God sommer og held og lykke!

2. juli 2012

Der var stolte forældre, rørte medarbejdere og glade unge, da IBOS' afholdt translokation og sommerafslutning.

Ungeteamets kor sang en smuk A Capella-version af salmen "Det dufter lysegrønt af græs", og da ungeteamets musikgruppe bagefter gav et ordentligt show med "Never Alone", var der fugtige øjenkroge over alt i salen.

Institutchef Klaus Høm holdt tale for de unge og fortalte om, hvor stolt både han og alle medarbejderne er, over de unge og hvor godt de har klaret sig igennem.

"I dag er Instituttets store festdag. Vi fejrer jer, og at I har gennemført jeres STU. 3 år hvor I har slidt og slæbt. Hvor I har haft både gode oplevelser og krævende lærere. Men vi fejrer også os selv i dag. Fordi I unge har givet os lov til at gøre det arbejde, vi allerhelst vil."
Herefter fik hver af de unge en lille personlig tale om hvad, de vil blive husket for på IBOS, inden de kunne gå på scenen og få overrakt en rød rose sammen med deres kompetencebevis og ønsket om held og lykke i livet efter STU.
Flere skal videre i erhvervspraktik, nogle fortsætter med kompetencegivende kurser på IBOS.
Musikgruppen og Aktivitet- og Samværsgruppen sluttede arrangementet i festsalen af med en gang Thomas Helmig, og så kunne alle komme ud og skåle i jordbærpunch og ønske god sommer.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune