Interview med Henning Rasch fra nyblindekurset

STOKKEN BLEV MIN VEN

Nyblindekurset var første skridt for Henning Rasch til at
acceptere sit synstab, selvom han lå søvnløs i flere dage ved tanken om mobilityundervisning på IBOS.
”Det var en kæmpe lettelse. Jeg skulle ikke længere skjule noget og kunne smide masken, for alt var indrettet på at kompensere for mit synstab.”
    Sådan husker Henning Rasch den dag, han begyndte på
IBOS' nyblindekursus. Alligevel var det en kæmpe overvindelse at tage den hvide stok i brug.

EN SKRÆMMENDE FLIMREN

I 1992 begynder det at flimre for øjnene af småbørnsfaderen med fuld fart på karrieren og et chefjob hos ØK. Han frygter at falde om af stress og bliver næsten lettet, da lægen i stedet fortæller, at han har en sjælden øjensygdom.
”Jeg tog det faktisk stille og roligt og oplevede ikke situationen så alvorlig, som den egentlig var. Jeg klarede mig jo godt.”
Henning Rasch har Retinitis Pigmentosa, der indebærer, at synsfeltet langsomt snævres ind i et tempo, der ikke er til at forudse. For ham går der næste tyve år uden særlige problemer.
”Men efterhånden blev jeg mere og mere inaktiv, og der opstod flere situationer, som jeg ikke helt magtede.”
Henning Rasch tumler for eksempel rundt i nattemørket under en konference i Stockholm for at finde sit værelse i en pavillon.
Han tager altid tidligt af sted til fester, så han undgår at gå rundt og hilse på de andre gæster. Og fritiden foretrækker han at tilbringe på sofaen.
Da hans kone fortæller en veninde om problemerne, får de kontakt til en synskonsulent fra Dansk Blindesamfund.
”Det var skræmmende. Jeg tænkte, at nu ventede der en stor nedtur.”

SYMBOLET PÅ HJÆLPELØSHED

IBOS og Henning Rasch sammensætter et nyblindekursus, han kan følge to dage om ugen ved siden af jobbet.
”Fra at være en minoritet kom jeg til et sted, hvor man ikke behøvede forklare noget som helst. Jeg opdagede, at der fandtes en masse mennesker, som havde det ligesom mig, og medarbejderne havde fokus på, at jeg skulle rustes til at finde ind til, hvad der skulle til for at komme videre.”
Den største udfordring for Henning Rasch bliver den hvide stok i mobilityundervisningen.
”Jeg lå søvnløs i flere dage, fordi stokken var det ultimative symbol på blindhed. Jeg havde nogle urimelige fordomme om, at blinde er fuldstændig hjælpeløse og ikke noget værd. På den måde blev det meget tydeligt, at der var noget, jeg skulle ud over.”
Henning Rasch taler med en psykolog og forstår langsomt, at den hvide stok beskytter ham i farlige situationer. Han lærer også at begå sig i trafikken, da han et år senere vender tilbage på nyblindekurset, som han ellers måtte afbryde, fordi jobbet kræver
fuld opmærksomhed.

OASE I BAGHÅNDEN

I årene efter nyblindekurset går det ned af bakke, og Henning Rasch må indse, at han kun kan klare et skånejob på nedsat tid.
I dag har han 3 procent af synet tilbage og arbejder i et nyt firma 15 timer om ugen fordelt på tre dage.
”Nu bruger jeg stokken hver dag, og den er blevet min ven. Jeg er endda begyndt at bruge ordet blind om mig selv, selvom det ikke er bevidst, for jeg synes stadig, at det er så definitivt. Min stædighed og holdning har nok været medvirkende til, at jeg ikke er faldet helt sammen, og samtidig gør det, at jeg har haft desto mere at arbejde med for at acceptere min situation.”
Henning Rasch er dog ikke i tvivl om, at accepten aldrig var kommet uden nyblindekurset.
”Jeg tænker tit, at IBOS er sådan en lille oase, man har i baghånden, hvis alting gror til. Så kan man få et pusterum og blive bakket op. Det betyder alverden at vide.” 

Logo af Københavns Kommune