Akuthjælp-app'en er blevet tilgængelig

13. august 2014

Fra i dag er Regionernes Akuthjælp-app tilgængelig for mennesker der ser ganske lidt eller slet ikke. App’en viser telefonnummer på eller vej til eksempelvis den nærmeste skadestue, lægevagt eller tandlægevagt, hvis man har slået GPS-funktionen til på sin iPad eller smartphone.

App’en blev lanceret af Regionerne for et år siden, men den første version var ikke tilgængelig for mennesker med nedsat syn. Det gjorde app-ekspert og IKT-konsulent Birgit Christensen fra IBOS – Instituttet for Blinde og Svagsynede Regionerne opmærksomme på. Birgit Christensen lavede en simpel film, der viser, hvordan ’knapperne’ på app’en i den første version blot gav beskeden ”Knap” til personer uden syn.

I forbindelse med opdatering af app’en har Regionerne brugt IBOS’ ekspertise for at sikre, at den nye version blev tilgængelig. Den kan nu bruges med Voice Over til iPhone og iPad og med Talk Back til android-telefoner.

”Det er glædeligt, at Regionernes app nu også kan bruges af mennesker med synshandikap. Her på IBOS er vi glade for at kunne hjælpe både det officielle Danmark og private firmaer med at gøre deres produkter tilgængelige. Jeg tror, vi skal vænne os til at indtænke tilgængelighed, lige fra man får en idé,” siger Klaus Høm, institutchef på IBOS.

App’en er gratis og kan downloades fra App Store og Google Play ved at søge på ”akuthjælp”.


På dette link kan du se den film, der viser, hvordan den første app-version ikke var tilgængelig.

På dette link kan du læse Regionernes pressemeddelelse om den nye version af Akutappen.

Læs mere om IBOS’ arbejde med informations- og kommunikationsteknologi (IKT) på dette link.





Nyhedsbreve

Vil du have IBOS' nyhedsbrev tilsendt som mail?

Så klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet


Logo af Københavns Kommune