Farvel til en Pionér

5. september 2012

Tidligere forstander for Instituttet for Blinde og Svagsynede Kirsten Jansbøll og tidligere overlæge ved Statens Øjenklinik Thomas Rosenberg har skrevet mindord:

En frontkæmper er gået bort

Hanne Lindau døde den 4. september efter længere tids svær sygdom.
Hanne kom som nyuddannet lærer til Statens Institut for Blinde og Svagsynede i 1963. Her virkede hun i nogle år, hvorefter hun arbejdede nogle år på Refsnæsskolen, barneskolen for blinde. Netop i de år påbegyndtes integration af blinde og stærkt svagsynede børn i folkeskolen, og Hanne blev i slutningen af tresserne landets første synskonsulent, ansat i København Amt, et arbejde hun bibeholdt i mere end 20 år.

I begyndelsen af halvfjerdserne blev Hanne deltidsansat i Inspektionen for Specialundervisning i Undervisningsministeriet og fik som særlig opgave at presse på med at få oprettet synskonsulentstillinger i alle amter, hvilket lykkedes, og på hendes initiativ blev der i 1976 oprettet Synskonsulenternes Samråd, et fagligt forum til støtte for den enkelte synskonsulent, som til dagligt arbejdede alene i amtet.

I 1980 kom udlægningen af særforsorgen til amterne, og ind imellem kunne bølgerne gå højt mellem de to landsdækkende institutioner for synshandicappede på den ene side og de amtsansatte synskonsulenter på den anden.  Her var Hanne en meget konstruktiv samarbejdspartner, som alene havde det synshandicappede barns tarv for øje.

I løbet af sin synskonsulenttid uddannede Hanne sig til tale-høre-læsepædagog og senest til psykolog, hvor hun specialiserede sig i Mestring (engelsk Coping) og senere hypnose.

I 1992 blev hun inspektør og souschef ved Instituttet for Blinde og Svagsynede og vendte således tilbage til sin første arbejdsplads til stor glæde og gavn for Instituttets arbejde. Hanne sluttede sin karriere i offentlig regi med at blive ledende skolepsykolog i Lyngby-Tårbæk kommune. Efter pensionering oprettede hun en lille praksis som psykolog samtidig med, at hun var tilknyttet et coachingfirma, som arbejdede med ledere i den private sektor.
Vi er mange - synshandicappede og kollegaer - som har meget at takke Hanne for.

Æret været Hannes minde!     
Kirsten Jansbøll, Tidl. Forstander for Instituttet for Blinde og Svagsynede

Hanne Lindau in memoriam

Hanne havde en nær kontakt til Statens Øjenklinik på Instituttet både personligt og fagligt.
På Øjenklinikken var chefoptiker Jette Marker en ildsjæl som Hanne selv, og de to opbyggede tidligt en alliance, der realiserede den Nordiske model, kaldet den ”trebenede model” for synsrehabilitering.
Modellen byggede på ideen om, at en optimal rehabilitering af børn og unge kun kan virkeliggøres gennem et direkte samarbejde mellem tre faggrupper, øjenlæger, optikere og synspædagoger.
Dette samarbejde blev realiseret i de 20 år 1972-1992) hvor Hanne var ansat som synskonsulent  i Københavns amt.

Jeg kom først ind i billedet i 1979, men blev dybt involveret i samarbejdet om de synshandicappede skolebørn.

Hanne opretholdt en nær kontakt til de børn og deres familier som hun havde i vejledning. Hun aflagde besøg i skolerne, hvor hun vurderede de lokalemæssige forhold, elevens placering og behov for supplerende materialer, hjælpemidler og belysning, rådgav lærerne, og hun etablerede kontakten til Øjenklinikken, hvor børnene blev forsynet med optiske hjælpemidler.
Dette hørte generelt til synskonsulenternes opgaver, men Hannes særkende var, at hun fulgte op på brugen af optikken, geninstruerede, og hvis briller og kontaktlinser ikke fungerede efter hensigten meldte hun tilbage til Øjenklinikken.

Hun havde en fast dag om måneden, som udelukkende var afsat til ”hendes” børn og deres pårørende, og hvor både læger og optikere stod til rådighed med undersøgelse og rådgivning.

Børnene blev fulgt fra skolestart til afslutning og der blev tegnet nogle forløb, som skabte de bedste betingelser for, at de unge havde både faglige og tekniske forudsætninger for at komme videre i tilværelsen.

Ved afslutningen af denne epoke stod det os klart, at vi havde realiseret den trebenede model på en måde, som kun under særlige omstændigheder ville kunne genskabes.

Udviklingen gav os desværre ret.

Det er karakteristisk for Hannes stil, at hun i en historisk redegørelse om synskonsulent systemet i Danmark fra februar 2012 skriver ”Der mangler i dag både politisk vilje og handlekraft til at yde det tilstrækkelige”

Thomas Rosenberg
Øjenlæge, tidligere leder af Statens Øjenklinik

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune