Specialister og fagfolk fra hele landet samlet til IKT- Messe & Konference

1. september 2015

Flere hundrede fagfolk, specialister og udstillere fra Danmark og Norden samles lige nu til årets IKT-Messe & Konference.

Udstillerne har gjort klar til at tage imod de mange besøgende, og man kan høre talende iPhones, se store skærme, tablets og iBeacons tegne det teknologiske landskab med mange fascinerende løsninger i udstillingslokalet.

De mange oplæg og workshops til konferencen bliver holdt af blandt andet konsulenter og lærere. Oplægsrækken åbnes i en velkomsttale af Anne Kristine Grosbøll, IBOS’ konstituerede centerchef, der siger ”lad os blive inspireret af hinanden, samarbejde og finde og dele løsninger, der gavner vores borgere.”

En af konferencegæsterne er Yvonne Kaas, der kommer fra et botilbud for udviklingshæmmede i Brøndby Kommune. Hun er kommet til IKT-Messe & Konference netop for at høre om andres erfaringer og viden. Hun er i gang med et udviklingsprojekt med social IT på sin arbejdsplads.

”Alle har ret til et sprog, som jeg mener, vi i høj grad kan give vores borgere via teknologien,” siger Yvonne Kaas, der glæder sig til to dage med masser af inspiration.

IKT-Messe & Konference fortsætter i dag og i morgen, med en lang række oplæg og en udstilling. Konferencen handler om at dele erfaring om ny teknologi til mennesker med funktionsnedsættelser.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune