Kan du høre, hvad jeg ser?

Kan du høre, hvad jeg ser?

– om synshandicap og akustik

Af Inge Bager, hørepædagog, IBOS

Titlen "Kan du høre, hvad jeg ser?" er hentet fra en amerikansk film af Billy Wilder.
Den handler om to mennesker med handicap, der bliver vidne til et røveri. Hovedpersonerne er henholdsvis blind og døv og filmen beskriver, hvordan de to må udnytte hinandens andre styrkeområder eller kompetencer. De bliver undervejs bedre og bedre til at komplettere hinandens handicap.

HVAD ER VÆRST - SYNSHANDICAP ELLER HØREHANDICAP?

Det er på den ene side en filosofisk diskussion med forskelligt resultat afhængig af tid, sted, individ og temperament.
På den anden side hævder den norske professor Bjarne Fjeldsenden under et foredrag på Refsnæsskolen i Kalundborg om "Perception og synshandicap", at syns-, høre- og følesansen kan vurderes kvalitativt/neurologisk i stedet for den mere traditionelle klassiske psykologiske.

Fjeldsenden hævder, at synsnerven har 1.000.000 nervefibre, huden har ca. 90.000 nervefibre og øret har 29.000 nervefibre.

Disse tal giver en forestilling om opløsningsevnen i de forskellige sanser, og hvor mange informationsenheder hjernen kan bearbejde pr. tidsenhed. Ud fra disse præmisser kan man slutte, at øjet er den vigtigste sans, at huden kommer som nummer to og øret på tredjepladsen.

Vore sanser er specialiserede, men perception er under alle omstændigheder et samspil mellem flere sanser, mangler man én sans helt eller delvis er det selvfølgeligt, at det er de andre sanser, der må udnyttes maksimalt og her skal vi for blinde og svagsynedes vedkommende være særlig opmærksomme på, at de akustiske forhold er så gode som muligt.

For mennesker med synshandicap er optimale lydforhold helt nødvendige, det giver mulighed for at lydlokalisere, dvs. afstands- og retningsbedømme.

De 3 parametre, som er helt afgørende for gode akustiske forhold er: afstand, akustik og støjdiskriminering.

AFSTAND

Afstandsloven siger, at lydstyrken falder med 6 dB, hver gang afstanden fordobles. Det vil sige, hvis vi modtager lyd på 100 dB (som betegner lydstyrken) i en afstand på 1 m og derefter rykker 2 m væk fra lydkilden falder lydstyrken til 94 dB. Flytter vi 4 m længere væk faldet lydstyrken til 88 dB osv.

Derfor er det vigtigt, at afstanden til lydkilden er så kort som muligt. Man skal f.eks. altid sætte sig forrest i lokalet, selvom man ikke kan se foredragsholderen eller lydbillederne.

AKUSTIK

Et rums akustik beskrives normalt ved dets efterklangstid. Efterklangstiden er udtryk for, hvor hurtig en lyd vil "dø ud". Det angives ved det antal sekunder, der forløber, før et lydtryksniveau er faldet med 60 dB.

Et rums efterklangstid bestemmes af rummets volumen, bygningsmaterialer og interiørets evne til at opsuge lyden i rummet.

Akustik kan desværre ikke måles med et lille fikst apparat, som det f.eks. er tilfældet med lys, hvor et tryk for luxmeteret straks viser lysforholdene. Det er en langt mere kompliceret affære at etablere og måle akustik. De gamle grækere og romere kunne bygge friluftsteatre, hvor 10.000 mennesker kunne både se og høre, hvad der foregik på scenen, uanset hvor de sad.

Vi har et eksempel på det modsatte i København, som vi ikke er så stolte over – nemlig Statens Museum for Kunst, som er blevet udbygget for mange millioner kroner. Her er et æstetisk pragtfuldt trapperum projekteret til musikudøvelse og store arrangementer. Det er bare umuligt at musicere, fordi lydreflektionen er alt for voldsom og giver akustik som i en svømmehal.

At konstruere god akustik i offentlige rum kræver ekspertviden. Selvom der findes stor teoretisk viden om akustik på et højteknologisk niveau, er det alligevel ofte en vanskelig opgave at løse tilfredsstillende. Når det er gået galt, er det ofte fordi, der stilles mange forskellige akustiske krav til store lokaler. De skal være lige velegnede til symfoniske koncerter, teater, kongresser, rockkoncerter m.m. Det er akustisk helt modstridende krav, som det er umuligt at tilgodese samtidig. Derfor bliver løsningen ofte et kompromis, hvor efterklangstiden er for lang for optimal taleforståelse og for kort for den ideelle musikoplevelse.

Arbejdstilsynet har udarbejdet vejledende grænseværdier for efterklangstider. F.eks. vil det være gunstigt, hvis efterklangstiden i et undervisningslokale er mellem 0,6-0,9 sek., i et teater mellem 1,1-1,4 sek. og i en koncertsal 1,8-2,2 sek.

Tale kræver kort efterklangstid, hvis efterklangstiden bliver for lang flyder ordene over i hinanden, det bliver svært at skelne de forskellige stemmer fra hinanden og der opstår den såkaldte cocktaileffekt. Musik og sang derimod kræver længere efterklang, ellers bliver musikken "tør" og lokalet bliver tungt at spille og synge i.

Når man skal regulere efterklangstiden i et rum, kan det ske ved at ændre på gulve, vægge og lofters beklædning. Lyd bliver kastet tilbage, når den rammer en flade, hvor meget er afhængig af overfladens struktur. Beton kaster næsten al lyd tilbage i et skarpt ekko. Træ optager lidt af lyden og noget kastet spredt tilbage. I skum og mineraluld vil det meste at lyden fortsætte ind i det lette, bløde materiale, hvor flere reflektioner forgrener lyden jævnt ud i en vifte. Man kan sige, at materialet suger energien ud af lyden.

Anbringer man f.eks. to hårde flader direkte over for hinanden, vil lyden blive kastet frem og tilbage mellem dem og give en dårlig taleforståelighed. Til gengæld vil de hårde overflader give god lydreflektion til sangudfoldelse. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at vi hellere synger i badeværelset end i køkkenet.

Lydreflektion kaldes også ekkolokalisering. I dyreverdenen udnytter f.eks. flagermus deres skrig til ekkolokalisering. Når flagermusen flyver fremad og skriger, vil den få et ekko tilbage, som giver oplysninger om en genstands hastighed og retning, størrelse og natur.

Mennesker med synshandicap benytter stokkens tappelyd, som en meget forenklet ekkolokalisator. Hvis stokken rammer en genstand tilbagekastes lydbølger. Er det lavfrekvente svingninger, genkender hjernen dem som f.eks. en træoverflade, er det højfrekvente svingninger bliver de ofte registreret som en glasoverflade.

STØJ OG STØJDISKRIMINERING

Støj kan defineres som alle former for uønsket lyd. Skal man forstå en mundtlig forklaring fra en lærer eller instruktør, er klassekammeraterne eller medkursisternes snakken i baggrunden en uønsket støj.

Der er også mange andre kilder til baggrundsstøj. Ventilationssystemer, computere, trafikstøj, baggrundsmusik i stormagasiner: muzak, eller den mere pågående musik i mange modeforretninger og cafeer.

Her taler man om et signal/støjforhold. Det betyder, at signalet eller talen skal være et vist niveau højere end støjen for, at en samtale kan føres. Er dette signal ikke højt nok, vil talen simpelthen "drukne" i støjen. Behovet for et godt signal og minimeret støj vokser med alderen og det naturlige, men tiltagende høretab.

Dæmpet støj i baggrunden øger kravet til koncentration, det kan være meget belastende, selvom det ikke direkte opleves som et problem.

Har man blot en lille hørenedsættelse, kan et lidt højere niveau af baggrundsstøj gøre det meget svært at følge med i en samtale især for ældregruppen.

IMPLEMENTERING AF VIDEN 

Viden om gode akustiske forhold, kan ofte med små virkemidler skabe stor effekt. Når man skal etablere gode akustiske forhold i et undervisningslokale, skal det således være en mellemting mellem et lyddødt rum og et badeværelse, et middelreguleret rum til god taleforståelighed med en efterklangstid, der ikke er for lang.

Hvis efterklangstiden er for lang, kan rummet dæmpes med lydabsorberende materialer på lofter og vægge. Har man ikke mulighed for at gå så vidt, kan man opsætte tunge gardiner og opslagstavler. Små foranstaltninger med stor effekt, der gør efterklangstiden kortere og dermed taleforståeligheden større.

PRAKSIS PÅ IBOS

På IBOS foregår der et systematisk hørepædagogisk arbejde, som varetages af undertegnede. Alle nye kursister tilbydes en grundig samtale om kursistens høremæssige situation i dagligdagen og på IBOS. Herefter tages en høreprøve med et audiometer. Hvis kursistens audiogram eller hørekurve indikerer yderligere undersøgelse viderevisiteres til en audiologisk hospitalsklinik. Er der andre problemer omkring hørelsen, bliver der fulgt op med f.eks. rådgivning og vejledning omkring akustiske forhold.

Mobilitylærerne på IBOS modtager naturligvis kopi af kursisternes høreprøver, så der kan tages højde for kursistens auditive situation i undervisningen. Hvis kursisten har en hørenedsættelse, bliver alle kursistens undervisere orienteret. Det kan have stor betydning for f.eks. sprogindlæring, her tænkes specielt på flygtninge og indvandrere med synshandicap.

Forfatteren og tegneren Rune T. Kidde, som har mistet synet på grund af diabetes, beskriver hvordan han efter at være blevet helt blind, nu kan koncentrere sig om de andre sanser. De viser dybder, som de fleste seende aldrig oplever. Han hører hidtil ubemærkede nuancer i dagligdagens lyde. Han hævder, at han ofte kan høre på folk, hvordan de er. Også om de er tykke eller tynde, høje eller lave. Om de prøver at spille en rolle eller er deprimerede.

Hans skærpede hørelse giver ham også andre kriterier for hvilke cafeer og restauranter, han vælger. Han vurderer ikke malingen på væggene, men akustikken. Men Rune T. Kidde’s sensitive ører behages ikke af maskinstøj og trafiklarm og den evige strøm af lyd fra radio og tv. Rune T. Kidde siger: "Det er stilheden, som får os til at spidse ører".

Det må således igen understreges, hvor vigtigt et godt akustisk miljø er, ikke blot for blinde og svagsynede, men for alle, og at vi har mulighed for at forbedre de akustiske miljø ofte blot med små virkemidler.

Husk derfor de 3 nøgleord: afstand, akustik og støj. Vær opmærksom på de akustiske forhold og gør noget ved dem, hvis de ikke er i orden – der er brug for det – og resultaterne viser sig straks.
Det vil være en ønskelig udvikling, at vi kan komme frem til et udvidet samarbejde mellem syns- og høreområdet, at konsulenterne bliver mere opmærksomme på de akustiske forholds betydning og at de 3 videnscentre for syns- og døveområdet udnytter den fælles ekspertise til en samlet indsats for blinde og svagsynede med og uden høretab.

REFERENCER

Pedersen, Jørgen: Lydglimt fra teaterakustikkens historie, Kunstakademiets forlag 1994.
Høretekniske hjælpemidler på arbejdspladsen, Delta Akustik & Vibration 1999.
Michelsen, Axel: Lyd og liv, Haase 1997
Fjeldsenden, Bjarne: Dognition and Blindness 1998

Logo af Københavns Kommune