MARIANNES VEJ TIL SKOLEN

foto af lærer Marianne Christensen midt i en flok hvirvlende skolebørn, der er på vej ud af døren.
.

Klokken er lidt over 12, og der lugter af madpakker i 3.x. Ved tavlen er Marianne Christensen ved at gennemgå klassens lektier til næste uge.

”Er der nogle, der kan huske, hvad et referat er?” spørger hun ud i lokalet, hvor koncentrationen synger på sidste vers. Gulvet er et virvar af skoletasker, gymnastikposer, løbehjul og overtøj, og en dreng vipper på stolen.

”Det er, når man skal fortælle, hvad historien handler om,” svarer en pige med fletninger. Så vælter drengen bagover, og Marianne Christensen må sikre sig, at han ikke kom noget til. Klokken ringer, og 16 elever forsvinder som en tornado, duksene kan feje op efter.

Sådan en time kræver sit, når man er blind på det ene øje og svagsynet på det andet. Men det er intet at regne for, hvad det krævede Marianne Christensen at få et job. Ni måneder og mere end 80 ansøgninger efter, at hun blev færdiguddannet som lærer, var hun stadig ledig og meldte sig derfor til projektet ’Ny Praksis’ på Instituttet for Blinde og Svagsynede. Projektet har afprøvet nye metoder til at få mennesker med nedsat syn i arbejde.

 

Hold ærligheden tilbage

I begyndelsen tror Marianne Christensen, at hun skal søge job som alle andre, men uden erfaring og fuldt syn er der kun få arbejdsgivere, som vil møde hende. På jobcentret kan de ikke hjælpe, deres viden om synshandicap er meget lille, så det er Ny Praksis-projektet, som gør Marianne Christensen opmærksom på, at isbryderordningen, løntilskudsjob og en personlig assistent er alternative måder at få foden inden for på arbejdsmarkedet, når man har et handicap.

“Da jeg havde fundet ud af det, kunne Jobcentret give mig en liste over skoler, der søgte medarbejdere i løntilskud, og så blev der skabt kontakt.”

Men det foregår anderledes, end Marianne Christensen plejer.

“Jeg havde haft en strategi, hvor jeg allerede i ansøgningen fortalte, at jeg havde et synshandicap. Jeg tænkte, at ærlighed var vigtig, men igennem projektet blev jeg mere bevidst om, at jeg selv kan styre, hvornår og hvordan jeg vil fortælle det. Ellers får en arbejdsgiver måske lidt for let ved at sortere mig fra, når der ligger en bunke på 100 ansøgninger.”

Marianne Christensen venter derfor med at lægge kortene på bordet, til hun har et møde med en skole.

”Jeg har et synligt handicap, fordi jeg skeler, så jeg indledte jobsamtalen med at fortælle, hvorfor jeg ikke kunne se dem ind i øjnene. Jeg havde også fået bevilget en personlig assistent fem timer om ugen til at hjælpe med alt det, jeg ikke kan, og det gjorde det lettere.”

 

Faste rutiner og særlige kendetegn

Marianne Christensen får et løntilskudsjob på Lergravsparkens Skole i Københavns Kommune, og i den første tid er netop den personlige assistent vigtig.

”Jeg brugte hende til nogle af de ting, jeg ikke ville bede mine nye kolleger om. For eksempel at kopiere, så jeg ikke skulle bruge energi på at lære en kopimaskine at kende men kunne koncentrere mig om undervisningen.”

Senere bliver skolen så glad for Marianne Christensen, at hun bliver fastansat, og Ny Praksis hjælper hende med nogle få hjælpemidler.

“Jeg har fået en speciallampe ved katederet og lagt et forstørrelsesprogram ind på en lærercomputer. Ellers bruger jeg de strategier, jeg har lært gennem hele livet som svagtseende. I klasselokalet har jeg helt styr på rummet, ved hvor alt ligger og har mine egne hylder i et skab, hvor tingene altid skal ligge på samme plads. Når børnene er i klassen på deres pladser, er jeg helt tryg, men hvis de bevæger sig rundt, må jeg bruge andre teknikker, så lægger jeg mærke til særlige kendetegn, og jeg ville for eksempel sagtens kunne fortælle, hvad for noget tøj de havde på i dag!”

I dag er Marianne Christensen meget opsat på at klare mest mulig selv og reserverer sin assistent til særlige begivenheder.

”Jeg gemmer timerne til, jeg skal ud af huset med børnene. Der skal ikke kunne opstå situationer, hvor man kan mistænke mit synshandicap for at være skyld i en ulykke for eksempel, så det er rart, at hun kan være med og holde styr på børnene på vejen, hvis vi skal på museum eller lignende.”

 

Byd ind og tag ansvar

Marianne Christensen gør sig stadig overvejelser om, hvordan hun balancerer sit synshandicap i forhold til jobbet.

“For det første bliver jeg altid nødt til at være meget forberedt inden hver time. Jeg kan ikke så godt improvisere, fordi jeg ikke lige kan skimme noget. For det andet har jeg måttet tænke meget over min kommunikation både med elever, forældre, kolleger og ledelse. Det kan være svært at se på mine øjne, hvor jeg kigger hen, så jeg er nødt til at være meget tydelig og bruge navnene på dem jeg henvender mig til. I forhold til forældre har jeg overvejet graden af ærlighed, så jeg ikke overskrider mine egne grænser i bestræbelsen på at gøre dem trygge ved mig som lærer.”

Marianne Christensen råder andre med nedsat syn til selv at tage ansvar på arbejdsmarkedet.

”Man skal være så meget på forkant, som man har overskud til. Min leder kommer jo ikke og spørger, om han skal gøre noget for mig, så det gælder om selv at mærke efter, om der er noget, der er en særlig udfordring. Jeg har for eksempel tænkt, at jeg ikke skal være gårdvagt, for det er uoverskueligt at holde øje med så mange børn i et åbent rum. På den anden side vil jeg gerne bidrage lige så meget som mine kolleger, for det skulle helst ikke være sådan, at de tænker ’hende den blinde, hun kan slippe for det hele’. Så jeg har foreslået, at jeg i stedet tager gårdvagter indenfor, og på den måde gælder det om at tænke over, hvor man kan være en ressource. Det vigtigste er, at man er opmærksom på ikke at opføre sig som om, man har fået et job på andres nåde. Man skal byde ind.”

Logo af Københavns Kommune