Både mentee og mentor med synshandicap har gode erfaringer med mentorordningen

30/01/2019

Hvordan håndterer jeg en buffet til frokostordningen? Hvad med offentlig transport, skal jeg bruge min energi på det? Siri er blevet færdig med sin kandidat fra RUC. Nu er turen kommet til nye udfordringer - arbejdsmarkedet. Og det har kastet en masse spørgsmål af sig. Spørgsmål som kun en person i en lignende situation vil kunne svare på. Derfor søgte hun om at få en mentor gennem IBOS’ mentorkorps.

Vidste du, at IBOS har en mentorordning? Et korps af frivillige med synshandicap, der deler deres viden og erfaringer vedr. uddannelse og arbejdsmarkedet. Så hvis du har en masse erfaringer, du gerne vil dele med andre, så måske du skal være en del af mentorkorpset? Omvendt, hvis du står i en situation, hvor du gerne vil høre, hvordan andre har håndteret studiet eller er blevet integreret på arbejdsmarkedet, så skulle du overveje at få dig en mentor. Her kan du møde både en mentor, Maria, og en mentee, Siri. God fornøjelse.

Mange spørgsmål, men ingen til at svare

Siri er 34 år og bor på Frederiksberg med sin kæreste og to børn. Hun har retinitis pigmentosa – også kaldet RP – og skal nu efter en endt kandidatuddannelse ud på jobmarkedet. I den forbindelse har hun valgt at få en mentor hos IBOS, Maria.

- Jeg valgte at få en mentor, fordi jeg har gået med mit syn meget for mig selv. Jeg ville gerne have kontakt til en, som kan vise, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg har tit lavpraktiske spørgsmål, som jeg har brug for at kunne spørge nogen om, da jeg ikke kender så mange med nedsat syn. Jeg har fx spurgt min mentor, hvordan hun håndterer en buffet til frokostordningen. Eller hvor meget hun medregner sit energiniveau, når hun tager offentlig transport til arbejdet. Og så ville jeg gerne vide noget om, hvordan hun var blevet taget i mod på arbejdsmarkedet – Fagligt, men også socialt. For hvis alle de andre mødes hver mandag til morgenløb og man ikke føler, man kan være med eller man ikke kan være med til julefrokosten, fordi de kun har stearinlys tændt, og man derfor som natteblind ikke kan se noget, så er det op ad bakke. Sådan nogle ting er jeg lidt bekymret for, så det har jeg brugt min mentor til. Og jeg behøver ikke at tænke over, hvad hun tænker om mig. Jeg kan stille alle de dumme spørgsmål jeg vil. Det er en befrielse, siger Siri.

Det er naturligt for Maria at hjælpe andre

Siris mentor, 46-årige Maria, der er cand.mag. i retorik og psykoterapeut, er glad for at kunne hjælpe.

- Jeg er blevet mentor, fordi jeg selv kunne have brugt en at stille spørgsmål til og sparre med, dengang jeg begyndte at blive svagsynet. Derfor vil jeg gerne bruge de erfaringer, jeg har med at tage en videregående uddannelse samt en efteruddannelse og det at være på arbejdsmarkedet, til at motivere andre synshandicappede. I mit hverv som psykoterapeut er det også helt naturligt for mig at hjælpe andre, siger Maria

Maria fortæller også, hvad hendes mentees typisk henvender sig vedrørende:

- De bruger mig ofte til at finde ud af, hvordan jeg har fået mine jobs, og hvordan jeg – som synshandicappet - takler at være på en arbejdsplads eller at være selvstændig. Vi taler ofte også om det psykologiske aspekt i, at man gerne vil have et arbejde, hvor man passer ind og er som de andre medarbejdere. Det er en svær konflikt, da vi jo ikke kan komme udenom, at der er en forskel.

Siri er blevet modigere af at have en mentor

Siri afslutter med at fortælle om hendes udbytte af at have en mentor:

- Det gør mig mere modig. For jeg kan se hvor meget, hun kan og hvor uproblematisk, hun får det til at se ud. Og hun udfordrer mig også og tør stille nogle af de spørgsmål, der måske gøre lidt ondt, og som andre ikke tør blande sig i. Jeg vil anbefale andre at få en mentor. Det er helt omkostningsfrit. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre det.

Lidt mere om mentorordningen

  • Første kontakt mellem mentor og mentee går gennem IBOS.
  • Man kan udfylde en formular på hjemmesiden, hvis man vil søge om en mentor. Det kan man ligeledes, hvis man ønsker at blive mentor.
  • Som mentor forpligter man sig på at svare på eventuelle henvendelser indenfor 3 dage.
  • Det er op til mentor, hvordan den fremtidige kontakt skal foregå.
  • Både mentor og mentee kan ophøre mentorforholdet, hvis kemien ikke passer eller man har fået det, man har brug for.
  • Læs mere om mentorordningen på dette link

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune