Ny app-liste giver overblik

Tjek farven på dine sokker, køb en busbillet i Nordjylland, spil sænke-slagskibe eller find din præcise position ved 112-opkald. De små hjælpeprogrammer til smartphones og tablets kan efterhånden gøre en lang række hverdagsopgaver markant lettere - især for blinde og svagsynede.

Instituttet har derfor taget initiativ til at redigere en liste med apps, der er nyttige for synshandicappede og kan inspirere fagprofessionelle og mennesker med nedsat syn til at opsøge mobile hjælpemidler. Alle apps er testet for  tilgængelighed på iPhone og iPad, men de er ikke blåstemplede af IBOS.

”Mange har efterspurgt noget at holde sig til, så man kan huske hvilke apps der findes, eller hvordan de staves, og så har vi testet, om de virker med VoiceOver. Når det ikke er tilfældet, fremgår det af listen, som skal betragtes som en service, for det er ikke sådan, at vi enten anbefaler bestemte apps eller garanterer deres funktion. Vi håber derimod, at brugerne giver os respons, så vi løbende kan opdatere listen” siger Birgit Christensen, IKT-konsulent og leder af Instituttets Hjælpe­middeludstilling, der har lavet app-listen sammen med en kollega.

Nemt og billigt hjælpemiddel

Der er lige nu mere end 100 apps på listen, som primært er valgt ud fra at kunne dække hverdagsbehov. De er inddelt i forskellige kategorier så som nyheder, rejseinformation, indkøb, forstørrelse, lommeregner eller tekstscanning. Det betyder, at smartphonen kan bruges som hjælpemiddel.

”Du kan lave din telefon om til en lup eller bruge den til at tjekke, om du har slukket lyset, når du går hjemmefra. Det er smart, fordi du næsten altid har mobilen med dig og slipper for at fylde tasken med hjælpemidler, og så er det samtidig billigt. En lup kan koste flere tusind kroner, så selvom kvaliteten af en app ikke er helt den samme, er det værd at prøve,” siger IKT-konsulent Kenneth Hartmann, der også står bag app-listen.

De fleste apps på Instituttets liste er enten gratis eller koster under 50 kroner. Kun nogle få er markant dyrere.

bidrag til Løbende opdatering

App-listen kan hentes på Instituttets hjemmeside, og på årets IKT-messe 3. - og 4. september kan man høre mere om listen og opleve udvalgte apps i funktion.

Birgit Christensen og Kenneth Hartmann håber, at jo flere der får fingre i listen og bruger de omtalte apps, jo bedre bliver oversigten fremover.

”Listen lever først rigtig, når den bliver brugt og folk skriver til os, hvis vi for eksempel har glemt vigtige apps eller nogle alligevel ikke virker. Så vil vi rette til og holde den ajour,” siger Kenneth Hartmann.

App-listen forventes opdateret næste gang i september 2013, og Birgit Christensen håber, at funktionaliteten samtidig stiger.

”Vi satser på, at man på et senere tidspunkt vil kunne linke direkte fra listen til køb af den konkrete app, så det bliver rigtig nemt. Og så arbejder vi også på en mere ensartet omtale, så alle apps er beskrevet på samme måde,” siger hun.

Du finder app-listen her.

 

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune