IBOS introducerer den seende stok

9. december 2014

Den var vidt berømt og meget efterspurgt længe før, den var færdig – I-Cane Mobilo – der har fået tilnavnet ’den seende stok’.

I-Cane er en hvid stok med indbygget højteknologi, som i samarbejde med en smartphone giver brugeren informationer om omgivelserne, som han eller hun ikke kan se på grund af et synshandikap.

Nu introducerer IBOS stokken for instruktører i orientering og mobility, O&M – som er det at kunne færdes frit med nedsat syn eller helt uden syn.

Giver taktile informationer

I-Cane Mobilo har to grundlæggende funktioner: Man kan optage en rute, mens man går, og senere få oplysninger af stokken om for eksempel hvor man skal dreje. Og man kan bruge stokken til at få besked om forskellige forhindringer på den vej, hvor man går.

Begge dele foregår ved at man lægger en finger på stokkens taktile knap, som med pile giver besked, for eksempel når man skal dreje eller når en sti eller et fortov går nedad.

Med brugen af taktil information har høresansen så at sige fri – og kan bruges til anden orientering i omgivelserne.

Prøver stokken af

Kurset klæder O&M-instruktører på til at undervise mennesker med synsnedsættelse i at bruge I-Cane Mobilo.

Det sker ved, at instruktørerne prøver stokken og dens funktioner, mens de har simule-ringsbriller på, ligesom de får viden og information om, hvordan de kan undervise andre i funktionerne.

Kurset er på engelsk, gratis og holdes i samarbejde med den hollandske producent og Lions Club Danmark.

Læs mere om I-Cane Mobilo på engelsk på dette link til producentens hjemmeside.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune