Foto af tre unge, der sidder og snakker i en sofa.

Mødet med ligesindede spiller en vigtig rolle i rehabiliteringen, uanset om man har mistet synet som voksen eller er født med et synshandicap. For Anne Cathrine Lie var det i IBOS' kafferum, hun både fandt håb, rollemodeller og forståelse for det svære i at spise rødspætte.


Hvis rehabilitering var en effektiv Lean-proces, ville IBOS' kafferum for kursister blive nedlagt. Her lærer man hverken mobility, punktskrift eller at bruge hjælpemidler, men til gengæld lægger lokalets sofaer dagligt hynder til sort humor, befriende latter og alvorlige samtaler om, hvordan det er at leve med nedsat syn.

Det er hverken tilfældigt eller overflødigt. Synsprofessionelle er enige om, at det psykosociale aspekt af rehabilitering er afgørende, når man skal finde fodfæste som blind eller svagsynet. Derfor vægter IBOS samværet mellem kursister lige så højt som undervisning og rådgivning.

"Mennesker med et synshandicap møder ikke så ofte andre i samme situation, fordi de udgør et mindretal. Men alle kender til den helt basale psykologiske befrielse i at opdage, man ikke er den eneste, der har bestemte tanker, følelser eller problematikker. Psykosocial rehabilitering er en krævende proces, og dét at spejle sig i ligesindede er et vigtigt element i at bearbejde sit handicap," fortæller IBOS' psykolog Christense Thygesen, der er specialist i psykologiske reaktioner på synstab.

Samvær med og spejling i ligesindede har ikke kun betydning i forhold til udviklingen af en ny identitet. Fællesskabet har værdi i sig selv, blandt andet i forhold til forebyggelse af ensomhed, som de seneste år har fået større socialpolitisk opmærksomhed. I Københavns Kommune er forebyggelse af ensomhed blandt borgere med særlige behov således indskrevet i socialstrategien, da tal viser, at over 40 procent af borgere med særlige behov føler sig ensomme.

Menneske uden omsvøb

I sommeren 2015 sluttede Anne Cathrine Lie et nyblindekursus på IBOS, efter at hun med egne ord pludselig blev halvblind. På kurset fik hun gennem halvandet år undervisning i at bruge kompenserende IT-programmer, gå med den hvide stok og lave mad igen. Men når Anne Cathrine Lie tænker tilbage, var pauserne en lige så væsentlig del af udbyttet på IBOS.

"Jeg var ikke kommet så langt i bearbejdningen af min nye livssituation uden de uformelle samtaler i kafferummet. Så var jeg taget hjem og havde øvet mig i at bruge de nye teknikker, men jeg ville have været mere ked af det og overhovedet ikke blevet rehabiliteret som et helt menneske," siger hun.

Ansatte har kun adgang til kafferummet som gæster. Det er kursisternes fristed til samtaler uden omsvøb.

"Man kan tale om tingene på en anden måde med ligesindede. Alle kæmper med nogenlunde det samme, så man bliver hurtigt forstået. Man kan åbent sige, at det er svært - og ikke mindst blive inspireret af, hvordan andre klarer det," siger Anne Cathrine Lie.

Konfrontation med ny identitet

Det er identiteten som synshandicappet, der bliver hjulpet på plads af at møde ligesindede.

"Mennesker udvikler deres identitet og en relativ stabil opfattelse af, hvem de er, og hvad de kan gennem relationer til andre. Når man mister sit syn, må identiteten tilpasses den nye situation, og det er en vigtig del af rehabiliteringsfasen, at synshandicappet integreres i selvopfattelsen, så det hverken fylder alt eller fornægtes. I den proces har man brug for at spejle sig i andre," siger IBOS' psykolog Christense Thygesen.

En af synsområdets førende forskere, lektor i synspædagogik på Göteborg Universitet, Inger Berndtsson, bakker op. Hun oplister psykologsamtaler, kompenserende teknikker og mødet med ligesindede som de tre vigtigste elementer i rehabiliteringen:

"Som nyblind har man ofte kun stereotype forestillinger fra film og litteratur om, hvordan man lever med et synshandicap. Mødet med andre nyblinde åbner en ny horisont. Man får et mere nuanceret syn på, hvordan man kan fungere i sin nye krop, og man får bekræftet, at andre ofte oplever det samme som dig," siger Inger Berndtsson.

 

Rollemodeller giver håb og styrke

Håb og styrke er ifølge Christense Thygesen og Inger Berndtsson nogle af effekterne ved at spejle sig i andre, der er et andet sted i rehabiliteringsprocessen.

"Det har stor betydning at dele sine erfaringer med nogle, som måske ikke er så langt i at bearbejde sit synstab. Det styrker selvfølelsen at kunne hjælpe andre, især når man som handicappet ofte selv har brug for hjælp. Det er også håbgivende at blive opmærksom på, hvor langt man selv har rykket sig, eller at hente inspiration fra én, der har flyttet sig fra A til B," siger Christense Thygesen.

Ifølge Inger Berndtsson kan mennesker med et synstab blive hinandens rollemodeller.

"Omgivelserne mangler ofte viden og har ikke tillid til, at blinde og svagsynede kan håndtere for-skellige situationer og udføre daglige aktiviteter. Det bliver en hindring for udvikling og læring. I mødet med ligesindede opdager man, at andre kan tage ansvar for deres liv, og folk, der har lært at håndtere deres handicap, er i en vis forstand rollemodeller," siger hun.

Det genkender Anne Cathrine Lie.

"Jeg har selvfølgelig også haft perioder, hvor tingene virkede uoverkommelige, eller det var svært at tænke på fremtiden, og der fandt jeg nogle rollemodeller i kafferummet, der viste mig, hvordan de håndterede det hele," siger hun.

Synergi mellem fag og frirum

Samtalegrupper for pårørende, kræftsyge eller alkoholikere bygger på samme princip om psykosocial rehabilitering, som IBOS bruger. Kafferummet inviterer til spontane møder, og skemalagte aktiviteter giver plads til at dele erfaringer på fællesudflugter, i holdundervisning, faget social orientering eller en ugentlig erfaringsgruppe. Men det er svært at være på IBOS udelukkende for at møde ligesindede.

"Kafferummet ville være en kunstig oase, hvis man ikke også modtog undervisning, fordi den ofte er anledningen til, at man har konkrete erfaringer at dele. Timer i mobility kan eksempelvis føre til en snak om at markere sit synstab. Synskompenserende rehabilitering går hånd i hånd med den psykosociale og skaber en synergieffekt," siger psykolog Christense Thygesen.

En middag med rødspættefilet på menuen er en af de episoder, Anne Cathrine Lie særligt husker fra IBOS' kafferum.

"Vi talte om, hvor svært det er at kæmpe med fiskeben, når man er social som synshandicappet, og der var en umiddelbar forståelse, for det kunne alle sætte sig ind i. Det er en helt anden snak end i faget måltidstræning, hvor man er meget koncentreret om at lære nyt og ikke har overskud til også at snakke om følelser, men omvendt kunne nogen også give fif videre, de havde lært i undervisningen," siger hun.

IBOS' ritual, farvelkaffe, er den situation, der tydeligst sammenfatter, hvad mødet med ligesindede giver. Det er fælles morgenmad for en kursist, der slutter sit forløb, med taler fra undervisere og kursisten selv. Anne Cathrine Lie fortalte om sine vanskeligheder med stokken som en metafor for den udvikling, hun havde gennemløbet.

"Da jeg kom til IBOS, havde jeg slet ikke tænkt, at jeg skulle komme til at gå med stok. I første omgang lå den bare i min taske, men så syede jeg et læderetui til den, og langsomt kom den i brug. Først på Instituttet, så i mit hjemmeområde og i dag bruger jeg stokken med stolthed. Det var dejligt at give min historie videre, fordi jeg tidligere selv var blevet inspireret af at høre på andre."

Logo af Københavns Kommune