MENTORPORTRÆT LAURS SCHIFTER

Jeg er født stærkt svagsynet og har 10 procent syn, men klarer mig som om, det var en del bedre.

Uddannelsen

Jeg er uddannet cand.it og valgte en uddannelse, som sagde mig noget og havde min interesse og med en fremtid, så det ikke var en dead-end. Jeg fuldførte mit studie på lige fod med mine medstuderende og på normeret tid. Jeg har til gengæld ikke haft studiejob, men koncentreret mig om mit studie.

Det var en udfordring at vise, at jeg kunne være med på de "normales" niveau, altså være aktiv i timerne selv når undervisningen foregik på tavlen og for eksempel være opsøgende i forhold til gruppearbejde. Det er min opfattelse, at det absolut er muligt at gennemføre en uddannelse sådan, hvis man er udadvendt nok. Og folk var flinke til at spørge til mit handicap for bedre at forstå det.

Vejen til jobbet

Mit første job var et almindeligt job som test manager, som jeg fik ved at svare på en annonce på Danske Banks hjemmeside. Jeg valgte ikke at skrive, at jeg var synshandicappet, men til gengæld tog jeg det op som det første under jobsamtalen. Det viste sig at være en god idé. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville være ærlig om mit handicap, men samtidig gøre det klart, at jeg ikke så det som et problem, der ville hæmme mig.

Jeg havde lidt relevant erfaring, fordi jeg har løst nogle studieopgaver som til dels minder om det, jeg lavede. Jeg tror, at mine faglige færdigheder på området var udslagsgivende for, at jeg fik jobbet, og så min person og min måde at omgås andre mennesker på.

Mit job i dag

I dag er jeg ansat i mit tredje job på ordinære vilkår som test- og vidensformidlings-konsulent i EDC Feriepartner. Det er helt nyt, og jeg har været her i 3 måneder.

Jeg skal koordinere og udføre test på de datasystemer, som EDC Feriepartner udvikler. Min opgave er at sørge for, at testpersoner og udviklere arbejder sammen i en fornuftig og effektiv proces. Derudover skal jeg kortlægge vores arbejdsgange i en række flowdiagrammer og skrive diverse guides til brug af vores system, og så har jeg ansvaret for at udvikle testprocessen fremover og styre brugervenlighedsudviklingen på projektet.

Faktisk går det enormt godt og jeg har ingen hjælpemidler eller assistance. Mit handicap har minimal indflydelse på mit arbejde. Mine kolleger har hurtigt vænnet sig til, at jeg ser dårligt og tager nemt de små hensyn, der er.

Det bedste er, at jeg kan lide det, jeg laver - ellers ville jeg ikke arbejde med det. Det var grunden til, at jeg forlod min forrige stilling.

Mine råd om uddannelse og job

Man skal først og fremmest vælge uddannelse og job ud fra, hvad man har lyst til at arbejde med, ellers kører man sur i det. Og så skal man være åben om sit handicap og finde en måde at formidle det på, som passer til en selv.

Det er vigtigt for mig at sige, at det absolut kan lade sig gøre, så længe man er åben omkring det og er parat til selv at yde noget også.

Logo af Københavns Kommune