Bedre inklusion og adgang til arbejdsmarkedet i Europa

4. marts 2014

Inklusion på arbejdsmarkedet er en kerneopgave, som skal prioriteres højt – også på europæisk plan. Det er meldingen fra IBOS’ chef, Klaus Høm, forud for denne uges bestyrelsesmøde i det europæiske råd på synsområdet, ICEVI, hvor han selv er medlem.

”Muligheden for at indgå på ligeværdige vilkår på arbejdsmarkedet helt afgørende for reel inklusion i samfundet uanset, hvordan vi ellers vender og drejer indsatsen på synsområdet,” siger Klaus Høm, der i 2013 blev valgt til at repræsentere de nordiske og baltiske lande i ICEVI.

”Vi skal benytte anledningen nu, hvor en ny EU-kommission bliver sammensat i foråret, til lige fra start at få fokus på, hvordan vi indretter os, så også mennesker med alvorlige synsnedsættelser har en reel chance for at komme i arbejde og holde fast på deres arbejde” siger han.

KVOTER OG VIRKSOMHEDERS SOCIALE ANSVAR

Kvoter på arbejdspladser for mennesker med synsnedsættelse og nye muligheder for at virksomheder kan tage socialt ansvar er to af de redskaber, som kan tages i brug for at styrke inklusionen, også når den er til debat på EU-plan.

”I den nuværende EU-kommission er der faktisk en kommissær med ansvar for arbejds-marked og inklusion (László Andor fra Ungarn, red.). Det er jo allerede en anerkendelse af, at der er behov for en særlig indsats,” siger Klaus Høm.

Bestyrelsesmødet i ICEVI bliver holdt onsdag den 6. og torsdag den 7. marts, og på dags-ordenen er også det faglige arbejde med videreudvikling af synskompenserende teknikker og redskaber. Ligesådan skal bestyrelsen forholde sig til, hvordan man må europæisk plan sikrer den fortsatte udvikling af rehabiliteringsindsatsen på synsområdet, blandt andet ved at udvikle en fælles strategi.

På helt konkret plan forbereder ICEVI sig på at begynde dialogen med EU-kommissionen med en høring den 15. oktober, som er den internationale dag for den hvide stok.

”Det kunne da være interessant, om vi til den tid har en dansk kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion,” siger Klaus Høm.  

Læs mere om ICEVI-Europe på dette link.


Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune