IBOS lancerer IKT-blog

21. maj 2014

Hvordan bladrer jeg i mine bøger på CD? Hvad byder den nyeste teknologi på inden for hjælpemidler? Kan jeg bruge Forbrugerrådet Tænks apps, selvom jeg har et synshandikap?

Disse og mange andre spørgsmål giver IBOS' nye IKT-blog svar på, når eksperterne Daniel Gartmann og Birgit Christensen fra i dag skriver indlæg om alt, hvad der rører sig indenfor informations- og kommunikationsteknologi (IKT).

IKT-bloggen er skabt for at bringe hjælpsomme nyheder, vejledninger og rådgivning om IKT endnu tættere på mennesker med nedsat syn eller blindhed. Samtidig kan familiemedlemmer, lærere, vejledere og andre professionelle på synsområdet selvfølgelig også blive klogere og opdaterede på alt det nye.

”Der sker så meget nyt på IKT-området og ikke mindst indenfor app-teknologi, og det er en fornøjelse at få lov at skrive om det, så endnu flere mennesker kan få fat i de gode sager end de, jeg er i direkte kontakt med,” siger Birgit Christensen.

Også Daniel Gartmann er glad for at kunne dele sin viden.

”Jeg arbejder med IKT-løsninger til hverdag, men hovedsageligt overfor en enkelt person eller på en arbejdsplads eller et studiested. Med IKT-bloggen kommer mine eksperimenter og undersøgelser flere mennesker til gode,” siger han.

Bloggen er IBOS’ seneste nye initiativ på IKT-området.
 
”Vi ser, at IKT kan gøre hele forskellen for, om et menneske med nedsat syn kan fortsætte et godt og aktivt både privat og på arbejdsmarkedet. Derfor er det meget vigtigt for os, at vores eksperters helt unikke viden kommer så mange mennesker som muligt til gode,” siger Klaus Høm, institutchef på IBOS.

IKT-bloggen inviterer alle til at tage del i debat og deling af erfaringer, spørgsmål og gode ideer i kommentarfeltet under hvert enkelt indlæg.


Besøg IKT-bloggen på dette link.

Læs om IBOS’ øvrige arbejde med IKT på dette link.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune