Mennesker med handicap rustes ikke til arbejdsmarkedet

2. juli 2012

MENNESKER MED HANDICAP RUSTES IKKE TIL ARBEJDSMARKEDET

Regeringen vil have mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet. Men kommunernes kassetænkning forhindrer, at de får den uddannelse, der kunne gøre dem til en eftertragtet ressource

Af Klaus Høm, Institutchef IBOS

Alle skal have en chance for at yde det, de magter, lød det i Helle Thorning-Schmidts åbningstale i Folketinget lige efter valget.
Første konkrete tiltag i den retning er udspillet til den bebudede førtidspensions- og fleksjobreform, som bygger på intentioner om inklusion frem for passiv forsørgelse.
Udspillet mangler imidlertid at forholde sig til en helt afgørende udfordring: Hvordan skal vi sikre uddannelsesniveauet for mennesker med funktionsnedsættelser?

Når jeg kigger på mit eget område, synsområdet, er statistikkerne nedslående. Tidligere uddannede blinde og svagsynede sig i samme omfang som seende, men i dag er det tal halveret.
Det sætter naturligvis sit præg på beskæftigelsen. Mens det for 50 år siden var normen, at blinde og svagsynede var i arbejde, er antallet i dag meget lavt. En tilbagegang, der er forstemmende dokumenteret i to rapporter fra SFI fra efteråret 2010.

Det er absurd at tænke på, at denne negative udvikling har fundet sted samtidig med revolutionen inden for it og udviklingen af en lang række specielle hjælpemidler, som burde gøre det nemmere for mennesker med synshandicap at bestride diverse funktioner. Og det er en falliterklæring, at dette fald i antallet af uddannede og beskæftigede er sket samtidig med, at samfundet hvert år har brugt og bruger et astronomisk milliardbeløb på at få restgrupperne med ud på arbejdsmarkedet.

AFSLAG PÅ UDDANNELSE

Hver eneste dag bliver vi på Instituttet for Blinde og Svagsynede konfronteret med hulheden i de officielle udmeldinger om inklusion. For yngre mennesker med handicap, som kæmper for, at de gode intentioner om selvforsørgelse kan blive til virkelighed, får afslag på afslag på ansøgninger om uddannelse.
En del af Instituttets arbejde med rehabiliteringen af blinde og svagsynede går ud på at give især yngre med synshandicap muligheder for at tage specielt tilrettelagte uddannelser. Men det er op ad bakke.
Jeg har set alle variationer af kommunale begrundelser for at give unge afslag på uddannelse tilrettelagt efter deres forudsætninger.
Talentfulde unge med gode anbefalinger, der får afslag på at få deres drømmeuddannelse med famlende begrundelser, som alt i alt må fortolkes som en omformulering af realiteten: Kassen er tom. Ofte må man tage sig til hovedet, for alternativet er for det meste en indstilling til førtidspension.

Hvis samfundet ikke ønsker at parkere yngre mennesker på passiv forsørgelse, kræver det noget. Det kræver, at man tør satse. At der er en politisk vilje til at betale for de på kort sigt dyre uddannelser og den specialiserede indsats i håbet om, at samfundet på længere sigt vil kunne høste frugterne i form af øget selvforsørgelse.

UNGE TABES EFTER FOLKESKOLEN

Denne vilje til at satse er relevant allerede ved overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. I dag ved de fleste, at man ikke kommer langt, hvis man ikke har anden uddannelse end folkeskolens afgangsprøve. Men mange unge med handicap tabes ved overgangen til en ungdomsuddannelse.
Her er det vigtigt, at de bevilgende myndigheder – kommunerne – har en forståelse for hele problematikken vedrørende unge med funktionsnedsættelser.
Alle undersøgelser viser, at social isolation er en medvirkende årsag til, at unge dropper helt ud af uddannelsessystemet i teenageårene. Det er veldokumenteret – i forhold til unge med synshandicap også af SFI, som konkluderer, at blinde og svagsynede børn og unge ikke får tilbud om de kompetencer, som er forudsætningerne for et integreret ungdomsliv.

Det er desværre ingen nyhed for os, der arbejder med området til daglig.
Men ofte er det vanskeligt at beskrive vigtigheden af, at unge med synsnedsættelse deltager i praktik, studierejser og fritidsaktiviteter eller møder hinanden til sociale arrangementer og på sommerlejre.
Den slags vil kommunerne ikke betale for, fordi der mangler forståelse for, at disse aktiviteter er med til at gøre den unge i stand til at gennemføre en uddannelse.

Specialiserede indsatser for mennesker med funktionsnedsættelser er dyre. Alternativet er imidlertid næsten altid dyrere. Alligevel er det overordnede billede, at kommunerne stort set har droppet muligheden.
Ude i forvaltningerne tænkes der kortsigtet på refusion og overholdelse af ’her og nu’-budgetter. Og hvem kan bebrejde dem det?
En tilflytterfamilie med et handicappet barn fylder godt i budgetterne i en mindre kommune. Døgnpleje, hjælpemidler og særligt tilrettelagte indsatser.

En vigtig udfordring for regeringen er derfor at løse det indbyggede dilemma, der ligger i, at det, som er rentabelt for en lille kommune på kort sigt, måske ikke er det samfundsøkonomisk bedste valg på lang sigt.

CHIKANE AF SÅRBARE GRUPPER

Noget helt andet er så, at vi har brug for et mere rummeligt arbejdsmarked, hvis vi skal have mennesker med funktionsnedsættelser i job.
Men mit bedste bud er, at det ville hjælpe gevaldigt på virksomhedernes lyst til at ansætte eksempelvis mennesker med synshandicap, hvis vi løftede uddannelsesniveauet.

Når reformudspillet slet ikke berører uddannelsesspørgsmålet, kan jeg derfor godt blive lidt bekymret for, at reformen ender som chikane af sårbare grupper.

For hvis samfundet ikke vil satse på borgere med funktionsnedsættelser, hvorfor skulle virksomhederne så?

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune