Teknologi skaber inklusion og værdige liv

1. september 2014

Danmark har nordisk rekord i arbejdsløshed for personer med for eksempel døv- eller blindhed. Det til trods for, at der konstant kommer nye informations- og kommunikationsteknologiske (IKT) produkter på markedet. Og til trods for at al erfaring viser, at velfærdsteknologien er løsningen for mange personer med handikap, når de arbejder eller uddanner sig.

En smartphone er for eksempel livlinen hver dag for tusindvis af danskere, som lever med funktionsnedsættelse. Med apps og særlige indstillinger af telefonen bliver den til et afgørende hjælpemiddel, hvis man for eksempel ikke kan høre, hvad en lærer eller arbejdsgiver siger, eller ikke kan se, om man har fat i to ledninger med samme farve.

IKT-Messe & Konference opdaterer vejledere, lærere, sagsbehandlere og eksperter på de nyeste muligheder for at støtte personer med funktionsnedsættelser i at leve et aktivt liv og få eller beholde et job.

I år præsenteres blandt meget andet tekst-til-tale og tale-til-tekst apps for personer med henholdsvis syns- og hørenedsættelse og touchskærme til personer med kognitive udfordringer. Der stilles skarpt på, hvordan socialt udsatte grupper kan få plads i den digitale verden, og hvorfor Sverige trods manglende lovgivning lykkes bedre med tilgængelig IT end Danmark og Norge.

IKT-Messe & Konference arrangeres af IBOS - Instituttet for Blinde og Svagsynede, og finder sted tirsdag den 2. og onsdag den 3. september i Nyborg.

Læs alt om IKT-Messe og Konference 2014 på dette link.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune