IBOS-aftryk på nye museer

6. marts 2013

Synet af 3000 glubske piratfisk og stribevis af mytiske figurer på et unikt sølvkar fra jernalderen kan i sig selv være fascinerende, men måske bliver oplevelsen endnu større, hvis man også lytter til historier om attraktionerne eller ligefrem rører ved dem.

Det har to nye danske museer overvejet, og efter rådgivning fra Instituttet for Blinde og Svagsynede vil de fremover formidle med andre sanser end øjnene. Gæster på Danmarks Akvariums afløser kan nu lytte til historier om hammerhajer og færøske søpapegøjer, og publikum på det nybyggede Moesgård Museum i Århus vil fra næste år kunne gå ind i en forstørret gengivelse af Gundestrupkedlen og mærke på dele af dens relief.

"Vi har en viden om formidling til mennesker med nedsat syn, som også kan give en anderledes oplevelse til seende, og som museerne måske ikke selv tænker over," siger Instituttets Birgit Christensen, der var konsulent på opgaverne sammen med sin kollega, reliefmager Jette Friis.

LYD OG IKONER I AKVARIUM

Følbare skilte, lydafspillere og en tydelig tekst ved hvert akvarium er resultatet af Instituttets rådgivning af tegnestuen Kvorning design & kommunikation, der står bag udstillingsinteriøret på akvariet Den Blå Planet. Det åbnede i marts 2013 og ligner udefra en enorm hvirvelstrøm eller et stort sneglehus, men hvis man ser dårligt eller er blind, farer man let vild inde i de snoede gange, der leder publikum til både en regnskov og bassiner med ferskvand og saltvand.

"Vores arbejde er klart blevet opkvalificeret af rådgivningen. Vi har nu valgt at placere taktile reliefkort ved indgangen og rundt om i udstillingen, så man bedre kan orientere sig. Derudover er der store dyreikoner på iøjnefaldende steder, som viser frem til centrale oplevelser som Oceantanken og fuglefjeldet,” siger udstillingsdesigner Mads Havemann.

Gæster med nedsat syn kan også låne en Daisy-afspiller eller et SD-kort, som fortæller om de enkelte akvarier, og ved hver oplevelse kan man på kontrastrige skilte med stor skrift læse, hvad man kigger på.

"Det er ikke kun til gavn for synshandicappede. Det er også en fordel, hvis man har svært ved at læse," siger Mads Havemann.

AHA MED BIND FOR ØJNENE

Til efteråret 2014 åbner Moesgård Museum i Århus i helt nye bygninger, hvor stedets legendariske Gundestrupkedel af sølv fra keltisk jernalder skal spille en særlig rolle.

"Vi vil gerne lave en taktil udstilling, så man oplever kedlen via lyd og med hænderne og bliver inspireret til at fordybe sig i, hvad den fortæller. Men vi er ikke vant til at formidle på den måde," siger museumsinspektør og arkæolog Camilla Bjarnø.

Hun fik Birgit Christensen og Jette Friis fra Instituttet til at deltage i en workshop, hvor medarbejderne på Moesgård Museum blandt andet fik bind for øjnene.

"Vi opdagede, hvor let man mister orienteringen, hvis man ikke bliver guidet, og at det er nemmere at overskue mindre motiver frem for store, når du ’ser’ med fingrene," siger Camilla Bjarnø, og den erfaring fik Moesgård Museum til at ændre kurs.

"Vi har besluttet at vælge motiver ud og isolere dem enkeltvis som figurer på væggen af et rundt rum, der skal illudere, at man går rundt indeni kedlen. Publikum får en hjelm på, som fjerner synssansen og samtidig har indbyggede højttalere, der kommer i brug, når gæsterne rører ved motiverne og sætter en auditiv fortælling i gang," siger Camilla Bjarnø.

Den kommende udstilling på Moesgård Museum er støttet af MMEx, Center for Digital Museumsformidling.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune