Idræt for blinde og svagsynede

Foto af ung mand på klatrevæg

IDRÆT FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE

Blinde og stærkt svagsynede i Danmark dyrker en lang række sportsgrene – både sammen med andre blinde og svagsynede og i almindelige idrætsklubber.

Der findes nogle få discipliner, der stort set kun dyrkes af mennesker med synshandicap, for eksempel goalball, showdown og elektronskydning. Derudover er blinde og svagsynede aktive inden for næsten alle idrætsgrene.

De fleste dyrker sport for at få motion, og fordi det giver mulighed for at være sammen med andre mennesker på en sjov og afslappende måde. Det er vigtigt at komme ud blandt andre, og det giver selvtillid at mestre en idrætsgren. Derfor er sport betydningsfuldt, hvad enten man har været blind hele livet eller er blevet det i en sen alder.

Nogle driver det vidt inden for handicapidrætten og bliver for eksempel udtaget til de Paralympiske Lege, der afholdes hvert fjerde år i forlængelse af det almindelige OL. Danske atleter med synshandicap har traditionelt markeret sig flot i international sammenhæng. Adskillige danske blinde er indehavere af verdensrekorder.

Dansk Blindesamfund støtter en række klubber, der tilbyder sportsgrene for synshandicappede. Men selve organiseringen af handicapidrætten sker under Dansk Handicap Idræts-Forbund, der har omkring 420 medlemsklubber med tilsammen cirka 18.000 medlemmer.

Ovenstående tekst er fra Dansk Blindesamfunds folder omkring blindeidræt i Danmark. Du kan læse meget mere om idrætsgrene i resten af folderen.

Logo af Københavns Kommune