Giv mig nu bare min stok

21. september 2012

 Kommunerne skal stole på, at blinde ikke er nogle grådige bæster, der rager hjælpemidler og sociale ydelser til sig. Formanden for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen advarer mod, at flotte hensigter om nærhed har ført til stigende mistænkeliggørelse af synshandicappede.

af Andreas Kirkeskov, Danske Kommuner

Førerhunden Drage logrer fornøjet rundt på gangen i Dansk Blindesamfunds uprætentiøse lokaler i Københavns Nordvestkvarter. Han hopper i henrykkelse hver gang en person træder ud af elevatoren og hilser entusiastisk på alle besøgende, inden han godmodigt vender tilbage til sin plads ved siden af seletøjet og blindestokken på sin ejers kontor.

– Han er tydeligvis ikke nogen vagthund, konstaterer foreningens formand Thorkild Olesen med et underspillet grin, mens han føler efter sin kaffekop på bordet foran ham.

– Vi var nødt til at importere ham fra Norge fordi det kan være svært at få hunde, der er gode nok til at blive førerhunde i Danmark.

Ifølge Thorkild Olesen oplever Dansk blindesamfunds medlemmer i stigende grad, at for eksempel en simpel øvelse som at ansøge om et nyt hjælpemiddel ofte ender i et veritabelt tovtrækkeri med kommunen. Det ser han som et udtryk for en generel mistillidskultur i det offentlige.

– Der er opstået en forestilling i det kommunale system om, at blinde og andre handicappede er nogle grådige bæster der bare vil kræve ind, hævder han og forklarer:
– Den mistillid af et af resultaterne af kommunalreformen. Dét, at kommunerne har fået det fulde finansieringsansvar, betyder, at vi som handicappede kommer ind i de kommunale budgetter på lige fod med hullerne i vejen eller renoveringen af svømmehallerne.
Den udvikling har ikke alene banet vejen for et fremmedgørende syn på handicappede, men har også skabt den prekære situation, at enkelte borgere risikerer at blive skyld i, at tæppet pludselig forsvinder under budgettet i landets mindre kommuner.
– Hvis en familie bosat i en lille kommune får et svært handicappet barn, der har brug for et dyrt specialtilbud, kan det være et stort slag for kommunens budget. Det er uhensigtsmæssigt for kommunen, men det er også dybt urimeligt overfor barnet, der uforvarende bliver skyld i, at kommunens ældre ikke får nok mad eller børnene ikke får god nok undervisning i skolen, fremhæver Thorkild Olesen.

Af samme årsag efterlyser Thorkild Olesen en stærkere fællesfinansiering af særligt dyre enkeltsager, så enkelte borgere ikke vælter læsset i deres hjemby.
– Man må finde et system til udligning mellem kommunerne, så fællesskabet står sammen, når der er særligt store udgifter i en enkelt kommune. Så løber økonomien ikke løbsk, fordi alle hjælper med at dække regningen.

Dyrt og dårligt

Thorkild Olesen anke er blandt andet, at princippet om nærhed ikke nødvendigvis fører til hverken billigere eller bedre tilbud til handicappede. De store kommuner vil det hele selv, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen.
– Nærhed gør ikke nødvendigvis et tilbud bedre. Særligt ikke når det drejer sig om specialiseret viden. Der er et sted mellem 40-50 helt blinde børn i folkeskolealderen i landet. Det er mindre end et halvt blindt barn i hver kommune. Hvordan i himmelens navn skulle alle 98 kommuner kunne oparbejde specialviden og oprette tilbud til dem? Det ville skabe kolossale udgifter, hvis alle kommuner skal have specialtilbud til så små grupper, siger Thorkild Olesen.
Trods den hårde dom afskriver han ikke, at der er opgaver kommunerne selv kan løse enkeltvis. Men de må udvise rettidig omhu når de vurderer, hvad de magter at løfte.
– Hvis en kommune for eksempel har en stor gruppe ordblinde, så kunne man givetvis sagtens drive et kvalificeret tilbud til dem. Men der er bare ikke ret mange blinde og svagsynede borgere, og synsområdet kræver en grad af specialviden som hver enkelt kommune ikke kan oparbejde på egen hånd. Så det nytter ikke noget, at kommunerne alligevel insisterer på, at de kan bedst selv, siger Thorkild Olesen.

Tillidsreform

På et skrivebord langs endevæggen i mødelokalet står en bærbar PC blandt bunker af nubret A4-papir. Med jævne mellemrum annoncerer den med en højlydt klokkebimlen, at der er landet en ny e-mail i Thorkild Olesens indbakke. Et enkelt tryk på en knap aktiverer en monoton computerstemme der staccato, og i et hæsblæsende tempo, læser beskedens indhold op for formanden, der lytter opmærksomt.
– Sådan et program koster selvfølgelig nogle penge, forklarer Thorkild Olesen og spørger retorisk:
– Men er der nogen grund til, at jeg skal igennem indtil flere sagsbehandlinger for at få adgang til det hjælpemiddel? Hvorfor køber man ikke bare en national licens, gør programmet frit tilgængelig på en hjemmeside og har tillid til, at det kun er de folk, der har brug for programmet, der downloader det?

Den mistænksomhed som blinde og andre handicappede borgere møder fra det offentlige er ifølge Thorkild Olesen ikke kun udtryk for et menneskesyn præget af mistillid. De store krav det stiller til kontrol og eftersyn er også en økonomisk klods om benet for kommunerne. Thorkild Olesen er overbevist om, at der ville være masser af penge at spare i effektivisering, hvis man turde stole på borgerne.

– Hvorfor er det nødvendigt, at jeg laver en lang udførlig beskrivelse af min dagligdag, og at jeg får besøg af en sagsbehandler, for at jeg kan få en blindestok? Jeg ved udmærket godt selv, hvad det er for en stok, jeg har brug for, og jeg er ikke ude på at tiltuske mig to eller tre. Bare spørg mig hvad jeg har brug for, og hav tillid til, at jeg kender mine egne behov, siger Thorkild Olesen tydeligt indigneret og fortsætter:

– Og hvis man så oven i købet var klog nok til at give mig den stok, jeg har bedt om, så jeg ikke skal til at anke min sag. Så kunne man spare en arbejdsgang eller to.

Blå bog

Født i 1970 i Ringkøbing.
Uddannet cand.mag. i historie og religionsvidenskab fra Århus universitet.
Har siden 1989 været aktiv i Dansk Blindesamfund og Danske Handicaporganisationer både på lokalt og landsplan.
Landsformand for Dansk Blindesamfund 2009 og næstformand i Danske Handicaporganisationer 2011.

Citater

– Mette Frederiksen siger, at vi skal have folk på ledighedsydelse ud og arbejde. Men jeg har svært ved at få øje på arbejdspladserne. Vi har medlemmer, der har fået ledighedsydelse i mange år, men kommunerne aner ikke, hvad de skal stille op med dem. Det er mennesker med mellemlange og lange videregående uddannelser. Alligevel kan kommunerne og virksomhederne ikke se, hvilke muligheder der er i dem. Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund

– Man har skabt et bureaukratisk system for at holde øje med, at de handicappede ikke snyder. Jeg tror, at det er de færreste der gider snyde systemet, for at få et ekstra hjælpemiddel. Men for at kalde en spade en spade så skaber mistilliden også arbejde. Der går mange årsværk på at rende og måle og veje de handicappede borgere.

– Hvis jeg som blind søger om en blindestok som socialt hjælpemiddel er der større chance for, at jeg får afslag, end hvis jeg ansøger om den samme stok som erhvervshjælpemiddel. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jobcentret ser det som en investering, der kan få mig i job, så jeg kan betale min skat. Hvorimod socialforvaltningen ser mig som en omkostning for samfundet.

Sagt om:

Parallelsamfund
Jeg oplever, at mange politikere taler, som om handicappede lever i et parallelsamfund, hvor alting flyder med mælk og honning. Når skatteministeren og beskæftigelsesministeren kan gå rundt og sige, at mennesker med handicap også skal være med til at betale for krisen, så lyder det som om de tror, at vi ikke allerede mærker omkostningerne. Mine børn oplever også nedskæringer i deres børnehave. Mit hus falder også i værdi. Mine busbilletter bliver også dyrere. Synshandicappede har akkurat samme oplevelse af samfundets problemer som alle andre.

Det lukkede arbejdsmarked
Kommunerne har ikke fantasi til at finde de rigtige job, og virksomhederne har ikke fantasi til at forestille sig, at blinde kan arbejde. Der er stor usikkerhed omkring hvad det indebærer at have en synshandicappet ansat. En blind bekendt var ude for til en jobsamtale at blive spurgt om han selv kunne gå på toilettet. Det kan vi godt! Vi kan godt selv finde toilettet. Vi kan også godt selv tørre os bagi og finde ud igen. Hvis i bare viser os, hvor toilettet er, skal vi nok selv klare den.

Pisk eller gulerod
Lige nu står politikerne i kø for at give os endnu et los i røven med fleksjobreformen og førtidspensionsreformen. Samfundet står med nogle opgaver, der skal løses, og en gruppe borgere, der gerne skulle ud på arbejdsmarkedet. Men i stedet for at gå efter kommunerne og virksomhederne, som er dem der kunne hjælpe med at løse problemet, så vælger man at slå på de enkelte borgere. Hvorfor straffer man ikke kommunerne, når de ikke kan finde nok job? Hvorfor får virksomhederne ikke pisk, når de ikke ansætter flere mennesker med handicap? Man kunne jo starte med at se på kommunernes og virksomhedernes incitamenter til at ansætte handicappede. Det kunne jo være, at virksomhederne skulle have et fradrag for at hyre handicappede, og at kommunerne skulle have en præmie for at få handicappede borgere i job. Man behøver nødvendigvis ikke altid at bruge pisken.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune