MENTORPORTRÆT SØREN HOLMGREN

”Når man går ud og siger; ’jeg vil have et job’, skal man også tro på det og ville det.”


Jeg er 38 år, er uddannet EDB-assistent og har videreuddannet mig indenfor salg. Jeg har dyrket idræt på eliteniveau. Mit syn er blevet svækket siden teenageårene, og i dag er jeg næsten blind.

Uddannelsen

EDB-studiet var et meget koncentreret forløb. Det var sjovt og dejligt at blive intellektuelt stimuleret, selvom eksamenerne gav et tidspres. Før starten afklarede jeg de praktiske forhold på et formøde med uddannelsesstedet og en konsulent fra Instituttet. 

Under min uddannelse i salg var det svært at følge undervisningen på tavlen, så jeg fik ekstratimer med en underviser, der forklarede mig tavle-modellerne ansigt til ansigt. Det gav mig optimalt udbytte af forløbet.

Vejen til job

Mit første faglige job var projektopgave med at implementere IT hos en supermarkedskæde. Jeg hørte om det fra en medstuderende, der arbejdede for firmaet. Bagefter fik jeg job som underviser og hjælpemiddelkonsulent. 

Jeg har søgt mange job og har typisk fået afslag med det svar, at synet var i vejen, men har dog fået hul igennem til nogle firmaer. Mit seneste job fik jeg ved at ringe til personalechefen i den danske afdeling af et større internationalt firma. 

Jeg præsenterede mig og sagde, at jeg ikke kunne se noget, men havde valgt, at jeg gerne ville arbejde for dem. Jeg kom til samtale og fik et job på ordinære vilkår!




Tidligere job


Jeg har arbejdet som account manager med 100 danske virksomheder som mine kunder. Jeg arbejdede mere med relationer end salg, da det handler om at ’netværke’ og holde kontakten til kunderne. F.eks. sendte jeg materiale og holdt møder hos kunden eller i byen. Jeg skulle ’drive salget frem’, foreslå nye produkter, ordne kontrakter og afslutte handlerne. 

Det var en fordel for mig, at virksomheden var indrettet som ’papirløst kontor’. Mine eneste hjælpemidler var blindestok samt forstørrelse og talesyntese på PC’en. 

Jeg kunne frit vælge mellem at arbejde på kontoret og fra min hjemmearbejdsplads, men jeg foretrak kontoret for at være en del af det sociale liv med kollegerne. 

Jeg arbejdede også som investeringsrådgiver i en periode, men da finanskrisen ramte Danmark
valgte ledelsen at afvikle næsten al forrentning i Danmark og altså afskedige bl.a. mig. Dette gav mig anledning til at forfølge drømmen om udelukkende at arbejde i mit eget firma og drive det videre.


Mit job i dag

Jeg holder foredrag og kurser om motivation og arbejdsglæde m.m. og har ansat to personer - én som personlig assistent, og én som varetager bogføring og administration. På mine foredrag og i mine kurser trækker jeg på al den erfaring jeg har fået dels fra idrættens verden og dels fra erhvervslivet. 
Desuden har jeg udgivet en bog, ”Blind tillid – vejen til personlig succes” som er en slags biografi/praktisk håndbog i succes”.

Jeg oprettede mit firma i 2004 og har været udelukkende selvstændig siden februar 2008. Jeg arbejder med salg, planlægning og udførelse af kurser og foredrag. Jeg arbejder hjemmefra med PC og telefon, jeg tager ud til div. messer og møder potentielle kunder, jeg rejser rundt i hele verden og holder mine foredrag og kurser, jeg mødes hos kunder, på restauranter osv. til møder med kunder og potentielle kunder. Afhængig af opgaven har jeg min assistent med. I de tilfælde er vi i bil. Ellers bruger jeg bus, tog og fly afhængig af destination. 

Det bedste ved mit job:
Fleksibilitet. Kort vej fra idé til handling. At gøre en forskel for en masse mennesker.

Mine råd om uddannelse og job

Det er klart, at det manglende syn skaber nogle begrænsninger, men man skal komme ud over det og lade være med at være en undskyldning for sig selv. En positiv attitude og livsfilosofi er meget vigtig.


Tro på det

Når man går ud og siger; ’jeg vil have et job’, skal man også tro på det og ville det. Man skal have så meget nerve, at man tør sælge sig selv til arbejdsgiveren og sige; ’jeg vil det her, og jeg ved godt det er en udfordring, men vi kan godt løse den sammen, men jeg vil det her’.


Fortæl om synet

Jeg ville aldrig sende en jobansøgning uden at nævne mit handicap, da det ville være et brud på det tillidsforhold, man skal have til sin arbejdsgiver. 
Mit synshandicap betyder intet i det daglige arbejde eller for samværet med andre. Der er ganske få praktiske problemstillinger.


Tænk frem

Endelig er det vigtigt at sætte sig nye mål hele tiden og tænke over, hvordan man ser sin fremtid for eksempel 5 år fremme i tiden.

Logo af Københavns Kommune