NOTA-bøger direkte på din iPhone


Når du har meldt dig ind hos NOTA, kan du begynde at hente bøger elektronisk, eller du kan få dem sendt på cd, hvis du er bruger med synshandikap.

Siden du læser med her på IKT-bloggen, hører du sikkert til i den gruppe, der ikke længere læser dine bøger fra en cd på en DAISY-afspiller. Mon ikke?

Der findes flere forskellige måder at få fat i bøgerne på uden at bruge en cd. Den mest almindelige er stadig at lægge bogen ind på computeren og så overføre den til en af de bærbare afspillere, der findes på markedet. Nogle bruger programmet iTunes, når de overfører fra computer til eksempelvis en iPhone. Den proces kan du finde et link til i slutningen af denne artikel.

Her skal det handle om en anden måde at få fat i bøgerne på, hvis du bruger iPhone.

Først skal du på opdagelse i AppStore, hvor du kan hente en nyttig app, som kan afspille de bøger, du kan downloade fra NOTAs elektroniske bibliotek.

App'en hedder Voice Dream Reader, og med den kan du læse alle mulige formater på din IOS-enhed. IOS er det styresystem, som bruges i Apples produkter, og her er det mest relevant at tænke på iPhone og iPad.

Med Voice Dream Reader kan du læse lydbøger med og uden tekst og diverse e-bogsformater. App'en koster 79 kroner.

Når du har installeret app'en på din iPhone eller iPad, gør du sådan her for at hente bøger direkte via din enhed:

  1. Åbn Safari.
  2. Bliv i Safari og log ind på NOTAs bibliotek på hjemmesiden www.e17.dk.
  3. Find den bog, du gerne vil læse og aktiver knappen 'Download'. Den står lige efter det felt, hvor du kan vælge format. Nu går din iPhone eller iPad i gang med at hente bogen.
  4. Vælg knappen 'Åbn i ...', som kommer frem i Safari, når bogen er hentet.
  5. Vælg Voice Dream Reader i listen over de apps, du kan vælge imellem til åbning af filen.

Herefter åbnes Voice Dream Reader og indlæser den bog, du har hentet - og så er du klar til at gå i gang med ordene.

Hvis du vil bruge din iPhone eller iPad uden købeapps, kan du følge NOTAs vejledning til, hvordan du kan hente en bog som podcast. Vejledningen får du fat i på dette link.

NOTAs bibliotek hedder E17 og findes på dette link. http://www.e17.dk

Send en kommentar:

entryid
blogid
proved

Din kommentar bliver synlig efter godkendelse

 

Blogger

Daniel Gartman

Daniel Gartman er IKT-konsulent på IBOS.

RSS Feed

Få alle blogindlæg som RSS Feed her

Logo af Københavns Kommune