Reformudspil er en spareøvelse 04. maj. 2012

Regeringsudspillet om førtidspension går som katten om den varme grød rundt om de egentlige udfordringer: Et arbejdsmarked, der bliver stadig mindre rummeligt, og et faldende uddannelsesniveau blandt mennesker med funktionsnedsættelser. 

Vi vil så gerne tro det. At der endelig sker noget positivt. I årevis har handicaporganisationerne kæmpet for en mere offensiv rehabiliteringsindsats, for udviklingen går den gale vej. Vores samfund er blevet markant dårligere til at inkludere mennesker med funktionsnedsættelser. Det koster - i livskvalitet for den enkelte og i kroner og øre for samfundet, der gør potentielle aktive samfundsborgere til klienter.
På Instituttet for Blinde og Svagsynede, der er Danmarks nationale rehabiliteteringscenter for unge og voksne med synshandicap, ser vi dagligt konsekvenserne af den fejlslagne politik.
 
Derfor spidsede vi også ører, da statsminister Helle Thorning-Schmidt kort efter sin tiltrædelse i sin åbningstale i Folketinget satte ord på denne udfordring: Alle skal have en chance for at yde det, de magter, sagde statsministeren.

Regeringens udspil til en førtidspensions- og fleksjobreform, som det er blevet fremlagt, mangler bare en række helt afgørende forudsætninger. Intentionerne er fine, og de såkaldte ressourceforløb lyder umiddelbart som et forjættende middel til at hjælpe borgerne videre. Spørgsmålet er hvorhen.
 
Der tales meget om borgernes motivation, men de fleste mennesker med funktionsnedsættelser mangler ikke motivation, de mangler arbejde. Hvis der ikke findes virksomheder, der vil ansætte dem, kan selv ikke det bedste ressourceforløb få dem i arbejde.

Tag nu Dorte, som har 10 års erfaring som fuldtidsarbejdende pædagog, men desværre fik nethindeløsning for et års tid siden og nu har meget lidt syn tilbage. Hun vil så inderligt gerne bruge sin uddannelse og arbejde i stedet for at komme på førtidspension som 34-årig, men ingen vil have hende.
Eller hvad med 27-årige Christian, som lige havde høstet et 10-tal i sit speciale, da han på en ferierejse fik en infektion og mistede synet. Hvad har jobkonsulenterne, socialrådgiverne, regnedrengene fra Kommunernes Landsforening og andre velmenende kræfter at tilbyde dem, ud over en forestilling om, at hvis de presses økonomisk, vil der pludselig opstå et helt nyt jobmarked for mennesker med funktionsnedsættelser?

For det er et faktum, at arbejdsmarkedet er mindre rummeligt end nogensinde. Det er den egentlige barriere for Dorte, Christian og alle de mange andre med forskellige funktionsnedsættelser, lige fra den unge mand med sclerose til den unge kvinde med langvarige depressioner.
 
Inden for vores felt, synsområdet, har SFI for nylig udsendt to rapporter, der sort på hvidt dokumenterer, hvor slemt det står til med inklusionen af personer med synsnedsættelse i Danmark. Hvor det tidligere var normen, at mennesker uden syn fik arbejde, er det i dag normen, at blinde og svagsynede henvises til livslang offentlig forsørgelse.

I den situation er spørgsmålet, om det er rimeligt at tvinge mennesker med varige funktionsnedsættelser ind i årtier lange ressourceforløb. Usikkerheden omkring fremtiden - ikke mindst usikkerheden omkring den økonomiske fremtid - risikerer at sætte deres liv i stå i årevis.

De tør måske ikke købe bolig, blive gift eller skilt, få børn eller sige ja til frivilligt arbejde, fordi de ikke ved, hvad morgendagen bringer. Hvis det allerede står klart, når borgeren er 22 år, at der skal mirakler til for at skaffe ham eller hende i arbejde, virker det grotesk og uværdigt at trække vedkommende igennem 18 års ressourceforløb, fordi man har et princip om ikke at tilkende mennesker under 40 år førtidspension.
 
Hvis ressourceforløbene skal blive en succes, skal der være aftagere til de mennesker, der indgår i disse forløb. Virksomhederne skal forpligtes - med tidens terminologi motiveres - til at tage ansvar. Reformudspillet går som katten om den varme grød rundt om dette kerneproblem.

Der er et par vage formuleringer om, at det skal gøres mere attraktivt for virksomhederne at ansætte mennesker med funktionsnedsættelser, men ingen konkrete forslag til hvordan.

En anden hurdle er at få løftet uddannelsesniveauet i gruppen af mennesker med funktionsnedsættelser. For vores eget område kan vi se, at blinde tidligere uddannede sig i samme omfang som seende, men i dag er det tal halveret. Det gør ikke udfordringen med at få gruppen ud på arbejdsmarkedet mindre.

På Instituttet for Blinde og Svagsynede arbejder vi på at give især unge med synshandicap muligheder for specielt tilrettelagte uddannelser. Men det er op ad bakke. Når vi læser kommunale begrundelser for at afvise at give unge mulighed for at få en uddannelse, tilrettelagt efter deres forudsætninger, må vi ofte tage os til hovedet. For alternativet er oftest en indstilling til førtidspension.

I dag kommer man ikke langt, hvis man ikke har anden uddannelse end folkeskolens afgangsprøve. Men mange unge med synshandicap tabes ved overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Den sociale isolation er en medvirkende årsag til, at unge dropper helt ud af uddannelsessystemet. Det er veldokumenteret - også af SFI, som konkluderer, at på trods af ønsket om en integration af blinde og svagsynede børn, så får disse børn og unge ikke tilbud om de kompetencer, som er forudsætningerne for et integreret liv. Det er desværre ingen nyhed for os, der arbejder med området til daglig.

Men ofte er det udfordrende for os at beskrive vigtigheden i, at unge med synsnedsættelse møder hinanden til sociale arrangementer eller deltager i praktik, studierejser og fritidsaktiviteter. Det vil de bevilgende myndigheder - kommunerne - ikke betale for, skønt disse aktiviteter er med til at gøre den unge i stand til at gennemføre en uddannelse.

Specialiserede indsatser for mennesker med funktionsnedsættelser er dyre. Alternativet er imidlertid næsten altid dyrere. Det er den virkelighed, vi må forholde os til. En nylig undersøgelse fra et uafhængigt analysecenter viser, at potentialet ved revalidering er syvcifret i et livsperspektiv. Alligevel er det overordnede billede, at kommunerne har droppet muligheden.

Kommunerne tænker kortsigtet på refusion og overholdelse af her og nu-budgetter. Og hvem kan bebrejde dem? En tilflytterfamilie med et handicappet barn kan ses i budgetterne i årevis i en mindre kommune. Døgnpleje, hjælpemidler og særligt tilrettelagte uddannelses- og beskæftigelsesindsatser. En vigtig udfordring for regeringen er derfor, hvordan man kan løse det indbyggede dilemma, at det, som er rentabelt for en lille kommune på kort sigt, måske ikke er det samfundsøkonomisk bedste valg på lang sigt.

Vi har drømt om en reform i årevis. Det er nødvendigt. Men reformudspillet i sin nuværende form ligner en spareøvelse, der går uden om de to egentlige udfordringer: Et lukket arbejdsmarked og et faldende uddannelsesniveau blandt mennesker med funktionsnedsættelser. Hvis ikke uddannelsesmulighederne kommer på dagsordenen, og hvis der ikke sættes konkrete tiltag i gang i forhold til at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, begynder det at ligne chikane af sårbare grupper.
 
Vi, der til daglig møder borgere med af og til ganske svære funktionsnedsættelser, må ofte spørge os selv, hvor de får kræfterne fra. På trods af umenneskeligt hårde odds kæmper mange af dem for at få et liv, der er så normalt som overhovedet muligt.

De vil ikke snydes for uddannelse, arbejde, familieliv - alt det, der udvikler et menneske. Men kampen er ikke bare en kamp for at lære at færdes i trafikken eller betjene en computer, når man har mistet eller er født uden syn.

Det er også en kamp for at overbevise diverse sagsbehandlere, myndigheder og arbejdsgivere om, at det kan betale sig at investere i disse menneskers vej mod en normal tilværelse. Det er den kamp, vi skal gøre lettere.