Projekt ’Nyt syn på fremtiden’: Unge fik skub i den rigtige retning

23. januar 2018

Unge med synshandicap, der er i stand til at anvende hjælpemidler, færdes på egen hånd og som mestrer deres studieteknik, har langt bedre muligheder for at få job og uddannelse. Det viser konklusionerne fra det afsluttede projekt. Nu forankres projektet i et nyt tilbud på IBOS.

Projekt ’Nyt syn på fremtiden’, som tilbød unge med synshandicap et uddannelses- og bekæftigelsesforløb, er ved vejs ende. Projektets resultater bidrager med viden om, hvordan unge med synsnedsættelse kan forberedes til at få succes med en uddannelse.

  23-årige Alexander er blind og tidligere deltager i projekt ’Nyt syn på fremtiden’. Han havde svært ved at finde sin rette hylde i forhold til uddannelse og arbejde. Projektet hjalp ham med at vælge uddannelsesretning:

- Jeg synes, det var et spændende forløb. Jeg fik kigget på forskellige ting, som jeg havde interesse for at arbejde med. Det har hjulpet. Nu er jeg i gang med en massøruddannelse og det er jeg glad for.

Det dobbelte skub

Projektets forløb gav de unge et skub i den rigtige retning med metoden ’Det dobbelte skub’. Her arbejdes der blandt andet med, at de unge skal udvikle en højere ’self-efficacy’ - tiltro til egne præstationer - og blive mere handlekraftige. Betydningen af en højere ’self-efficacy’ har vist sig at være en væsentlig faktor i flere undersøgelser, for eksempel ’Startpakkeundersøgelsen 2017’.

  - Gennem projekt ’Nyt syn på fremtiden’ har vi blandt andet fået mere viden om, hvilke faktorer, der har betydning i forhold til, at unge med synsnedsættelse lykkes i deres uddannelse. For eksempel viste undersøgelsen, at de unge, der er i stand til at anvende hjælpemidler, klare de daglige gøremål, færdes på egen hånd og som mestrer deres studieteknik, har langt bedre muligheder for at klare sig i uddannelsessystemet og for at komme i beskæftigelse, fortæller IBOS’ studievejleder Anne Bjørkmann.

- Når vi ved, hvad der har betydning for, at de unge kan få succes med en uddannelse, så ved vi dermed også, hvad der skal sættes fokus på i tiden op til uddannelsen, så den unge får en god uddannelsesstart. En viden, som vi kan bruge, når vi nu skal forankre projektet i uddannelses- og beskæftigelsesforløb for unge med synshandicap på IBOS. Unge, som forventes på sigt at kunne starte i det ordinære uddannelsessystem, men som har brug for støtte for at blive klar til at træffe uddannelsesvalg og starte uddannelse, tilføjer Anne Bjørkmann

Om projektet

  • Projektet forløb fra marts 2015 og blev afsluttet i september 2017.
  • Projektet blev gennemført i samarbejde med Dansk Blindesamfund. 18 unge mellem 20 og 32 år tog forløbet.
  • Den gennemsnitlige tilknytning til projektet var 37 uger. De unge fik længerevarende individuelt tilrettelagte forløb med både uddannelses- og beskæftigelsesindsats.
  • Projektet kombinerede synsfaglig ekspertise med netværksskabende og motiverende aktiviteter. Deltagerne fik en synsfaglig mentor, motiverende og afklarende samtaler, uddannelsesvejledning og tilbud om andre aktiviteter, fx snusepraktikker og arbejdspladsbesøg.
  • Projektet er støttet af STAR-handicappuljen. Rapporten kan fås ved henvendelse til studievejleder Anne Bjørkmann på e-mail: AB7L(at)sof.kk.dk

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune