Sommercamp 2009

Sommer, sol og gensyn på IBOS' Sommertræf for unge 

30 unge fra hele landet har hygget, grinet, grillet, solet, shoppet og slappet af, når de ikke lige var vældig aktive med idræt, goalball og forlystelser på Bakken.

"Det er helt vildt hyggeligt," fortæller Kathrine på 18 år over morgenmaden. Det er anden gang hun har taget turen fra Sønderborg til Sommertræf i København.

"Det er mega-rart at være sammen med andre, der er ligesom en selv. Hvor det er alle, der ikke ser så godt. Men også at vi har så meget frihed. Vi må jo næsten gøre, hvad vi har lyst til."

Veninden Stine på 19 år supplerer:

"Jeg synes det er rigtig godt i år. Det er dejligt, at vi er så mange, og at vi laver en masse ting sammen, men at vi også godt må bestemme selv. Man må gerne holde fest, bare vi kan deltage i aktiviteterne dagen efter".

Jokes og øgenavne
De har været på Bakken, nogle har været i biografen, og denne dag skal alle på shoppetur i København - med mulighed for også at tage på en kanalrundfart.

"Vi skal ud og nørde," fortæller Nicolai, der skal i Faraos cigarer og kigge på fantasy-bøger. Hans sidemand, der også hedder Nicholai supplerer: "Og vi skal have en burger!"

Der bliver grinet, fniset, lavet fis og dunket i rygge. Øgenavne og jokes fyger gennem luften, de fleste kender hinanden rigtig godt i forvejen fra tidligere års Sommertræf eller skole og efterskole. Morgenmaden er ved at være overstået. Lærerne begynder at fortælle om programmet for de næste dage:

"Og onsdag kommer Lykke Vedsted og spiller goalball i salen."

En hvisker tydeligt imponeret til sin sidemand: "Hun har vundet OL-medalje!"

Der bliver talt om aftenunderholdning, aftenens menu er lasagne og en ung mand foreslår at sørge for musik, mens en anden brokker sig over, at der ikke var ro klokken 23 aftenen før. I mellemtiden begynder nogle af pigerne at blive rastløse.

"Må vi snart rejse os? Jeg får stress!," lyder det fra en. "Jeg skal nå i bad og alt muligt. Og det tager lang tid for en pige!"

Ti minutter efter er morgenbordet forladt. 30 unge er igen på vej - ned på værelset og gøre sig i stand og ud i solskinnet, ind til byen, ud på græsset, ned i salen. Eller bare at sidde og chille i sofaen, når det bliver lidt for varmt.

Kontakt

Sara Cecilie Gyldsø Petersen

Sara Cecilie Gyldsø Petersen

Assistent
Tlf.: 39 45 23 18

Tilmelding til Sommercamp

Tilmeld dig til Sommercamp 2017 her

Logo af Københavns Kommune