Blinde og svagsynede i tal

Grafik af lagkagediagram

Der findes ikke præcise tal på, hvor mange mennesker i Danmark, der er blinde eller svagsynede.

Det gør der ikke, fordi man i Danmark ikke registrerer mennesker med handicap. Det er der både historiske og principielle grunde til.

De historiske grunde handler bl.a. om at nazisterne i Tyskland i 1930'erne misbrugte registre over mennesker med handicap til at forfølge og udryddde de borgere, de opfattede som uønskede.

De principielle grunde handler om, at man ikke har ønsket at "mærke" særlige grupper af befolkningen, og at ethvert menneske bør opfattes som et individ og ikke som "handicappet".

Der findes dog et synsregister, hvor børn med et synshandicap automatisk bliver registreret. Synsregistret administreres af Kennedy Centerets Øjenklinik i Hellerup (tidligere Statens Øjenklinik).
Blandt de 0 - 18 årige bliver der hvert år anmeldt ca. 100 nye tilfælde af børn og unge med et synshandicap.

Det passer godt med, at man på landsplan regner med, at der er ca. 50 børn med et synshandicap på en årgang. Heraf er ca. 5 blinde og resten svagsynede.
Herudover er der ca. 50 børn pr. årgang, som har flere handicap hvoraf ét af dem er synshandicap. 

Blandt alle voksne og børn i Danmark skønner man, at omkring 65.000 personer har en alvorlig synsnedsættelse.
Heraf vurderes det, at 90 procent af alle personer med synshandicap er over 75 år.

Det skønnes at ca. 3-4 personer mister synet pr. dag i Danmark.

Logo af Københavns Kommune