LÆR AT FINDE VEJ MED LYD

Foto af en forelæsningssal
.

Blinde kan lære at cykle uden hjælp og sågar på snoede bjergstier. Det lyder utroligt, men har vist sig at være muligt, hvis man navigerer ved hjælp af lyde på samme måde som delfiner og flagermus. Metoden kaldes ekko­lokalisering og er temaet for en nordisk konference den 10. og 11. juni på Instituttet.

Ekkolokalisering er en særlig teknik, hvor man bevidst udsender lyde via for eksempel klik med tungen, knips eller håndklap og får et ekko tilbage, der fortæller om omgivelsernes form, størrelse og materiale som hjælp til at orientere sig. I dag bruger kun få teknikken i Danmark, og der er foreløbig ingen steder, man systematisk kan lære den.

HÅB OM SOCIAL ACCEPT

"Vi vil gerne udbrede kendskabet til ekko­lokalisering og sætte en pædagogisk udvikling og diskussion i gang i Danmark, Norge og Sverige. International forskning peger på, at ekkolokalisering giver større frihed og selvstændighed, hvis man lærer at bruge teknikken systematisk, og det samtidig bliver socialt acceptabelt, at mennesker med blindhed går rundt og producerer lyde med vilje,"siger uddannelsesleder Lone Dyekjær fra Instituttet, der er tovholder på konferencen.

Konferencen præsenterer ekkolokalisering i både teori og praksis og diskuterer desuden teknikken i et inklusionsperspektiv. Mange holder sig nemlig tilbage fra at bruge lyde til at navigere, fordi det tydeligt fortæller omgivelserne om deres handicap.

ERFARINGER FRA UDLANDET

Blandt oplægsholderne på konferencen er mobility-instruktør Mirjam den Oudendammer, der fortæller om de hollandske erfaringer med at lære ekkolokalisering til mennesker med nedsat syn og blindhed og den amerikanske psykolog Daniel Kish, der som blind selv bruger ekko­lokalisering og medvirker i forskning af metodens effekt og virkning. Derudover kan man høre om de tekniske aspekter af ekkolokalisering hos både dyr og mennesker.

Konferencen retter sig mod blinde, pårørende og fagpersoner som mobility-instruktører, psykologer og forskere fra hele Norden. Det koster 3150 kroner at deltage begge dage, hvis man tilmelder sig senest den 10. maj.

Læs om konferencen og tilmeld dig her.

Logo af Københavns Kommune