Ledsageteknik

Billede af ung kvinde, der bliver ledaget

LEDSAGETEKNIK

Ledsageteknik hører under mobility-undervisningen og består af en række grundlæggende teknikker, som kan være praktiske at kende for både den der skal ledsages og den der skal ledsage.

Der kan være situationer, hvor det er rart for en blind eller svagsynet at få hjælp til at finde rundt af en seende ledsager.

Det kan være, hvis man er et sted, man ikke kender, eller hvis der er lavet om i de vante omgivelser f.eks. på grund af vejarbejde, byggerod, flytning eller lign. 

Ledsageteknik bygger på et ligeværdigt samarbejde mellem de to personer der følges ad.

IBOS har udgivet en app om ledsageteknik, hvor man får teknikker, gode råd og illustrative billeder, der kan hjælpe med at ledsage en person med synshandikap. Download appen ledsageteknik fra App Store på dette link.

Følgende er et uddrag fra folderen ”Sådan følges I ad - når den ene er synshandicappet” skrevet af mobilityinstruktør Lisbeth Hallestad fra IBOS. 

RÅD TIL LEDSAGEREN:

  • Sig, hvem du er, når du møder en blind. Det er ikke altid let at genkende folk på stemmen alene.

  • Hvis du vil give hånd, så sig, at du gør det.

  • Brug hans/hendes navn, når du taler til en blind person i en gruppe, så han/hun ved, hvem du henvender dig til.

  • Vend ansigtet mod folk, når du taler til dem – også selvom de ikke kan se.

  • Brug ordet "se" på helt normal vis. (”Vi ses”, ”Lad os se på de tal” etc.)

  • Sig dit navn, hver gang du kommer ind i lokalet, og når du forlader det igen. Det er ikke rart at skulle gætte sig til, hvem der er i lokalet – eller at tale til en, der er gået sin vej.

  • Når du skal vise en blind noget, så undlad at flytte på hans/hendes hænder. Lad ham/hende i stedet følge din arm/hånd ned til genstanden

  • Undgå at lade døre eller skabslåger stå halvåbne, og sæt stole på plads efter dig, ellers risikerer den blinde at støde ind i dem.

  • Hvis du vil advare en blind person, så undlad at bruge "alarm-udtryk" som f.eks. "pas på!", medmindre der virkelig er fare på færde. Giv i stedet en besked, der kan bruges, f.eks. "der står en kaffekop lige foran din hånd".

  • Personale og fagpersoner på f.eks. hospitaler eller plejehjem bør ud over at præsentere sig også sige, hvad deres ærinde er.

  • Efterlad aldrig en helt blind person alene uden et fast holdepunkt. Vis i stedet vedkommende hen til en stol, en væg eller andet, der har en kendt placering.

  • Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en blind person ønsker hjælp, så spørg!
    Lad være med bare at gribe fat i personen eller at gøre ting for ham/hende. Tit vil vedkommende måske helst klare sig selv.

RÅD TIL BLINDE OG SVAGSYNEDE:

  • Gør din indflydelse gældende. Sig til, hvis du gerne vil have hjælp – og hvis du helst vil være fri.

  • Forklar, hvilken hjælp du gerne vil have. De fleste vil gerne hjælpe, men mange er usikre og bange for at gøre noget forkert.

  • Hvis en seende tager fat i dig for at ledsage dig, så gør opmærksom på, at du helst vil holde fast i ham/hende.

Læs mere...

Hent folderen "Sådan følges i ad" - link mangler men på vej! 

Logo af Københavns Kommune