IBOS på debatsiderne i JyllandsPosten

Politikernes blinde vinkel på inklusionen


AF Peter Rodney, inklusionskonsulent, Instituttet for Blinde og Svagsynede

Hvad ville du sige, hvis dit barn fik danskundervisning af en lærer, der ikke kunne læse eller skrive?

Det ville nok blive lavet om hurtigt. Men situationen er helt sammenlignelig med blinde og svagsynede børn og unge, der i stort set alle skoler bliver undervist af lærere, der ikke har en særlig uddannelse.

Vi forventer naturligvis, at vores lærere er kompetente til det, de underviser vores børn i. Men det er ikke tilfældet for landets cirka 500 blinde og svagsynede elever.

En lærer kan anmode om besøg af en synskonsulent, hvis han eller hun har et synshandicappet barn i klassen. Konsulenterne kommer ud og rådgiver lærerne om pædagogiske forhold, men de har ingen undervisningstimer i selve klassen.

Denne problematik handler om inklusionens betingelser i Danmark. Hvis læreren ikke er specialuddannet til at møde barnets læringsforudsætninger, siger det sig selv, at udbyttet af skolegangen kun bliver begrænset.

Dette dokumenteres tydeligt af den lave uddannelsesfrekvens og den følgelig høje arbejdsløshedsprocent for mennesker med synsnedsættelse, hvor op imod 80 pct. af de synshandicappede i den erhvervsaktive alder er afhængige af offentlig forsørgelse.

Det mest mærkelige er, at kommunerne, der har ansvaret for specialundervisning og inklusion, faktisk bruger mange penge på området. De bruger dem bare forkert. Mange synshandicappede får hjælp af såkaldte støttepersoner, men det er kun de færreste af disse, der har den nødvendige kompetence.

Store forskelle i kvaliteten

Forklaringen skal bl.a. findes i det forhold, at denne specialkompetence ikke er et lovkrav, men det er landets kommuner, der administrerer undervisningen i folkeskolen. Så hvis man spørger i Undervisningsministeriet, får man altid at vide, at en given undervisningsminister har tillid til, at kommunerne udfører deres arbejde betryggende.

Hvordan viser det sig konkret? Jeg har i marts været på besøg på to skoler, som viser forskellene i de betingelser, der eksisterer for inklusionen af synshandicappede elever.

Den første var en skole i Boston, Massachusetts. Her så jeg en svagsynet pige i 3. klasse. Tre dage om ugen blev hun undervist af en speciallærer fra statens nationale ressourcecenter. Denne lærer havde en toårig uddannelse i synspædagogik fra universitetet i Boston og havde 15 års erfaring med undervisning af svagsynede. Undervisningen foregik i klasseværelset i tæt samarbejde med klasselæreren, der havde en mastergrad i specialpædagogik.

Den anden skole var i Vordingborg, hvor en blind pige i 4. klasse blev undervist af en folkeskolelærer og en uuddannet praktisk hjælp i 35 timer. Ingen af dem havde nogen som helst specialuddannelse på området. Skolelederen forklarede: »Den slags har vi slet ikke råd til«. Det er klart, at disse to forhold giver vidt forskellige betingelser for inklusion. På mit spørgsmål i Boston om »hvorfor gør I så meget for denne svagsynede pige?«, fik jeg svaret:

»Fordi det står i loven, at vi skal«.

I Danmark satser vi på de gode viljer, men ingen myndighed sikrer, at det faktisk sker på en kvalificeret måde. Så kære undervisningsminister Christine Antorini: Hvis kompetence var et lovkrav, kunne vi synsfaglige personer sørge for, at kommunerne levede op til deres ansvar.

 

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune