Festlig kulturdag på IBOS

 

Venner, familie og nysgerrige benyttede en torsdag eftermiddag i juni lejligheden til at besøge IBOS i anledning af Kulturdag 2016. Her blev alle sanser stimuleret med et program sammensat af kursister og brugere.

 

En torsdag midt i juni spillede IBOS op til dans med åbent hus for venner og bekendte til et hyggeligt arrangement. Gæsterne flokkedes i Festsalen, hvor der hele eftermiddagen var musik i både den klassiske og rytmiske genre. Samme dag havde to af Musikprofilens elever været til afsluttende eksamen og bestået med glans, så stemningen var i top blandt musikerne. Efter et par indledende numre fra IBOS’ band The Paragraphs med Kevin og Mie i front kom der gang i dansegulvet til de klassiske 80’er-hits, og da de spillede Tøsedrengenes ’Ud under åben himmel’, var der ikke mange, der kunne holde fødderne i ro.

Udstilling og massage

I pauserne fra underholdningsprogrammet kunne de besøgende trække udenfor i IBOS’ dejlige sansehave eller gå på opdagelse i resten af huset. Ungegruppen, som blandt andet tæller STU-eleverne, viste selv rundt i deres interessante udstilling af billeder, video og lyd fra deres nylige studietur til Vadehavet og Ribe.

I forhallen kunne man købe kunsthåndværk fra Væveskolen og få demonstreret de nyeste hjælpemidler til synshandicappede af Hjælpemiddeludstillingens skarpe hold.

De heldigste besøgende nåede også at få en fyraftensmassage af trætte nakker og skuldre af elever og lærere fra IBOS’ Massageuddannelse. 

Kulturdag på IBOS bliver gentaget næste år.

 

 

Logo af Københavns Kommune