Print
·
Sitemap
Billede af to personer ved pc

Giv mod til at drømme

Som forælder, bedsteforælder, tante, onkel eller ven af familien kan du støtte et barn med synshandicap i at drømme om fremtiden og et aktivt arbejdsliv, ligesom hans eller hendes seende kammerater gør.

Din opmuntring og opbakning i barndommen kan medvirke til at drengen eller pigen senere tør skabe sine egne drømme og ambitioner – og holde fast i dem, når der til tider er forhindringer på vejen mod et godt arbejdsliv.

Du kan bidrage til, at barnet udvikler nogle almene personlige kompetencer, der er særligt vigtige at udvikle for at kunne tackle de begrænsninger, synsnedsættelsen kan medføre:
- selvstændighed og evner til at klare sig selv i hverdagen
- kreativitet til at håndtere praktiske og sociale begrænsninger selv
- selvtillid til at tro på sine egne kompetencer og sin egen værdi
- viljestyrke til at kæmpe for at nå sine mål

Det er derfor vigtigt at stille krav og give udfordringer til barnet med synshandicap, der kan udvikle netop disse kompetencer.

Der er en fin balance mellem at tage de nødvendige hensyn til barnets handicap og at overbeskytte barnet. Det er naturligvis en personlig og individuel afvejning af, hvilke krav der skal stilles for at give barnet succesoplevelser. For høje krav kan føre til oplevelser af nederlag – men det kan for lave krav også.

 

Til top