækenland, sagde min kone, at hun synes, det virkede til, det var blevet meget værre med mit syn, og hun sagde, ’Morten, hvornår har du egentlig været til øjenlægen sidst?’ Sandheden var, at jeg ikke havde været hos øjenlægen i syv år. For hvad skulle jeg der? Det eneste jeg fik at vide hver gang var, at nu havde jeg tabt mere af synet og at øjenlægen ikke kunne gøre noget, forklarer Morten Bonde.

IDENTITETEN OG JOBBET VAR PÅ SPIL

- Jeg tror, jeg holdt fast i min identitet. Den Morten, jeg havde bygget op gennem et helt arbejdsliv. At skulle forholde mig til at mit syn var så dårligt nu, at jeg måske ikke længere kunne have mit arbejde og være den person, jeg plejede at være, det prøvede jeg at skyde ud. Jeg var verdensmester i, at se ud som om jeg kunne se alt. Det brugte jeg rigtig meget energi på, når jeg var på arbejde. Der var en stor risiko i at indrømme, at jeg kun havde fire grader syn, for det kunne jo betyde at nogen sagde, ’Så kan du jo ikke være art director. Det kan du jo nok forstå’. Der var så meget at tabe, synes jeg. Det er først, da min kone siger, ’Kunne der være en sammenhæng mellem depression, stress og dit syn?’.

’DU ER JO PRAKTISK BLIND’

- Så kom jeg til øjenlægen, der kiggede på mig og sagde, ’Jamen prøv og hør, du er jo praktisk blind. Jeg kan godt forstå, hvis du er presset i hverdagen, hvis du kun har så lidt syn’, husker Morten.

- Lægen synes, det var helt utroligt, at jeg havde klaret det så længe uden at skulle have hjælp. Det mærkelige var, at jeg godt var klar over det. Men alligevel var der bare noget, der holdt mig i gang: ’Jeg tager lige et år mere. Eller et år mere’. Det var en overraskelse, at jeg var praktisk blind. Og faktisk blev jeg lettet. For jeg havde opbygget det, jeg kalder ’den indre stemme’. Den stemme, der taler i hovedet, når man beslutter sig for et eller andet: ’Tror du nu også, du kan det?’ eller ’Pas nu på. Lad være at gøre noget, der er dumt’. Den passer på, at man ikke begår fejl. For der er risiko forbundet med at begå fejl. Da øjenlægen kiggede på mig og sagde, ’Du er praktisk blind’, så tænkte jeg på stemmen som hele tiden holdt mig i gang og sagde, ’Kom nu, de andre kan. Hvorfor kan du ikke?’. Jeg blev i stand til at se, at det er okay, at jeg lægger barrikaderne lidt ned og får hjælp. Og faktisk så har jeg gjort det utrolig godt, siger Morten Bonde

ET FARVEL TIL DEN GAMLE STEMME

Morten Bonde var til øjenlægen i august 2016. Først i december 2016 accepterede han helt, han havde brug for hjælp. Han fortæller om et øjeblik, der gjorde en forskel:

- Jeg sad på kommunekontoret sammen med en regionskonsulent, en jobkonsulent og en socialrådgiver. Vi talte om, hvordan jeg kunne blive klar til flexjob. En kombination af mødet og af at alle omkring mig bekræftede mig i alle de negative aspekter af sygdommen gjorde, at jeg tænkte, jeg ikke kunne arbejde. En til mødet siger, at jeg skal i gang med et udredningsforløb og jobprøvning. Og så tænkte jeg pludselig, at de bare kunne tage det hele. Jeg var ligeglad. De kunne tage mit job og mit hus. Det hele. Jeg havde en frihedsfornemmelse. Det kan være lige meget. Jeg opdagede, at selvom jeg sagde farvel til alt det, så kunne jeg mærke, at jeg stadig var her. Jeg lever. Jeg tror, det var en separation fra alle de lag, vi bygger op gennem vores liv. Alt det vi går og siger til os selv, at vi er. Jeg havde sagt til mig selv, jeg ikke kunne ting og skulle undgå ting, for ellers blev jeg opdaget. Det var en gammel stemme. Og den stemme havde til formål at forhindre, at folk skulle opdage, at jeg var udfordret. Og så kunne jeg lige pludselig begynde at bygge noget nyt op.

ELIMINÉR UDFORDRINGERNE

- Det har taget næsten halvandet år. Først i sidste sommer begyndte en proces, hvor jeg startede en intens research på, ’Hvordan fungerer vores sind?’, ’Hvorfor har vi en stemme oppe i hovedet og hvor kommer den fra?’, ’Hvorfor gør jeg ikke bare de ting, jeg sætter mig for?’. Mange af de ting var jeg så nysgerrig på. Og så besluttede jeg mig for, at det skulle jeg være ekspert i. Så jeg begyndte at interessere mig for meditation og mindfulness. Og jeg læste om kristendom, budisme, hinduisme, fysik og biologi. Jeg var en magnet på alt, jeg kunne bruge til at finde ud af, ’Hvordan kan jeg blive førstekører af min egen krop og mit eget hoved, så jeg kan gøre det, jeg beslutter mig for. Og have det godt. Det har været noget af en tur. Og det har endt med, at nu holder jeg foredrag om, hvordan man overvinder bump i livet eller kommer videre. Tit er det et valg, vi har. Jeg faldt blandt andet over en mand, der ikke har nogle arme eller ben. Alligevel svømmer og surfer han. Da jeg så ham, tænkte jeg, ’Altså, han må have besluttet sig for, at få det maksimale udbytte af livet’. Det var et spark i røven: Hvis jeg beslutter mig for, at jeg fortsat vil arbejde fuldtid hos Lego, så kan jeg det også. Jeg skal bare gøre det på den rigtige måde. Og jeg skal få hjælp og være åben. Jeg skal involvere andre i det, fortæller Morten Bonde

MINDFULNESS-TEKNIK I HVERDAGEN

Lego blev involveret og han fortæller om, hvordan det går med fortsat at arbejde som art director:

- Lego er utrolig gode til at rumme de udfordringer, jeg har. Vi har struktureret det, så det passer til mit syn og den måde, jeg kan bidrage. Jeg kan naturligvis godt møde udfordringer på mit arbejde, fx i kantinen. At skulle finde maden eller hvis de har flyttet glassene. Jeg bemærker, at autopiloten gerne vil hen til, ’Ej, hvor er det irriterende’. Den indre dialog bliver negativ, kritiserende og selvdestruktiv. Men jeg er blevet i stand til at vende den rundt og sige, ’Hvor er jeg heldig, jeg har det her job’ og ’Hvor jeg heldig, jeg er blandt alle disse mennesker, hvor jeg bare kan spørge en’. Jeg er blevet hurtig til at vende negative situationer om og se på det positive. Det er en stor hjælp og det kan eliminere mange udfordringer. Det er en teknik, jeg bruger hele tiden. På alt faktisk.

FOREDRAG: DELER ERFARINGER MED ANDRE

- Mange af de ting jeg satte mig for det sidste års tid er blevet til virkelighed. Det har været en lærerig proces og nu vil jeg gerne give den oplevelse videre til andre, som sidder og tænker, ’Jeg kunne egentlig godt tænke mig det her, men jeg gør det ikke, for det kan jeg nok ikke.’ Foredragene giver mig noget. Når jeg holder foredrag og nogen kommer og siger, de var ’blown-away’ af det jeg sagde, så kan jeg mærke, jeg har givet noget, og jeg kan mærke jeg får det tilbage lige efter foredraget, siger Morten Bonde, og fortæller om, hvordan processen også har gjort ham stærkere i sit arbejde:

- Jeg har nærmest altid haft en fobi for at tale foran forsamlinger. Selvom det er en primær funktion i mit arbejde at give præsentationer. Men jeg har altid fået ubehag, fugtige hænder og hjertebanken. Jeg opdagede, at jo mere jeg udfordrede frygten og de ting min krop sagde, jeg ikke kunne – og når jeg kunne acceptere, det føltes ubehageligt og så har gjort det alligevel - så har det rykket grænsen for, hvad jeg egentlig kan. Og det har hjulpet mig på mit arbejde at gøre mange ting, som jeg før synes var uoverskueligt. Jeg har fundet ud af, at det faktisk kun er så farligt, som jeg gør det til oppe i mit hoved. Og jeg opdagede også, at det faktisk ikke var mit synshandicap, der var min udfordring. Det var egentlig min måde at håndtere det på. Den måde, jeg så på mig selv og min omverden på. Det var det, jeg skulle arbejde med og ikke så meget mit syn.

INFO OM BLOG OG FOREDRAGET ’DØMT BLIND – HVA’ SÅ’

Morten bliver booket af virksomheder til at holde foredrag. Offentlige foredrag er der ikke mange af. Der er et den 20. juni i Almind. Se mere på Morten Bondes hjemmeside: mortenbonde.dk. Her kan du også læse Mortens blog, hvor han deler sine erfaringer. - Alle døre, der åbner sig, dem går jeg ind af. Så hvis nogen beder mig holde foredrag, så siger jeg ’ja’. Jeg har ikke ambitioner om, at det skal blive en stor virksomhed. Jeg har startet det her, og så må vi se, hvor universet bringer det hen. Og det er super spændende. Lidt eventyrsagtigt, afslutter Morten Bonde.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune