MENTORPORTRÆT MARTIN ENGGAARD

Jeg er 36 år og uddannet socialrådgiver. Jeg bor sammen med min kone og vores to børn. Jeg har før brugt en stor del af min fritid på at dyrke sport på eliteniveau, men nu er det på motionsplan.

Jeg har altid været svagsynet som følge af en medfødt sygdom og blev helt blind som 16-årig.

Uddannelsen

Mit studie var teoretisk interessant og meget personligt udviklende, men det manglede dog en væsentlig praktisk vinkel på faget. Yderligere fungerede det sociale liv på studiet meget dårligt.

Vi lavede meget gruppearbejde, og dér sørgede jeg for at gøre mig fagligt stærk i grundstoffet for at være en ressource i gruppen. De sidste år havde jeg et godt samarbejde med den samme makker på gruppeopgaverne.

Da jeg kom i praktik, blev jeg bekræftet i, at det var den rette vej for mig, og i at jeg kunne bestride arbejdet. Det gav et fagligt ’boost’, og jeg gennemførte studiet på normeret tid, fordi jeg gerne ville ud og arbejde med faget i praksis.

Vejen til det første job

Jeg gik i gang med at søge arbejde under de sidste par måneder af studiet. Jeg søgte uopfordret i alle kommuner i nærheden af mit hjem, både socialrådgiver-job og andre ting, fordi jeg gerne ville hurtigt i gang.

Da studiet var slut, kom jeg til 3 samtaler, fik tilbudt 2 job og valgte at starte som barselsvikar i en offentlig institution. Jeg startede kun en måned efter min uddannelse var afsluttet.

Jeg skrev i ansøgningen, at jeg var blind og havde været svagsynet før samt at jeg havde kendskab til de elektroniske hjælpemidler. Jeg valgte bevidst at skrive meget lidt om synshandicappet og hvad det indebar, da jeg synes, at der kan ende med at stå for meget mellem linierne, hvis man skriver meget om det i ansøgningen. Derfor skriver jeg kun lidt og vil hellere forklare det, hvis jeg bliver kaldt til samtale.

Mit job i dag

Jeg har de seneste syv år arbejdet som sagsbehandler i en kommunal forvaltning og er ansvarlig for behandling af sager for borgere, der er på overførselsindkomst. Jeg skal afklare, hvad der videre skal ske for dem og eventuelt visitere borgerne til forskellige hjælpeordninger. Jeg har derfor megen personlig kontakt med borgerne, både ansigt til ansigt og telefonisk.

Udover den personlige kontakt hvor disse spørgsmål skal afklares, består mine opgaver i høj grad af administration, bl.a. elektronisk registrering til statistik og skriftlig korrespondance med andre myndigheder om de enkelte sager. Arbejdet er temmelig individuelt, eftersom hver socialrådgiver har ansvar for sin ’sagsstamme’.

Fra 1. april 2011 har jeg arbejdet som faglig konsulent i samme afdeling. Her er mine arbejdsopgaver bl.a.
-sagsbehandling af komplicerede sygedagpengesager
-genvurdering af klagesager
-faglig sparing med sagsbehandlerne i afdelingen
-at opdatere og implementere ny lovgivning i afdelingen.
-evaluering af og kontrol med 2. aktør.
-tværfagligt arbejde vedr. samarbejde med andre afdelinger i Jobcenteret, fagforeninger osv.

Jeg har hele tiden været ansat på ordinære vilkår.

Jeg har personlig assistance 20 timer om ugen til brev og posthåndtering, holde orden på papirsager f.x. alle de lægepapirer vi modtager, ledsagelse til konferencer osv.

Jeg har elektroniske hjælpemidler i form af computer med tale, scanner samt mobil tlf. med tale og gps.

Erfaring og efteruddannelse

Da jeg blev ansat i mit første job, havde jeg kun erfaring fra min praktik under socialrådgiverstudiet, hvor jeg også var i en sygedagpengeafdeling.

Jeg har senere gennemført tre moduler på diplomuddannelsen indenfor beskæftigelsesområdet. Dette studie er vanskeligt, da NOTA/Studiebogsbiblioteket ikke vil producere studiemateriale til denne type af efteruddannelser.

Mine råd om uddannelse og job

Man skal se på, hvor éns ressourcer, kompetencer og muligheder er, i stedet for at fokusere på de ting, man ikke kan. Man skal vælge sin uddannelse efter det og være realistisk i forhold til, hvor man kan få et arbejde.

Det gælder om at være fremme i skoene, når man kommer ud i et arbejde, for man skal bevise, at man kan noget. Man er nødt til at kunne håndtere, at der bliver stillet krav, for der er ikke nogen, der kommer hen og siger; ’nå men skal vi lige kigge på det?’. Man bliver nødt til at gøre det selv.

Mit synshandicap betyder meget lidt. Det kan somme tider være vanskeligt at finde de rigtige mennesker i større forsamlinger og at kunne networke ordentligt. Men i mit daglige arbejde og i samværet med kolleger betyder det meget lidt.

Logo af Københavns Kommune