IBOS' chef bliver ny direktør i Scleroseforeningen

10. juli 2015

Efter otte år som chef for IBOS - Instituttet for Blinde og Svagsynede stopper Klaus Høm for at blive direktør i Scleroseforeningen den 1. september.

 

Formand for IBOS’ bestyrelse Thorkild Olesen beklager Klaus Høms afgang:

 

”Jeg har sat meget stor pris på mit samarbejde med Klaus Høm både fagligt og personligt gennem efterhånden mange år. I en tid hvor forholdene for den mest specialiserede synsrehabilitering i Danmark har været præget af meget store omvæltninger og svære vilkår, har det krævet en stor indsats, vedholdenhed og engagement at sikre, at IBOS fortsat er landets dygtigste og mest specialiserede rehabiliterings- og kompetencecenter for mennesker med nedsat syn,” siger han.

 

”Klaus er blevet tilbudt at blive direktør i Scleroseforeningen, og den udfordring har han valgt at sige ja til. Jeg har naturligvis ønsket Klaus et stort tillykke med den nye stilling og ønsket alt godt fremover, selvom jeg kommer til at savne vores samarbejde,” siger Thorkild Olesen.

 

Klaus Høm har en fortid som vice-asylchef i Dansk Røde Kors og som kontorchef i Københavns Kommune og kom til IBOS i 2007. Med sin fratræden stopper Klaus Høm også som repræsentant for de nordiske og baltiske lande i den internationale organisation på synsrehabiliteringsområdet, ICEVI.

 

Afdelingschef Anne Kristine Grosbøll konstitueres som chef for IBOS til udgangen af 2015.

 

Der afholdes afskedsreception den 24. august kl. 14.30 - 16.30 på IBOS.

 

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune