Sommertræf: Gensyn med vennerne

27. februar 2013

En dag på Bakken, shoppetur på Strøget, fest på Instituttet og hygge med andre unge med nedsat syn gør Sommertræf til så stort et hit, at mange kommer igen år efter år

”Det er virkelig fedt, fordi man møder en masse nye venner, nogle søde piger og får lidt mere frihed, end man er vant til.”

Sådan siger Oliver, der var med på Instituttets Sommertræf for første gang i 2012, og som allerede nu ved, at han kommer igen næste år. Det har mange gjort før ham, for har man først en gang begyndt sin sommerferie på Instituttet, så bliver det ofte en tradition at vende tilbage, lige indtil man fylder 22 år og falder for aldersgrænsen på Sommertræf.

Forklaringen er det unikke sociale fællesskab, som opstår, når unge med nedsat syn fra hele landet tilbringer fem dage sammen tæt på København og med et program, som både har planlagte rammer og frihed under ansvar.

Frirum blandt ligesindede

Det gælder for både Kim, Malthe og Stine, der har været på Sommertræf henholdsvis tre, fire og fem gange.

”Jeg møder sjældent en blind eller andre svagsynede i Aalborg, så det er fedt at få kontakt med andre, som er ligesom en selv,” siger Kim.

Sådan har Malthe det også.

”Jeg hænger normalt ud med seende, så det bedste ved Sommertræf er primært det sociale. At mødes med de samme venner igen år efter år, og så er det hyggeligt med turene, som giver nogle oplevelser oveni,” siger han.

Stine ser også frem til at møde både gamle og nye venner, og så sætter hun stor pris på, at Sommertræf også er et frirum.

”Det er ligesom en pause, hvor man ikke skal forklare sit syn og alligevel kan snakke om det, og så får vi lov til at gøre det, vi har lyst til. Vi hygger, og hjælperne stoler på os og giver os et ansvar,” siger hun.

'De tre er enige om, at det eneste dårlige ved Sommertræf er, ”at det kun varer fem dage!”

Læs mere og tilmeld dig Sommertræf 2013

 

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune