Jeg er ikke uduelig

10. februar 2015

At bo i sin egen lejlighed er en af de udfordringer, 23årige Nikoline nu tager fat på. Og hun ved, at hun kan – selv om det er lidt skræmmende.

Det vidste hun ikke, før hun begyndte på ungekurset på IBOS - Instituttet for Blinde og Svagsynede og samtidig flyttede ind i et værelse i boafdelingen.

IBOS’ tilbud til unge har som formål at styrke alle sider af et ungt menneskes liv og kompetencer, hvad enten den enkelte for eksempel tager en STU, altså en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, eller går i et udredningsforløb med henblik på uddannelse eller arbejde.

Skemaerne indeholder både formelle skolefag, støtte til udvikling af sociale kompetencer og undervisning i synskompenserende teknikker og teknologier, lige fra at færdes sikkert og trygt med den hvide stok til at bruge en smartphone effektivt.

Ungekurset blev et vendepunkt

Nikoline kom til IBOS efter at have taget 10. klassesprøve i dansk, fysik og engelsk på en folkeskole, hvor hun havde 15 ugentlige støttetimer.

Det blev et vendepunkt.

For nok havde den store teenager fået udmærkede karakterer trods synsnedsættelse, indlæringsvanskeligheder og motoriske udfordringer, men hun nærmede sig aldrig et køkken og ville under ingen omstændigheder flytte hjemmefra. Hun var med egne ord indadvendt og kæmpede med troen på sig selv. Hun havde stort set ingen venner og isolerede sig på sit værelse.

Da hun begyndte på ungekurset, oplevede hun, hvad andre unge på IBOS’ kurser har berettet om:

”Det var som at komme hjem. Jeg fik et fællesskab med andre, der var ligesom mig selv. Folkeskolen var en fest, jeg ikke var inviteret til,” siger Nikoline.

Har lært at prøve det svære

På IBOS bliver undervisning og skema skræddersyet til hver enkelt elev eller kursist, sådan at formel læring kombineres med støtte og udfordringer i trygge rammer. For Nikoline handlede det blandt andet om at øve sig i at begå sig i sociale sammenhænge, skabe venskaber og genopbygge sin selvtillid.

”Jeg har haft en tendens til at blokere for det, jeg syntes var svært. Nu har jeg lært at prøve, og det hjælper mig videre,” siger hun.

Efter to år på ungekurset og tre år på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU’en, arbejder Nikoline i dag på at komme i vuggestuepraktik for derefter at begynde på en erhvervsgrunduddannelse, som hun håber, kan føre til et job som pædagogmedhjælper.

”Det vigtigste, jeg har lært, er, at jeg kan noget, og at jeg ikke er uduelig.”

Læs om IBOS’ tilbud til unge på dette link.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune