Om STU på IBOS

Foto af fire piger der spiller kort

STU for blinde og svagsynede med særlige behov

Formålet med IBOS STU er at give unge mennesker med særlige behov de personlige, sociale og faglige kompetencer, de har brug for, for at skabe sig et meningsfuldt og selvstændigt voksenliv og eventuel senere uddannelse, der kan føre til ordinær eller beskyttet beskæftigelse.

STU er altså ikke som andre ungdomsuddannelser en studie- eller arbejdsmarkedsrettet ungdomsuddannelse.

STU varer 3 år og retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Det betyder i praksis, at STU skal opfattes som den sidste mulighed, når alle andre muligheder for at opnå en ungdomsuddannelse er udelukket.

Målgruppen for Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse er unge 16- 25 årige, som ikke er i stand til at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse trods specialpædagogisk støtte.

STU IBOS

På STU IBOS er målgruppen unge 16-25 årige, der har en synsnedsættelse i kombination med andre, kognitive funktionsnedsættelser. Det kan være ADHD, autisme, generelle indlæringsvanskeligheder, hjerneskade, personlighedsforstyrrelser mv.

En synsnedsættelse i sig selv er ikke nok til at blive visiteret til målgruppen for STU-uddannelsen.

Noget af det vigtigste på STU IBOS er, at de unge kan udvikle deres personlige og sociale kompetencer i et trygt, ligeværdigt miljø sammen med andre unge med nedsat syn.
Ligeledes skal de unge lære at håndtere deres funktionsnedsættelse med alle dets muligheder og begrænsninger.

STU IBOS stiler mod at give det bedste afsæt for et meningsfuldt og selvstændigt liv med fritid og venner og en eventuel senere uddannelse, der kan føre til ordinær eller støttet beskæftigelse.

En del af de unge på STU IBOS har tidligere gået på specialskoler eller i specialklasser, som fortrinsvis har taget udgangspunkt i deres andre diagnoser/problematikker.
De unge har derfor fået meget begrænset synskompenserende undervisning, og der er ikke taget højde for de problematikker man har som ung med synshandicap.

 

For mange blinde og svagsynede unge bliver synshandicappet ofte først "synligt" i puberteten, både for dem selv og deres omgivelser, hvor det bliver svært at følge med de andre unge og deres interesser og aktiviteter.
Det giver dem ofte store udfordringer både fagligt, personligt og socialt. Og mange af de unge, som starter på STU IBOS har følt sig anderledes, isolerede og ensomme.

Derudover er det kendetegnende for denne gruppe af unge, at de ofte har en meget dårlig kropsfornemmelse og dermed også er i dårlig fysisk form.


METODE

STU IBOS er tilrettelagt specifikt for unge med synsnedsættelse men tager naturligvis også hensyn til de unges andre handicap/problematikker.

IBOS er bygget og indrettet til blinde og svagsynede brugere, og underviserne på STU IBOS er samlet i et specialteam med erfaring i unge med synsnedsættelse.
De har alle en specialiseret viden om synskompenserende teknikker og metoder (eksempelvis ledsageteknik - hvordan man følges ad med en blind, hvordan man bruger it og hjælpemidler som blind eller svagsynet, hvordan man bruger andre sanser end synet for at orientere sig mv.)

Derudover har de også ekspertise på hver deres felt, eksempelvis seksualvejledning, ADHD, bevægelsespædagogik, musik og sang, autismepædagogik, it og kreative fag.

Alle undervisere kan ligeledes trække på IBOS' højt specialiserede viden om andre problemstillinger forbundet med synsnedsættelse herunder psykologer, socialrådgivere, IKT-konsulenter, pædagoger og ergoterapeuter.

IBOS' socialrådgivere koordinerer alle forløb frem til den afsluttende status for, hvad den unge har opnået.

IBOS arbejder ICF-baseret, hvilket også gør sig gældende for alt skriftligt materiale omkring kursisterne.

Derudover har alle kursister på STU IBOS en fast kontaktperson - en koordinator, der er garant for at uddannelsesplanen overholdes og opdateres og sørger for at kursisten har det godt både fysisk og psykisk.
Koordinatoren er også tovholder, hvis der skal sættes nye tiltag i gang med eksterne samarbejdspartnere, der kan gavne kursisten (f.eks. et HOT-forløb for svagsynede (Hukommelses og Opmærksomheds Træning) i samarbejde med Hjerneskadeforeningen).

Al undervisning udføres således med afsæt i IBOS' blindepædagogiske principper: Det sociale fællesskab, refleksion, gruppeoplevelse, personligt engagement i det omgivende samfund, fælles handling.

I arbejdet med de unge er de relationelle aspekter ved et handicap også et overordnet fokus.
Det vil sige at man arbejder med forståelsen af det at være social og med fænomener som inklusion, socialitet, solidaritet og deltagelse.

Der bruges anerkendende pædagogik, hvor den unge er en aktiv og engageret part i læreprocessen.
På den måde lære den unge ikke bare færdigheder, men lærer også at kunne navigere og orientere sig kompetent i sociale processer og relationer.

Der arbejdes med at udvikle horisontale relationer = ligeværdige og jævnbyrdige relationer, hvor normer og evne til forhandling udvikles og ikke mindst kammeratskab, venskab og kæresterier opstår.
Alt sammen forudsætninger for, at kursisten kan opnå selvværd og udvikle handlekompetence, så man kan opleve sig selv som aktiv, anerkendt og meningsfuld deltager i sociale sammenhænge.

Der tages udgangspunkt i kursisternes individuelle undervisningsplaner - og dermed den enkelte kursists kompetencer og potentialer - og undervisningen tilrettelægges så de forskellige læringsstile, personlige interesser og intelligensområder bliver tilgodeset.

De unge får efter behov information og instruktion i hjælpemidler, så de f.eks. kan lære at bruge computer og mobiltelefon. De modtager også undervisning i mobility og ADL-teknikker. Mobility er hentet fra engelsk og betyder "bevægelighed". Mobility handler om hvordan man kan bevæge sig frit og selvstændigt omkring trods manglende syn, som regel ved hjælp af den hvide stok. ADL står for "Aktiviteter i DaligLivet" og er undervisning i en lang række teknikker i at klare almindelige hverdagsopgaver selv, som f.eks. at skifte sengetøj, lave mad, tage tøj på, der passer sammen, gå på posthuset eller vaske gulv.

Endvidere har IBOS to ergoterapeuter, der er uddannet i AMPS (Assessment of Motor and Process Skills), der er en ergoterapeutisk observationsmetode til at vurdere kvaliteten af en persons huslige og personlige dagligdagsaktiviteter (ADL).
En sådan observation skal indgå i evalueringen af undervisningen i botræningsfagene.

Derudover benyttes PAS- afdækning (Pædagogisk Analyse System) der er en metode til at afdække den enkelte kursists læringspotentialer, forskellige intelligenser og kognitive stil. Det hjælper til at kunne lave en målrettet individuel indsats både når det gælder undervisning eller senere uddannelse og job.

Praktik

STUtilbuddet indeholder også et praktikforløb, så uddannelsen bliver så erhvervsrettet som muligt. Derfor får kursisterne på STU IBOS hjælp til at søge og gennemføre praktikophold på en arbejdsplads eller en af Instituttets særlige uddannelser for personer med nedsat syn.


BOTRÆNING

Botræning indgår også som en del af STU IBOS.

 

 

Kontakt

Marianne Mikkelsen

Marianne Mikkelsen

Lærer og STU-ansvarlig
Tlf.: 21 16 85 96

Spørg socialrådgiverne

Få gratis rådgivning hos IBOS' socialrådgivere.
Der er daglig træffetid mellem kl. 12-14 på tlf. 39 45 25 45

Læs mere om IBOS' socialrådgivere her

Logo af Københavns Kommune