"JEG SVEDTE NÆRMEST BLOD I VENTETIDEN"

Peter Eckardt

For få år siden var det ikke nemt for 64-årige Peter Eckardt at passe sit job som privatpraktiserende massør. Han har sin egen klinik og har det bedst med selv at styre sin kalender i stedet for at overlade den del af arbejdet til en sekretær. En eller anden form for hjælp havde og har han brug for, fordi han ikke kan se. Da han var 29 år gammel begyndte synet at blive svagere, og i løbet af et halvt års tid var det helt forsvundet.

”Dengang brugte jeg et ældgammelt system, der kun fandtes på disketter. Gamle floppy disks. Det var fint nok, når det virkede, men det var meget ustabilt og til at blive skør i hovedet af,” siger han.

Oven i købet gik systemet ud af produktion, så det var ikke længere muligt at få nye versioner fra virksomheden, der producerede det.

”Det siger også noget om beskæftigelsessituationen for sådan en som mig,” mener Peter Eckardt:

”Jeg tror, jeg er den eneste i Danmark, der har haft behovet for et elektronisk bookingsystem for synshandicappede. Men det er en livsnerve for mig at kunne lave aftaler selv.”


SNØRKLET FORLØB PÅ FEM ÅR

Han beskriver forløbet med at finde frem til en løsning som ’indviklet’, ’snørklet’ og ’frustrerende’. Flere offentlige instanser var inde over hans sag, og det var kompliceret overhovedet at finde egnet software. Eckardt måtte prøve det ene og det andet og blev undervist i et system, der senere viste sig ikke at kunne bruges.

”Det var hårdt i de fem år, der gik, fra jeg begyndte at lede efter et egnet system, og til jeg med hjælp fra IBOS fandt lige præcis det, jeg næsten ikke havde turdet drømme om. Jeg svedte nærmest blod i ventetiden,” siger han.

IBOS identificerede et dengang splinternyt system som det rette til at opfylde Peter Eckardts behov. Det hedder Linio, og Eckarct fik systemet samme måned, det kom på markedet. Det blev begyndelsen på et helt nyt arbejdsliv.

”Jeg var helt forbløffet over, hvor hurtigt og effektivt det var. Og hvor nemt at bruge,” siger han.


FLEKSIBELT OG EFFKETIVT

”Det består af en ’dims’, som jeg kan have i brystlommen eller klipse fast i livremmen. Jeg har den på mig hele tiden, undtagen når jeg går tur eller besøger venner. Jeg har den tændt hele tiden, jeg kan booke aftaler med få klik og en optagefunktion. Jeg kan gå ind på en bestemt dato, uge eller måned og høre, hvornår jeg har aftaler – og hvor mange. Jeg kan også gå ind på en bestemt aftale, hvorefter Linio’en fortæller mig tidspunktet og datoen. Det er pærelet at bruge for sådan én som mig, der ikke har megen forstand på teknologi. Så jeg er blevet meget mere fleksibel og effektiv i mit arbejdsliv.”

Systemet har oven i købet vist sig også at kunne bruges i Eckardts private liv, og i dag er det et læseredskab for ham i fritiden.

”Indtil jeg fik dette system, havde jeg jo læst bøger via cd, og det foregik på en stor klods af e apparat på størrelse med en cigaræske. I Linio’en har jeg 20 bøger liggende i et apparat, der kan være i brystlommen. Så det har på alle måder været en utrolig stor hjælp,” siger Peter Eckhardt.

Logo af Københavns Kommune