Henrik Blok stemte anonymt og selvstændigt for første gang i 7 år

21. november 2017

Det er valgdag i Danmark. Stemningen er fantastisk og kan mærkes i hele byen. Der er flag og glade mennesker langs vejene, der holder plakater med teksten ’husk at stemme’. Henrik Blok er på vej ind på Københavns Rådhus for at sætte sit kryds. For på rådhuset er der særlig hjælp til mennesker med nedsat syn

 

En ny lov er trådt i kraft

En cykeltur langs Nørrebrogade, byder på engagerede og morgenfriske kandidater fra socialdemokratiet, alternativet, radikale venstre, og flere cyklister tager i farten imod en folder fra enhedslistens Pernille Skipper. Kommunalvalget er i fuld gang, og alle steder i det danske land, kommer vælgere hen og stemmer på deres lokale stemmested. En demokratisk ret, som de fleste kan gøre brug af, men ikke alle. Henrik Blok, der bor i Vanløse, er en af dem der tidligere ikke kunne stemme anonymt og selvstændigt, fordi han har et stærkt nedsat syn, der gør at han har brug for hjælpemidler. Men i dag er det anderledes. Kommunalvalget er det første valg som afholdes efter at en lov om brug af hjælpemidler er trådt i kraft. Loven siger, at to hjælpemidler, en lup og en filtpen, skal stilles til rådighed i hver stemmeboks i hele landet.

Valgforsøg med forstørrelsesapparatet CCTV og LED-lys

I bekendtgørelsen fra Økonomi- og indenrigsministeriet står også, at der i dag er et forsøg på mindst et afstemningssted i 5 kommuner, hvor man kan benytte CCTV, og en LED-Lampe, der skifter lysfarve. De 5 kommuner er København, Lejre, Lemvig, Odense og Århus. Københavns Rådhus er det udvalgte sted i København, og op til valget har man haft mulighed for at skifte valgsted, for at kunne benytte hjælpemidler, det har Henrik gjort og vi møder ham på Rådhuset.

”Jeg har skiftet valgsted, fordi jeg havde mulighed for at stemme med de ekstra hjælpemidler, der er sat op herinde. Mulighed for at stemme selv, uden at skulle sige det højt og skulle have hjælp til at sætte krydset. Det er den frihed, der har gjort, at jeg har flyttet valgsted.”

Henrik Blok går op til valgbordet, og bliver henvist til den særlige stemmeboks. Han går for første gang, siden han mistede sit syn i en ulykke, alene ind og sætter sit kryds. Helt selvstændigt og anonymt. Det er en glad og rørt Henrik, IBOS møder efter valghandlingen.

”Det var en helt ny fornemmelse, at jeg for første gang i 7 år selv kan komme ind og sætte mit kryds. Det er fedt. Så man kan sige ’yes’. Hvis CCTV-anlægget ikke havde været der, så havde jeg ikke kunnet sætte mit kryds alene. Så skulle jeg have nogen med ind i stemmeboksen og læse op. Og have hjælp til at sætte krydset det rigtige sted. Så det var en fed fornemmelse at få lov til at gøre det helt uden, at der er nogen, der kigger en over skulderen.”

IBOS’ indsats bærer nu frugt

Bag denne lovændring og forsøget ligger der mange års træk og utallige timers arbejde fra to ildsjæle på IBOS. Det seje træk startede tilbage til folkeafstemmningen om retsforbeholdet i 2015, hvor der dengang var et valgforsøg, der afprøvede overlægspladen med punkt. Og derfra har IBOS i samarbejde med Økonomi- og Inderigsministeriet kæmpet.

I dag står vi her med en lovændring, der nu tages i brug. Mon vi til næste valg står med endnu en lovændring? Det håber IBOS og Henrik Blok.

Se en video af Henrik der stemmer til Kommunalvalget på dette link.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune