IKT FIK HVERDAGEN TIL AT FUNGERE IGEN

Kristan Andersen

"Det var en meget voldsom oplevelse."

Sådan beskriver Kristian Andersen sit liv i sommeren 2011. Han var godt i gang med sit studie på Copenhagen Business School, CBS, men på en rejse i Etiopien blev han syg og mistede i den forbindelse det meste af sit syn.

"Der kom to socialrådgivere hjem til min kæreste og mig og fortalte om konsekvenserne af et synshandicap. Det var fint, at de kom, for de havde en stor viden, der gav mig lidt håb. Men det var også meget grænseoverskridende pludselig at være en klient med behov for den hjælp. Pludselig var jeg blevet en klient," siger han.

Med et slag var der vendt op og ned på den nu 30-årige mands tilværelse. Fra som det mest naturlige at klare alting på egen hånd, skulle han til på ny at lære at håndtere sin hverdag og de krævende studier.

Efter et par måneder med blandt andet undersøgelser hos en øjenlæge på Rigshospitalet – uden at årsagen til synsnedsættelsen dog blev klarlagt – begyndte han på fire kurser på IBOS, som skulle hjælpe ham til igen at leve et aktivt liv: Et i mobility, hvor han lærte at færdes i offentligheden og for eksempel at tage bussen alene, et i madlavning og i det hele taget at få det bedste ud af hverdagen, et i guitarspil, og et i IT.

Kurserne blev et vendepunkt.

"DET VAR EN FANTASTISK OPLEVELSE"

Selv havde han følelsen af, at han nærmest ingenting kunne selv. For eksempel måtte hans kæreste hjælpe, når han skulle ringe op fra sin telefon. Det ændrede et af kurserne, som introducerede et synskompenserende software til hans iPhone.

"Lige dét kursus varede kun et par timer. Pludselig kunne jeg selv bruge telefonen. Det var en fantastisk oplevelse. Fra at min telefon havde været en helt naturlig del af min hverdag, havde jeg på grund af mit synshandicap ikke kunnet bruge den. Det var en gave at få den mulighed tilbage," siger Kristian Andersen.

Siden har han udvidet sine færdigheder indenfor informations- og kommunikationsteknologi og bruger nu blandt andet talesynteseprogrammer, som læser op for ham fra computerskærmen.

"Jeg har også lært at bruge computeren og gå på de sociale medier, så jeg i dag ikke rigtig mærker nogen forskel. Jeg er måske endda blevet endnu mere effektiv i forhold til før. Jeg er blevet bedre til at strukturere Excel-ark og Word-dokumenter. Det er simpelt hen nødvendigt for hurtigt at kunne finde rundt i dem," siger Kristian Andersen.

ALTAFGØRENDE STØTTE

De nye færdigheder gjorde ham i stand til at genoptage sine økonomiske studier på CBS. I december 2013 blev han så færdig som cand.merc. i Finance and Strategic Management.

"Selv om jeg sad og arbejdede med nogle meget avancerede finansielle modeller i Excel, havde jeg ingen problemer. Talesyntesen var et godt redskab, og jeg endte med at få en rigtig god karakter. Hele den proces har givet mig mere selvtillid."

Med et ord beskriver Kristian Andersen støtten fra IBOS som ’altafgørende’ i forhold til de muligheder, han i dag har. Som mange andre dimittender har han dog endnu ikke noget job. Men han har været til flere jobsamtaler, hvor arbejdsgiverne har taget bedre imod oplysningen om hans synshandicap, end han havde forventet. I sine ansøgninger nævner han ikke sit nedsatte syn.

"Men det er ikke det, der har været i fokus ved samtalerne. Faktisk føler jeg mig hjulpet så godt på vej, at jeg selv tænker mindre og mindre over mit synshandicap," siger Kristian Andersen.

 

 

Logo af Københavns Kommune