Særlig diplomuddannelse synliggør og anerkender synsområdet

14. august 2017

IBOS har i samarbejde med UC Syddanmark fået sin egen uddannelsesretning under den pædagogiske diplomuddannelse. Og netop i dag starter 13 studerende på modul 1, synsnedsættelse eller blindhed - udredning.

Ny pædagogisk dimplomuddannelse: En stor ting for IBOS og synsområdet

Det er stort. Undervisningsministeriet har godkendt, at IBOS i samarbejde med UC Syddanmark, får sin egen uddannelsesretning under den pædagogiske diplomuddannelse. IBOS har også fået godkendt endnu et retningsspecifikt modul omkring erhvervet hjerneskade og synsnedsættelse, unge og voksne. Så nu findes en pædagogisk diplomuddannelse i synspædagogik og syns(re)habilitering med fem retningsspecifikke moduler. Studerende på uddannelsen kan efter endt uddannelse arbejde med pædagogik eller rehabilitering indenfor synsområdet: vejlede, rådgive og undervise børn, unge og voksne borgere med synsnedsættelse eller blindhed.

”At de studerende nu kan skrive sit afgangsprojekt på vores pædagogiske diplomuddannelse, gør det muligt at få mere dansk viden og flere danske undersøgelser af hele synsområdet. Vi mangler nemlig undersøgelser af de danske forhold på dette felt,” siger Lea Johanne Sarfelt, der er udviklingsmedarbejder på IBOS, og ansvarlig for modul 1 og 2 på den nye uddannelse. ”For IBOS og for hele synsområdet i Danmark er dette rigtig stort, da den særlige diplomuddannelse synliggør og anerkender at dette er et specialområde,” fortsætter Lea.

Lektor Bodil Gaarsmand og synskonsulent Leni Friis fra UC Syddanmark har, sammen med IBOS, været med i hele udviklingsprocessen af uddannelsen. De har især været inde over læringsmål, viden, kompetencer og færdigheder.

Man kan søge merit fra den gamle specialpædagogiske uddannelse, hvis man gerne vil tage den nye pædagogiske diplomuddannelse på IBOS.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om den nye Pædagogiske Diplomuddannelse på IBOS' hjemmeside. Klik på linket: IBOS' uddannelsesretning i den pædagogiske diplomuddannelse 

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune