Støtte til arbejde kræver specialviden

Illustration af parkour

Specialiseret træning og kompenserende foranstaltninger er nødvendige, for at mennesker med synsnedsættelse kan fungere på arbejdsmarkedet. Men hvem sørger for, at de rigtige foranstaltninger bliver sat i værk? Både borgere, jobcentre og arbejdsgivere mangler viden om og erfaring med, hvordan man støtter i forhold til arbejde. Lise Plagborg, skriver om de ubekendte faktorer i jobindsatser.

Kun 19 procent af mennesker med blindhed og stærkt svagsyn er ifølge SFI i beskæftigelse over 25 timer om ugen og har en bruttoindkomst på 16.000 kr. eller derover om måneden (Kilde: Barrierer for samfundsdeltagelse, SFI, 2010).

Danmark bruger hvert år rigtig mange penge på beskæftigelsesindsatsen, og fra politikerne lyder igen og igen budskaber om, at mere eller mindre alle skal i beskæftigelse – og helst så mange timer om ugen som muligt.

Men uanset de store beløb i beskæftigelsesindsatsen må vi i de daglige møder med mennesker med nedsat syn eller blindhed konstatere, at det slet ikke er så nemt for dem at komme i job. Selvom der er vedtaget flere reformer på beskæftigelsesområdet siden SFIs rapport fra 2010, er der ikke sket markante ændringer i jobmulighederne. To år på dagpenge og efterfølgende 3-15 måneder på særlig arbejdsmarkedsydelse får i sig selv ikke folk i arbejde. Når man har en synsnedsættelse, skal der mere til.

City parkour

Helt grundlæggende vil jeg begynde med at slå fast, at mennesker med synshandikap godt kan arbejde – ja, faktisk kan de sagtens arbejde. Men ikke nødvendigvis på samme måde som normalt seende. Ikke at kunne se har store konsekvenser for en person og medfører, at man må afgrænse, kompensere eller ændre på måden, man udfører en opgave på. Man kan måske beskrive problemstillingen ved at sammenligne med city parkour.

Mange unge dyrker city parkour, hvor det gælder om at være i et flow af bevægelse fra punkt A til B og bruge elementer som bænke, vejskilte, lygtepæle og trapper som redskaber til fremdrift frem for at se dem som forhindringer. I stedet for at følge de normale ruter som veje og fortov, har de tillært sig teknikker, der gør, at de klatrer, løber og springer over, under eller gennem byens udformning og meget ofte ender med at komme fra punkt A til B mindst lige så hurtigt som ad de gængse veje.

Hvis vi andre, der ikke har lært teknikkerne eller øvet os som parkouratleterne, tog samme vej, ville vi tage meget længere tid om det, end hvis vi tog fortovet, vejen eller trappen – den normale vej. Oven i købet ville vi muligvis falde og slå os på vejen eller blive forhindret i at gennemføre.

Billedligt talt skal en person med synshandikap, der ønsker at arbejde på lige vilkår med normalt seende – vi kalder det ordinære vilkår – også lære teknikker, bruge hjælpemidler, træne og øve sig for at kunne udføre arbejdsopgaver på lige vilkår.

En hverdag med udfordringer

For en person med synshandikap er hverdagen fuld af forhindringer – eller burde jeg kalde det muligheder for fremdrift? Lige fra man svinger benene ud af sengen, til man ligger der igen om aftenen. En omlægning af busruten eller nyt stoppested betyder, at man færdes i ukendt terræn og må bruge ekstra energi den dag. Når det er haveaffaldsdag, og containerne står på fortovet, betyder det, at man skal færdes med forhindringer på vej til arbejde. At kollegaen lagde værktøjet et nyt sted, eller hvis bakken med kaffe blev stillet på trappen, betyder, at man risikerer ”at træde ved siden af” og i værste fald falde over værktøj og kaffe. At den nye plan ’bliver præsenteret’ i powerpoint-slides på væggen betyder, at man er overladt til kun at lytte. At mailen indeholdt en utilgængelig pdf-fil betyder, at man først må konvertere, så tekstlæseren kan læse op. Alt sammen forhindringer, når man sammenligner med, hvordan det er for en seende.

Som menneske med synshandikap lærer man, hvis kommunen eller jobcentret bevilger træningen, at have kompenserende strategier, teknikker og hjælpemidler. Man er i sin hverdag på en form for konstant city parkour, og heldigvis bliver man, hvis man træner og øver sig, stadig dygtigere og kommer i god form – vel og mærket, hvis man får en synsfaglig støtte, der kan vise en vej.

Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Det kræver tid og træning, og det kræver en træner, der ved, hvad der skal til.

Lovsikret ret til hjælp

Efter kommunalreformen har 95 jobcentre ansvaret for at give støtte som beskrevet ovenfor. Det er næppe en stor hemmelighed, at det kan være svært at have ekspertisen i jobcentret, når der i de fleste af landets kommuner kun er meget få borgere med blindhed eller stærkt svagsyn (57 procent af landets jobcentre arbejder med 1-5 borgere med blindhed eller stærkt svagsyn. Kilde: Dansk Blindesamfund).

Ikke desto mindre skal personen med synshandikap i job, uanset jobcentrets ekspertise. Sådan er loven. Så hvordan tackler man den situation? Sandsynligvis bliver det gjort uden den store specialviden, og går det godt, er det jo fint. Der sidder helt sikkert mange dygtige folk rundt om i jobcentrene, som gør et stort stykke arbejde for deres borgere – og tak for det.

Men når det ikke lykkes for mange mennesker med synshandikap at komme i arbejde, hvad er det så, der går galt? Hvad er det for ubekendte faktorer, der spiller ind? Vi kunne kalde det jagten på den ubekendte.

For hvordan ved man, hvad man ikke ved?

Ukendte forventninger og krav

Personen med synshandikap ved ikke nødvendigvis, hvad problemet er, når arbejdsgiveren siger: ”Desværre. Vi valgte en med mere erfaring fra tilsvarende job”. Han vil gerne i arbejde og har måske også gennemført en uddannelse. Undervejs har han helt sikkert lært sig visse ’parkourteknikker’, men har han lært nok? Ved han, hvad arbejdsgiverne forventer af ham? Og ved han, om han er i stand til at arbejde som en normalt seende? Ved han, hvad han ikke ved?

Sagsbehandleren på jobcentret vil også gerne have borgeren med synshandikap i job, men ved hun, hvad der kræves, for at han er kompenseret for synshandikappet? Og ved hun, hvilke muligheder der findes for at gøre tingene på en anden måde (metaforen om city parkour)? Ved hun, hvad hun ikke ved?

Arbejdsgiverne, som har et stykke arbejde, der skal udføres, vil måske også gerne give en chance til et menneske med synshandikap, men har de råd til at lade det gå ud over sikkerheden i opgaveudførelsen eller produktiviteten, hvis der er tvivl? Har de råd til at tage en chance, hvis de møder en ansøger med synshandikap og en sagsbehandler, som ikke helt selv ved, om de ved?

Samtidig siger dagpengesystemet, at du skal i job og du har en deadline for, hvornår det skal være sket. Men det sker alligevel ikke for mennesker med synshandikap, viser en SFIs analyse fra 2010. Jeg spørger mig selv, hvad der er blevet ændret, siden 2010-konstateringen?

Den ubekendte

Hvad er den ubekendte? Hvad er det, den synshandikappede ikke ved? Hvad er det, sagsbehandlerne ikke ved? Hvad er det, arbejdsgiverne ikke ved? Hvad er den ubekendte?

Og hvem har ansvaret for at gøre den eller de ubekendte mere bekendt?

Hvem er det, der sørger for, at Christian bliver klar over, hvad han kan og ikke kan med stærkt nedsat syn? Hvem er det, der sørger for, at Christian bliver ledt til den specialiserede indsats, som kan støtte ham, mens han bearbejder sit synstab og lærer ’parkourteknikker’, der gør, at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på de nye vilkår? Hvem er det, der guider Christian i at finde den kompensation, som gør, at han fortsat kan udføre arbejdsopgaver, men på en anden måde, eller måske tage lidt anderledes opgaver? Hvem er det, der støtter Christian i at holde modet oppe, kæmpe og blive ved? Hvem er det, der støtter Christian, jobcentret og arbejdsgiveren i at finde løsninger, der virker i Christians situation og på den givne arbejdsplads?

Det er Christian, der må kæmpe sig igennem sin krise, efterhånden som dagpengene forsvinder, og han får udsigt til lille eller ingen forsørgelse. Det er Christian, der må komme på benene og finde nye veje at leve sit liv – med arbejde. Men hvem hjælper Christian med alle de ubekendte?

Jobcentret kan ikke hjælpe, hvis de ikke ved, hvad der skal til. Og endnu mindre, når de ikke ved, at de ikke ved det. I bedste fald ved de, at de ikke ved, og i allerbedste fald, ved de, hvor de skal hente viden fra.

Det kan lade sig gøre

Mennesker med synshandikap kan arbejde – men når det ikke lykkes, er det, fordi der er en eller flere ubekendte. Måske bliver den ubekendte aldrig fundet, fordi ingen ser efter den. I stedet går tiden, og personen med synshandikap ryger ud over dagpengegrænsen og ud over den særlige arbejdsmarkedsydelse – uden at den ubekendte er gjort bekendt. Måske bliver man syg af situationen og af at løbe spidsrod i systemet. I værste fald får man at vide, at man ikke er syg, man er handikappet, og det er ikke en grund til sygemelding.

Så kære politikere, embedsfolk, jobcentermedarbejdere, mennesker med synshandikap og arbejdsgivere. Erkend, at mennesker med synshandikap, der ikke kommer i job, har brug for en specialiseret indsats og sammen med jobcentret brug for, at få afdækket de ubekendte, så de kan gøres bekendte, og løsninger kan findes. Den specialiserede indsats kender godt løsningerne. Og nej, det er ikke kun lette løsninger, men det er løsninger. IBOS er et eksempel på et institut med specialiseret viden om indsatser på synsområdet. Vi ved meget om synshandikap. Jeg plejer, at sige, at vi har set det meste og løst det meste i de sidste 150 år. Det vil vi fortsat gerne blive ved med.

Lad os starte et sted sammen. Det kunne være ved at enes om, at når en person med et synshandikap ikke er i job efter et eller to år, så er det ikke, fordi vedkommende ikke vil. Så er det fordi, der er en eller flere ubekendte, der gør, at arbejdsgiveren i stedet for at vælge hende eller ham, vælger en anden. Så må vi se at afdække de ubekendte og finde løsninger – sammen: Personen med synshandikap, jobcenter, arbejdsgiver og synsprofessionelle eller synsspecialist. At lade stå til og ikke erkende, at der er en ubekendt og ikke at få den afdækket eller udredt, er som at sige, at mennesker med synsnedsættelse kan jo bare ikke arbejde – samtidig med at de ikke kan blive fritaget med loven i hånd. Det hænger ikke sammen.

Så, kære alle med interesse for området: hvad er den ubekendte? Og hvem har ansvaret for at afdække den, når en person forbliver ude af arbejdsmarkedet? Det går ikke væk, ved at se den anden vej.

Lise Plagborg er arbejdsmarkedsudviklingskonsulent på IBOS og har blandt andet ledet projektet Ny praksis, som identificerede ni gode råd til jobsøgende med synshandikap. Få de ni gode råd på dette link.

Læs om IBOS’ arbejde for jobsøgende på dette link.

Teksten har tidligere været bragt på www.handivid.dk

 

 

Logo af Københavns Kommune