Taktile (følbare) materialer til job og undervisning

Billede af en taktil globus fra IBOS

Verden er fuld af billeder og visuelle informationer, som seende helt fra barnsben har lært at afkode. Vi er omgivet af fotos, billeder og illustrationer i bøger og blade, brugsanvisninger, vejskilte, by- og oversigtskort, reklamer og annoncer, der giver os oplysninger, oplevelser og gør det muligt for os at orientere os.

Blinde og svagsynede har ikke mulighed for at se og bruge disse billeder, men må orientere sig på andre måder og med andre sanser som høresansen og følesansen.

Taktile billeder og materialer er følbare, så blinde og svagsynede kan orientere sig og få informationer via følesansen i fingrene.

Ordet taktil kommer af det latinske ord tactilis, der betyder ”som kan berøres”.

Taktile materialer kan f.eks. være oversigtsplaner og by- og landkort, bus- og togruter, diagrammer, grafer, modeller og lign. fra lærebøger og (børne-)tegninger.
Man kan ikke lave taktile udgaver af fotos og tegninger med tre dimensioner.

Punktskrift - også kaldet Braille efter opfinderen Louis Braille - er også taktil, da man læser det ved at berøre følbare punkter.
Det kræver tilvænning at bruge taktile illustrationer.

Taktile materialer kan laves på forskellige måder og med forskellige materialer afhængigt af, hvor kompliceret modellen er.
Svulmepapir, er en særlig form for papir som varmes op, så de sorte streger på papiret svulmer op og danner et følbart relief. Dette er en effektiv, hurtig og billig løsning til enkle illustrationer.

Med thermoform kan man lave plast-ark med følbart relief ud fra en håndlavet master. Med thermoform kan man lave relieffer i flere niveauer til f.eks. kort og biologi- og fysiktegninger. Det er tidskrævende at lave matricen, men man kan herefter lave mange kopier.

Tegneplast eller Hollandsk plast er en tynd plast, som svulmer op og danner følbare linjer, når man tegner på den med en kuglepen. Den er velegnet, når en studerende selv skal lave en tegning eller figur eller til når børn skal tegne følbart.

På IBOS rådgiver vi om og producerer taktile materialer til mange forskellige personer og formål.

IBOS samarbejder også med Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte (tidligere SU-styrelsen) omkring produktion af taktile materialer til elever og studerende under SPS-ordningen (Special Pædagogisk Støtte).

Taktile materialer til SU-berettigede uddannelser bestilles gennem Kontor for SPS og Handicap, der hører under Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, og koster ikke den studerende eller uddannelsesinstitutionen noget.

Taktile materialer til ikke SU-berettigede uddannelser, efteruddannelse, erhvervskurser i privat regi, aftenskole eller andet kan også bestilles hos IBOS, men her skal man dog betale.


Man er altid velkommen til at henvende sig og få råd og vejledning eller for at bestille taktile materialer hos IBOS.

 

 

Kontakt

Jette Friis

Jette Friis

Reliefmager
Tlf.: 39 45 23 53

Læs mere..

Læs også folderen om taktile illustrationer "Billeder til fingerspidserne" udgivet i samarbejde med Socialstyrelsen

Bestil eller download "Billeder til fingerspidserne" ved at klikke her

Logo af Københavns Kommune