De indfødte og imperialisterne

8. januar 2013

 

Det var i efteråret 1963 i stationsbyen Hobro i Himmerland. Dansk Blindesamfund havde inviteret Refsnæsskolen og Statens Institut for Blinde og Svagsynede til konference på organisationens ferie- og kursuscenter. Til stede var knap 20 personer, heraf 10 fra Dansk Blindesamfund og en lille håndfuld fra hver af de to institutioner.

Det var et spændende møde, for hidtil havde der ikke eksisteret noget formelt samarbejde mellem disse tre vigtige aktører inden for synshandicapområdet. Men nu skulle det være. Og Dansk Blindesamfunds legendariske formand og organist H.C. Seierup, lagde hårdt ud i sin velkomsttale:

“Vi er de indfødte. I er imperialisterne. Nu kan vi klare os selv. Vi smider jer ud. Velkommen til et nyt samarbejde.”

Jeg var ikke født i 1963 og derfor ikke personligt til stede ved den historiske samarbejdskonference i Hobro, så historien er – som de bedste historier – en anekdote, overleveret fra tidligere institutleder Kirsten Jansbøl, der deltog som ung lærer. Hun husker tydeligt opstandelsen over den selvbevidste retorik.

Imperialister! Instituttets daværende forstander var skolet af arbejderbevægelsen og ville fandeme ikke finde sig i at blive kaldt imperialist, så han var mest stemt for at tage det første tog hjem til København.
Gemytterne faldt dog til ro, og Seierups budskab og ønske om etableringen af et ligeværdigt samarbejde mellem de indfødte og imperialisterne blev hørt. Startskuddet til indtil videre knap 50 års parløb og – relativt – fredelig sameksistens var dermed fyret af.

Livet på Tutten

Ligesom Dansk Blindesamfund har inviteret mig til at bidrage til dette jubilæumsskrift i min egenskab af institutleder på Instituttet for Blinde og Svagsynede, bad Instituttet også Dansk Blindesamfund om at bidrage, da vi i 1958 selv fejrede 100-års jubilæum og udsendte et jubilæumsskrift.

Her var det samme H.C. Seierup – ham fra Hobro – der som formand stod for gratuleringen, og han skrev blandt andet:
“En efter en kom vi til Kastelsvej 60, hold efter hold rykkede vi ind i den bygning, der både er et hjem, en skole og en læreplads. Vi kom ikke alene for at lære alfabetet og tabellerne, ikke alene for at lære at trække en børste eller spille på et orgel, nej, vi kom også for at lære at leve, kom for at lære at acceptere en tilværelse, der ubønhørligt krævede resignation af os. Når vi tænker tilbage på tutten, er det ikke bare på skoletimer eller arbejdsdage, men på samværet, for ikke at sige samlivet med lærere og kammerater.”

Disse smukke ord om Instituttet viser meget tydeligt, at skønt vores samarbejde med Dansk Blindesamfund først fik formel status fra begyndelsen af 1960’erne, så var der masser af uformelle samarbejder. Det kunne slet ikke være anderledes, for dengang havde så godt som alle aktive i Dansk Blindesamfund tilbragt en del af deres ungdomsår på Statens Blindeinstitut – som jo altså lå på Kastelsvej frem til 1968, hvor vi flyttede til de nuværende rammer i Hellerup.

Sådan er det stadig. Selvom udlægningen af særforsorgen i 1980 gjorde, at det ikke længere var en naturlig del af ethvert uddannelsesforløb at tilbringe nogle år på Blindeinstituttet, stifter rigtig mange både unge med synsnedsættelse og nyblinde bekendtskab med IBOS.

Nogle kommer her på et ugekursus, mens andre tager et helt uddannelsesforløb på Instituttet. Mange deltager i sociale arrangementer eller ungdomstræf, mens de er under uddannelse i det almindelige uddannelsessystem.
Og for en del nyblinde danner Instituttet ramme om de første spæde skridt med den hvide stok og den første udfordrende træning i selvhjulpenhed.

På denne måde vil Dansk Blindesamfund og Instituttet for Blinde og Svagsynede altid have berøring med mange af de samme mennesker, og der vil deraf opstå en del samarbejde, som ikke kan beskrives ud fra paragraffer alene.

På det helt formelle plan har Instituttet i slutningen af 1990’erne fået en bestyrelse, og her er Dansk Blindesamfunds formand selvskreven som bestyrelsesformand.
Det er en konstellation, der indtil videre har forekommet ganske naturlig, da vi i det store hele har samme interesser; at fremme inklusionen af og forbedre tilgængeligheden for mennesker med synshandicap.

Konkurrence og interessekonflikter

I det store og hele. For selvfølgelig er der forskelle på en privat interesseorganisation og en stor offentlig konstruktion som Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Vi må og skal ikke polemisere lige så meget og lige så højlydt som Dansk Blindesamfund.
Vi er underlagt politiske beslutninger om fokusområder med videre, og brugen af vores midler er til evig debat.

Desuden kan der være mere penible interessekonflikter.
Efter udlægningen af særforsorgen begyndte Dansk Blindesamfund selv at lave kurser for forskellige medlemsgrupper, og da man byggede Fuglsangcentret i 1989, fik man yderligere kapacitet.

På den måde blev man reelt en konkurrent til IBOS, der også skulle ud og sælge kurser til amterne – og da Dansk Blindesamfund oprettede deres blindekonsulenttjeneste og stod for visiteringen af de nyblinde til enten Fuglsang eller IBOS, kunne Instituttet af og til føle os som ofre for en interessemodsætning.

Og samtidigt så vi os nok heller ikke fri for at synes, at IBOS´tilbud var båret af en tungere og bedre funderet, faglighed, end kurserne på Fuglsangscentret.

En af de kampe, som afspejlede denne konflikt, var Instituttets forsøg på at komme igennem med krav om, at alle, der skulle arbejde med personer med synsnedsættelse, skulle have en specialuddannelse inden for dette felt.

Det blev en kamp, vi tabte, og op igennem 1990’erne følte vi os af og til lidt forsmåede, for Dansk Blindesamfund koncentrerede kræfterne om samarbejdet med amterne.

Uddannelse betaler sig

Efter strukturreformen er amterne imidlertid ude af billedet.
Problemerne er nogle andre, og her står Dansk Blindesamfund og IBOS side ved side.

I efteråret påviste SFI i en forstemmende rapport, at det går tilbage for inklusionen af personer med synsnedsættelse i Danmark. Rapporten peger især på uddannelses- og erhvervsfrekvensen som områder, hvor færre end tidligere bliver integreret, ligesom den identificerer overgangen mellem folkeskolen og det øvrige uddannelsessystem som et hul, hvor det offentlige risikerer at tabe de unge mennesker.

Selvom rapportens konklusioner er triste, er der noget befriende i at se disse problemer dokumenteret sort på hvidt.

For hos IBOS har vi længe mærket, at der er kamp om kronerne i de kommunale budgetter.
Der spares i stor stil på de – på kort sigt – bekostelige tilbud om specialtilrettelagt ungdomsuddannelse eller særlige kurser, der skal fastholde unge i et uddannelsesforløb.

Ofte er det udfordrende for os at beskrive vigtigheden i, at unge med synsnedsættelse møder hinanden til sociale arrangementer eller deltager i praktik, studierejser og fritidsaktiviteter.

Rapportens dokumentation af, at den sociale isolation er medvirkende årsag til, at unge dropper ud af uddannelsessystemet, kan være et skridt på vejen.
Men vi må alle råbe i kor, hvis vi skal vende den negative udvikling.

Det er en lang, sej kamp at dokumentere, at der på lidt længere sigt er store beløb at spare ved at uddanne unge synshandicappede, så de kan leve et liv som erhvervsaktive i stedet for at være henvist til livslang forsørgelse.
Og der er brug for beslutsomhed og gejst, hvis vi skal opnå opmærksomhed. Ikke mindst, hvis den opmærksomhed skal manifestere sig i politisk vilje og kommunale bevillinger.

Et 111 år gammelt læserbrev

Til slut vil jeg vende tilbage til H.C. Seierups tale i Hobro i 1963.
For hvor det dengang var os, det statslige slæng af specialister fra Instituttet, der rasede over retorikken, ville det sandsynligvis i dag være Dansk Blindesamfund, der ville reagere imod allegorien om “de indfødte” og “imperialisterne”.

Såvel hos personer med synsnedsættelse som i det omgivende samfund er udviklingen gået stærkt i forhold til at se mennesket frem for funktionsnedsættelsen.

Man kan diskutere, om det er politisk korrekthed i en forskruet form, når man insisterer på at tale om “personer med blindhed” i stedet for “blinde”.
Skulle sådanne sproglige nydannelser kunne rykke ved samfundets syn på et synshandicap?

Den diskussion er ingenlunde ny, og hvis man har lyst til at fordybe sig i italesættelsen af blindhed, har René Ruby skrevet en tankevækkende tekst med titlen "Konstruktionen af den blinde ca. 1850-1914" i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 12.

Her kan man blandt andet læse et harmdirrende læserbrev af Blindeinstituttets mangeårige musiklærer Carl Cohn, trykt i Politiken i december 1900. Cohn protesterer over Politikens reportage fra en koncert:

“I Deres iøvrigt elskværdige Anmældelse findes følgende Passus: “Endvidere blev der under Ledelse af den blinde Pianist Hr. Carl Cohn afsunget en af denne komponeret Kantate med Tekst af Ernst v. d. Recke, i hvilken Solopartiet udførtes særdeles nydeligt af en ung, blind Dame”.

Denne “unge, blinde Dame” er den bekendte, stemmebegavede Sangerinde Vilhelmine Christensen. Der er vel i og for sig ingen Skam i at være blind, men at dette Gang paa Gang bliver trukket frem, naar man viser sig for Offentligheden, maa dog vist ved nærmere Eftertanke forekomme enhver smagløst – hvad vilde man for Eksempel sige, hvis der i en Avisartikel fortaltes, at “Kantaten blev ledet af den pukkelryggede Dirigent Hr. A, Solopartiet udført af den platfodede Sangerinde Frk. B ...

Min appel til Publikum og Presse er altsaa, lad os blive fri for Adjektivet “den Blinde”, bedøm og benyt vort Arbejde efter dets Værdi, det vil for manges Vedkommende staa paa Højde med ligebegavede Seendes.”

Det gamle læserbrev viser, at kampen imod generaliseringer allerede rasede for 111 år siden – og er et skoleeksempel, hvis man interesserer sig for akademisk teori om minoritetsgruppers identifikationsprocesser.

Læser man videre i Rubys tekst, vil man imidlertid opleve, at datidens synshandicappede havde et dilemma: Billedet af afhængighed og hjælpeløshed gav pote i form af medlidenhed og en særstatus på handicapområdet – og skæppede i kassen ved de velgørenhedsarrangementer og private donationer, som betalte for en stor del af forsorgen.

De stereotype fremstillinger af funktionsnedsættelsen med metaforer som “at være Synet berøvet og derved henvist til at vandre Livet igjennem i evigt Mørke”, som det hed i en artikel i Berlingske Tidende, kunne derfor på én og samme tid fastholde synshandicappede i en offerrolle – men samtidig betale for den uddannelse eller de hjælpemidler, der kunne frigøre dem fra afhængigheden.

Faglighed og erfaring

Hos Instituttet for Blinde og Svagsynede har vi de seneste år arbejdet med at implementere WHO’s ICF-klassifikationer for funktionsnedsættelse.

Heraf følger også nogle standarder for etisk adfærd, hvor man oplæres i at opfatte funktionsnedsættelser som relationelle: Handicap er ikke en egenskab ved den enkelte, men noget, der beskriver forholdet i bestemte relationer.

Ideen bag disse fine ord er at rykke fokus fra funktionsnedsættelse til barrierer i omgivelserne. Vi spørger hellere til, hvilke forhold på arbejdspladserne, der forhindrer synshandicappede i at blive ansat – i stedet for at spørge, hvilke egenskaber hos personer med synsnedsættelse, der forhindrer disse i at komme i arbejde.

Når vi på IBOS har taget såvel de nye ICF-modeller som de nye sproglige trends til os, er det, fordi vi tror på, at sprog skaber bevidsthed.
Hvis vi mener det, når vi siger, at vi arbejder for inklusion og ligeværd, må det sætte sig sproglige aftryk.

Men det er vigtigt, at diskussionen forbliver åben, for der er kritikere, der ikke opfatter de sproglige nydannelser som udtryk for et nyt menneskesyn, men som luftige modebegreber, der slører mere end de oplyser.

På Dansk Blindesamfunds hjemmeside noterer jeg mig, at man kan klikke sig ind på “livet som blind” og ikke det, indrømmet, noget kunstige “livet med blindhed”.
Og så er det jo i sig selv en anakronisme, at vi hedder henholdsvis Dansk Blindesamfund og Instituttet for Blinde og Svagsynede

Både IBOS og Dansk Blindesamfund har inklusion af blinde i alle aspekter af samfundslivet som mål.

Derfor kan der imidlertid stadig være forskellige holdninger til midlerne. Her er det vigtigt, at vi lytter til hinanden med respekt for både den faglighed, der kommer af at have specialiseret sig inden for synsnedsættelser – og den erfaring, der følger med at leve med denne funktionsnedsættelse.

Vi skal ikke belære, men berige hinanden. For i bund og grund er det det samme vi kæmper for med hver vores udgangspunkt;  at fremme inklusionen af og forbedre tilgængeligheden for mennesker med synshandicap.

Hermed ønskes Dansk Blindesamfund tillykke med 100-års jubilæet med ønsket om et fortsat godt samarbejde i de næste 100 år.

Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune