Definition af synshandicap

Foto af opslag i ordbog med forklaring på Blindness

HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE BLIND ELLER SVAGSYNET?

Et synshandicap defineres som nedsat syn, man ikke kan korrigere med briller, kontaktlinser, lup, kikkert eller andre hjælpemidler.

Synshandicap er en samlet betegnelse for svagsynet, stærkt svagsynet, blind med lyssans eller total blindhed.

Et synshandicap kan ikke udelukkende defineres ved en diagnose fra lægen som f.eks. grøn stær eller ved at se på en persons synsstyrke.
Det kan være meget forskelligt, hvad mennesker med den samme synsstyrke kan og ikke kan. Derfor er man også nødt til at se på den enkeltes funktionsevne, og hvordan man klarer forskellige situationer i hverdagen.

SYNSSTYRKE, SYNSFELT OG SYNSBRØK

Nedsat syn viser sig ved, at man ikke længere kan skelne detaljer på sædvanlig afstand (nedsat centralsyn) eller overser ting (synsfeltsdefekter).

Centralsynet måles ved en synsprøve, hvor personen præsenteres for en række symboler af forskellig størrelse i en bestemt afstand. Måleresultatet angiver en synsstyrke, der som regel udtrykkes med en brøk.
Tælleren angiver personens afstand til symbolerne og nævneren viser den afstand en normal person ville kunne se symbolerne.

Eksempel: synsbrøken 6/18 fortæller, at en person ved en synsprøve på 6 meters afstand lige netop kan se de symboler, som en normaltseende kan se på 18 meters afstand.

Synsstyrke er øjets evne til at skelne mellem to tætliggende punkter, samtidig med at man identificerer den form eller det symbol, som punkterne er tegnet i.

Synsstyrken bliver undersøgt ved en test, hvor man måler evnen til at se de forskellige symboler og former på en bestemt afstand. Det er synsstyrken, der definerer, hvor godt eller dårligt en persons syn er.

Man udtrykker synsstyrken i brøker og i forhold til det normale syn.

Synet hos en normalt seende defineres som 6/6 og det normale synsfelt som 180 grader, når begge øjne er åbne.
Dvs. hvis en person har en synsstyrke på 6/18 betyder det, at han på 6 meter kan se det en person med et normalt syn kan se på 18 meter. Synsbrøken er målt på det bedst seende øje og med den bedste brille eller kontaktlinse. 

Udover forskellige grader af nedsat synsstyrke findes der også andre former for synshandicap, som for eksempel manglende evne til at styre øjnene, dobbeltsyn, lysoverfølsomhed, synsfeltdefekter med flere.

Man vurderer også personens synsfelt. En normalt seende har et synsfelt på 180 grader med begge øjne åbne.
Hvis en person f.eks. har en god synsstyrke, men kun har et synsfelt på 10 grader ("kikkertsyn") defineres det som blindhed.

SVAGSYNET

Hvis synsstyrken er mindre end eller lig med 6/18, men bedre end 6/60 er man svagsynet

SOCIALT BLIND (STÆRKT SVAGSYNET)

Hvis synsstyrken er mindre end eller lig med 6/60 på bedste øje (og med bedste optik/brille.

PRAKTISK BLIND (STÆRKT SVAGSYNET)

Man er praktisk blind, hvis ens synsstyrke enten er

A: mindre end 1/60

B: ens synsfelt højst er 10 grader på det bedste øje

C: man har en synsstyrke på 6/18 eller derunder og samtidig har et synsfelt på 20 grader eller mindre.

TOTALT BLIND

Man er totalt blind, hvis man ingen lyssans har.

SYNSREGISTER

I Danmark har man et synsregister for unge op til 18 år. Det vil sige, at et barn under 18 år, der har en dårligere synsstyrke end 6/18 med optik, skal registreres i synsregistret hos Kennedy Centrets Øjenklinik (tidligere Statens øjenklinik).

Der findes ikke noget synsregister for voksne blinde og svagsynede.

Kilde: Kennedy Centret

Se også...

Denne you-tube film viser, hvordan man "ser" med forskellige øjensygdomme.
Videoen er spansk produceret.

At leve med nedsat syn


Arizona Center for the blind and visually impaired har lavet en billedserie der simulerer forskellige former for synstab. Billedserien er lavet som slides med tilhørende korte tekster (på engelsk).

Se billedserien her

www.sansetap.no er en norsk netportal med information om bl.a. syn, hørelse og kombinerede kommunikationshandicap med fokus på mestring og muligheder.

Logo af Københavns Kommune