Den handicaprehabiliterende indsats er truet

Billede af Anne Kristine Grøsbøll

Det er ikke realistisk, at alle kommuner skal være eksperter i rehabilitering af mennesker med nedsat syn eller blindhed. Men det forlanger vi af dem, som det ser ud nu. Det er ikke hensigtsmæssigt, hverken for borgerne eller kommunerne, at opgaven ligger, der hvor den er placeret nu, vurderer centerchef Anne Kristine Grosbøll fra IBOS.   

Forstil dig en ung pige på 16 år. En ung pige, der laver alt det, andre unge gør. Hun går i skole, ser sine venner, laver sjove ting i sin fritid og meget mere. Men det ændrer sig pludseligt. For en dag er hun i en knallertulykke. Og det medfører en alvorlig synsnedsættelse i forbindelse med en hjerneskade. Livet, som hun kender det, forandrer sig. Alt skal læres på ny. Der skal lægges synskompenserende strategier for hendes hverdag, som er yderst krævende. Nye teknikker skal læres, fx hvordan man færdes med mobilitystok, hvordan man køber ind, hvordan man laver mad, kører i bus og bruger computer. Og det er alt sammen noget, man skal bruge sin opmærksomhed og energi på. 

Med synskompenserende hjælpemidler kan udfordringerne overkommes

”Den gode nyhed er, at de vanskeligheder et synstab medfører, kan overkommes, så man kan fungere i en verden med job og familie. Ligesom alle andre. Og få et selvstændigt og meningsfuldt liv,” fortæller centerchef Anne Kristine Grosbøll fra IBOS.

”Den dårlige nyhed er, at vi her hos IBOS først møder pigen, når hun er 19 år. Tre år efter hendes ulykke. I al den tid er der ikke nogen, der har præsenteret hende for kompenserende hjælpemidler eller teknikker, der kan lære hende at leve med synsnedsættelsen. Hun ved for eksempel ikke, hvad en mobilitystok er,” forklarer Anne Kristine Grosbøll.

Første møde er i Jobcentret

I dag siger loven, at det er kommunernes ansvar at hjælpe mennesker med synshandicap i beskæftigelse. Anne Kristine Grosbøll mener, at det er urealistisk, at kommunerne alene kan hjælpe den relativt lille gruppe af blinde og stærkt svagsynede – omkring 1500 mennesker på landsplan. Fordelt på 98 kommuner, hvor det ofte vil være Jobcentret, der møder pigen først, og de er ikke klædt på til opgaven, mener Anne Kristine Grosbøll:

”Hvordan skal en sagsbehandler kunne vide, hvad der skal til, når det er første gang, at sagsbehandleren har en borger i den situation? IBOS’ teamleder for socialrådgiverne, har været i jobcenterregi i 14 år, og hun har aldrig mødt en borger med synsnedsættelse i forbindelse med sit arbejde. Ikke før nu.” 

Beskæftigelsesindsats er ikke rehabilitering

”Hos IBOS ser vi en tendens til, at det, vi vil kalde rehabilitering, bliver fravalgt eller forkortet fra kommunernes side. Og det kommer man ikke i beskæftigelse af. Handicaprehabiliteringen skal med. En beskæftigelsesindsats er ikke rehabilitering i sig selv, når man har mistet sit syn. Man har brug for undervisning i synskompenserende færdigheder – og det tager tid. Hos IBOS er vi overbevist om, at det er muligt at få langt flere i beskæftigelse. Det kræver bare, man får den rigtige hjælp.” 

Kræver et landsdækkende tilbud

Med så lille og kompleks en målgruppe er det urealistisk, at ekspertisen til at give den rigtige hjælp og skabe mulighed for selvhjælp og deltagelse i samfundet på lige fod med folk, der kan se, kan opnås eller fastholdes i 98 kommuner. 

”Det kræver et landsdækkende tilbud som IBOS. Der er noget basal hjælp, som kan gives lokalt på kommunikationscentrene. Men den mest specialiserede viden kan kun opretholdes på et landsdækkende niveau. Derfor er det vigtigt med et godt samarbejde mellem kommunerne og IBOS,” mener Anne Kristine Grosbøll.

Brænder sig på komfuret

Den unge pige fra knallertulykken fik ikke et forløb, hvor beskæftigelsesindsatsen og den synskompenserende indsats spillede sammen. Og det gav masser af nederlag. Nederlag, der resulterede i, at hun mistede sin selvtillid og sine kræfter:

”Pigen var rigtig ulykkelig over, at hun om og om igen havde nederlag i skolen, og i de forløb hun blev placeret i af kommunen. Hun var træt, og hun kunne ikke koncentrere sig. Derudover har hun også nederlag hjemme. Hun bliver for eksempel ved med at brænde sig på sit komfur, når hun skal lave mad. Hun falder på trappen i det hus, hun bor i. Hun tør stort set ikke gå uden for sit hjem. Hun bruger alle sine kræfter på at kæmpe sig nogenlunde helskindet igennem sin mest basale hverdag. Hun bliver totalt udmattet og ked af det. Hun føler sig som idiot og har hverken kræfter eller selvtillid til sit skoletilbud,” fortæller Anne Kristine Grosbøll.

Lokale sagsbehandlere i tæt samarbejde med IBOS

”Hos IBOS har vi et praksismiljø, og vi laver rehabiliterende forløb i tæt samarbejde med kommunerne. Det bliver solgt efter Serviceloven og Specialundervisningsloven. Men vi sælger mindre og mindre. Både i antal og i omfang. Både på voksenrehabiliteringsydelser og i den rene nyblinderehabilitering er salget faldet. Hvis vi ikke har miljø og mulighed for at opretholde ekspertisen, hvem har så? Og i eksemplet med den unge pige, så er det ikke muligt at overkomme blindhed ved at sætte folk på skolebænken eller i virksomhedspraktik.” siger Anne Kristine Grosbøll, og afslutter:

”Den handicaprehabiliterende indsats er truet. Man må finde en løsning på, at målgruppen er for lille til, at man kan have forstand på den i 98 kommuner. Det er en politisk opgave at sikre, at der er nogle strukturer, der giver mulighed for et landsdækkende sted, kommunerne kan trække på. Alternativt kunne man stille nogle veldefinerede krav til, hvad det er for en indsats, der kræves. Der er lavet en god forløbsbeskrivelse til børn. Og hos IBOS er vi glade for forlydenderne om, at der også bliver lavet en på voksenområdet.” 

Logo af Københavns Kommune